Dansk HOMO-Historie

Fra Mandalay til Men’s Bar (1990)

Mandalay lå i Teglgårdsstræde 3, der hvor Men’s Bar ligger i dag.
Foto: Ole Hansen © Polfoto

Mandalay lå i Teglgårdstræde 3, der hvor Men’s Bar ligger i dag. I sidste halvdel af 1980’erne lå bøssebaren Stable Bar på adressen. I 1990 overtog Ebbe og John stedet og skiftede navnet til Men’s Bar. I 2015 blev baren overtaget af Christian Møller, der stadig driver den i dag.

Mandalay var grundlagt i 1944 af Gerda Rosenberg og er opkaldt efter en populær sang, Mandalay, af Mogens Wieth . Bøsserne begyndte at komme på Mandalay i slutningen af 1940’erne.

I begyndelsen var Mandalay et af kvarterets pæneste værtshuse, og det blev hurtigt et populært sted, som tiltrak sig en broget skare af bøsser, marinere, luddere, trækkerdrenge og almindelige heteroseksuelle. Derfor fik det efterhånden et dårligt ry, og i 1960’erne hed stedet aldrig andet end Mandalir i folkemunde.

Man sagde, at hvis marinesoldater kom på Mandalay, så var de selv ude om det – om det var på grund af Marinen (Marine Arne), det kommer jeg tilbage om senere.

Viola

Da jeg begyndte at komme på Mandalay i midten af 1970’erne, var det Viola, der styrede bag baren. Hun var en storbarmet dame med højt opsat hår, og hendes stemme lød som en gorilla. Med Viola var der ingen grund til at ansætte en udsmider, for hun kunne blæse en ud af lokalet, alene med sin bestemthed og stemmestyrke.

En af seværdighederne på Mandalay, ud over Viola, var Marine Arne, der også gik under navnet Marinen – et navn han havde fået efter sin store interesse for marinere. Arne havde haft sin gang i havnen, hvor han havde suttet den af på alle de unge marinere, han kunne overtale – deraf navnet Marine Arne.

Arne havde sit eget bord på Mandalay, hvor han holdt hof med sine marinesoldater, som han ofte hentede i havnen, når der var flådebesøg. På en af væggene på Mandalay hang der en stor samling af marinekasketter fra det meste af verden og rygter sagde, at når Marine Arne havde suttet den af på en mariner på toiletterne, så forsøgte han at købe kasketten som symbol på sit ”bytte”.

Som jeg husker det, hang der 20-30 kastetter, men det kan kun være en brøkdel af de marinere, som Marine Arne havde haft i sin mund.

Stambordet

Arne forsøgte at holde stambordet frit, indtil der dukkede marinere eller andre velformede fyre op, som han kunne invitere over til sit bord. Men på de travle dage var det ikke alle, der respekterede dette, og selv om Arne forsøgte med perfide bemærkninger at få folk til at flytte sig – som for eksempel at spørge om folk havde en hestepik – så var det ikke altid, det lykkedes.

Arne var en ældre herre. Han skulle være god til at sutte, især når han tog tænderne ud. Og det tog da også kun få minutter, fra han havde inviteret en mariner med ud på toilettet, til han kom tilbage, tørrede sig veltilfreds om munden og gav en omgang til bordet.

I starten af 1980’erne holdt Viola op på Mandalay og dermed forsvandt også mange af bøsserne. Marine Arne flyttede til Centralhjørnet, hvor han blev fast inventar helt frem til sin død i 1984.

Læs også: Centralhjørnet bliver officielt bøssebar (1955)

Stable Bar

I 1984 skiftede stedet ejer og kom til at hedde ”The Stable Bar” med tilføjelsen ”Your Copenhagen Waterhole”. De to nye værter, svenskeren Torsten og danskeren John, gav lokalerne et velfortjent ansigtsløft og stedet en ny profil.

Skiltet med The Stable Bar med tilføjelsen ”Your Copenhagen Waterhole”.

Nu blev det kun et sted for mænd, men vel og mærke ikke for alle mænd. Hvis bartenderen mente, at man ikke lige passede ind, så blev man bedt om at forlade stedet igen.

