Aarhus Pride og Jysk i et nyt spændende samarbejde

Goddaw jeg har et godt tilbud til dig. Jysk er kommet ud af saml-selv skabet og iklæder sig Aarhusianske regnbuefarver.
Aarhus Pride har i år indgået et helt nyt samarbejde og sponsorat med Jysk. Det kommer blandt andet til at betyde, at der skabes ekstra stemning i Pride Lounge området på Pride-dagen d. 1.juni.
Stort fokus på medarbejderne
Hos Jysk arbejder man meget med at sikre det gode arbejdsmiljø. At være rummelig og åben overfor deres medarbejderes mangfoldighed.
I begyndelsen af år 2024 bad ledelsen, medarbejderne om at give deres arbejdsplads karakterer i forhold til diversitet, ligestilling og inklusion.
I spørgeskemaundersøgelsen, hvor 99% af de i alt 1.900 medarbejdere i Danmark deltog, blev de blandt andet spurgt, om de føler, de kan være sig selv på arbejde. Om de mener, at alle har lige muligheder hos JYSK uanset køn, alder, etnicitet, seksuel orientering eller handicap.
På en skala fra 1-100, hvor 100 er bedst, gav medarbejderne i gennemsnit JYSK 87 på spørgsmålet om, hvorvidt de kan være sig selv på arbejde. På den samme skala har JYSK ligeledes fået 87, når det gælder medarbejdernes vurdering af lige muligheder for alle.
Nu vil man gerne vise flaget endnu mere, og træde frem i lyset, for at understøtte sin interne indsats og politik.
Stolt støtter
”Vores undersøgelser viser gang på gang, at vores medarbejdere er både engagerede og motiverede i deres arbejde. I år har vi desuden spurgt mere direkte ind til diversitet, ligestilling og inklusion. Jeg er glad for, at medarbejderne vurderer vores virksomhed som en arbejdsplads med plads til alle,” siger Rami Jensen, præsident og CEO i JYSK.
”Vi er stolte af at støtte den lokale Pride i Aarhus. Her har vi vores internationale hovedkontor og flere butikker med mange forskellige og dygtige medarbejdere. Vores grundlægger, Lars Larsen, åbnede også sin første JYSK-butik på Silkeborgvej i 1979 i Aarhus, og siden da er vi kun vokset og blevet endnu mere mangfoldige”, fortæller Rami Jensen
Hos Aarhus Pride er der naturligvis også stor glæde
”Vi er super glade for, at Jysk har valgt at være en del af Aarhus Pride. At samarbejde med en så stor organisation som Jysk, giver os det løft vi har haft brug for, for at kunne udvikle Aarhus Pride til et nyt niveau. Den anden vej rundt bliver Aarhus Pride en dag, hvor Jysk kan fejre sine ansatte og skabe nogle hyggelige rammer” fortæller Anders Pedersen, der er sponsoransvarlig i Aarhus Pride.
Ekstra hyggelig atmosfære
Aarhus Pride afholdes i år i Musikhus- og Rådhusparken.
På dagen indretter JYSK et område i med havemøbler og andre produkter fra boligindretningskædens sortiment, hvor deltagerne kan sidde og slappe af. Ligesom de kan deltage i en konkurrence om at vinde et gavekort til JYSK på 5.000 kroner.
På den måde bidrager de til Aarhus Prides ønske om en Pride i øjenhøjde. En Pride med en afslappet og hyggelig atmosfære.
Det har stor betydning at der bakkes op, og at det gode samarbejde kan føres ud i livet.
”At vi nu begynder at få lokal opbakning fra store lokale organisationer, betyder alt. Uden de lokale virksomheder så er der ingen Pride. Det giver samtidig også en blåstempling af Priden, og det arbejde, der er lagt i Priden siden 2008” slutter Anders Pedersen.
Klar til Odense Pride? – Det samlende fællesskab forankret i nærmiljøet