De nye ejere bestræbte sig på, at baren skulle være et mødested med atmosfære, god service og god stemning. Selv om baren fik en råt look med solide stole og borde i bejdset træ og en robust bar, så blev stedet ikke kun for læder- og cowboyfyre. Baren blev også besøgt af fyre i jakkesæt.

The Stable Bar åbnede klokken 13 ,og de første timer var det hovedsageligt jakkesæt-folket, der spiste frokost og drak kaffe.

Klokken 16 kom så kontorfolkene, der lige skulle have en fyraftensbajer på vejen hjem. Efter klokken 22 kom jagtfyrene, der lige skulle forbi og se, om der var bid, enten til et besøg i parken eller hjem til lagnerne.

Der blev vist musikvideoer i baren på et lille TV, og hvis stemningen var til det, blev musikvideoerne erstattet med pornofilm

Ud over øl, vand og spiritus, kunne man købe kaffe, kager, sandwich og salater.

Men’s Bar

I 1990, da Ebbe og John overtog baren, skiftede den navn til Men’s Bar. Profilen blev blødt en smule op, men ellers var det småt med forandringerne. Hovedparten af gæsterne var stamgæster i alderen 35-55 år, og de var ikke så meget for forandringer, mente Ebbe og John.

Billeder fra Men’s Bar omkring 2006. John står i baren og i indgangen.
Foto: Bjarne Henrik Lundis

Både da stedet hed The Stable Bar og i de første år af Men’s Bars levetid, var det fortrinsvis et mødested for Københavns læderbøsser. Men efterhånden blev Men’s Bar for de mere almindelige bøsser, dog hovedsageligt af de maskuline typer.

Men’s Bar er, som navnet siger, en bar for mænd, og den eneste rigtige bøssebar i København, for her har kvinder ikke adgang.

Alt var tilladt

Men’s Bar var dengang en bar, hvor stort set alt var tilladt. Så hvis der var nogle, der dyrkede sex i et hjørne, var det OK, bare det ikke generede de andre gæster. Derfor holdt en del af gæsterne også på, at de ikke ville have kvinder ind, da det ville lægge en dæmper på aktiviteterne.

Hvis der var en kvinde der fik sig forvildet ind på baren, så var det ofte gæsterne, der hurtigt fik hende gjort opmærksom på, at hun var gået forkert i byen, og fik hende gelejdet ud igen.

Det modsatte gjaldt, hvis der kom nye mandlige gæster ind. De blev hurtigt lukket ind i fællesskabet, hvis de da ønskede det, for på Men’s Bar kom man hinanden ved.

Der var mange fordomme om Men’s Bar. Specielt mange af de unge bøsser turde ikke komme der, fordi de troede, det var for hardcore.

Men efterhånden, specielt i weekenderne, begyndte der at komme flere unge. Enten var de ude efter en lidt ældre og erfaren fyr, der kunne lære dem op, eller også skulle de score nogle gratis drinks, inden de skulle videre på diskotek med vennerne. Eller så kom de ganske enkelt for at nyde stemningen på et sted, hvor der kun er mænd.

Ny ejer af Men’s Bar i 2015

Den 1. juli 2015 overtog Christian Møller Men’s Bar. Atmosfæren er stadig den samme, og så er Men’s Bar stadig den eneste rigtige bøssebar i København – kun for mænd. Det er også efterspurgt blandt mange turister, som godt kan lide, at en bøssebar er en ren bøssebar.

Men’s Bar i Teglgårdstræde 3. Facaden er stadig den sammen, men indenfor er der sket ændringer.
Foto: Bjarne Henrik Lundis

Efter Christian overtog Men’s Bar, er der kommet flere siddepladser. Der er blandt andet lavet siddepladser i vinduerne og i det gamle “darkroom”, som egentligt ikke var et darkroom, eftersom der ikke var rigtig mørkt. Det er nu blevet inddraget til siddeområde, med høje bænke.

Mange af de ældre stamgæster er efterhånden faldet fra, men der er kommet nye og yngre gæster til, og derved er gennemsnitsalderen da også faldet.

I dag kan en typisk Men’s Bar-gæst godt være i slutningen af 30’erne, men der er også plads til dem, som er ældre.

 

Kilde: Nørre Kvarters Krønike, Storbyen Trækker og Bjarne Henrik Lundis