Cirkusrevyen lever klart op til sidste års fornyede SUCCES-REVY

Foto: Emilia Therese
Efter denne anmelders mening er Cirkusrevyen 2023 den bedste i årevis. Sådan skrev jeg sidste år. Derfor var forventningerne og spændingen til 2024-udgaven af Cirkusrevyen da også høje. Ville det lykkes at bibeholde de gode takter fra sidste år? Eller var det en enlig svale?
Efter premieren torsdag i teltet på Bakken, må det klart konstateres, at Cirkusrevyen i år til fulde lever op til sidste års succesrevy.
Med spiddende, tankevækkende og morsomme tekster, dygtige skuespillere, vidunderligt band, god flot scenografi, og ikke mindst en super dygtig instruktør, ser fremtiden igen lys ud for den nu 89-år gamle revy.
Efter nogle år i tomgang, er Cirkusrevyen nu uomtvisteligt på vej ind i en ny æra. Det lover godt for 90-års jubilæet næste år, der samtidig er direktørparrets Sanne & Torbens Pedersens 40-års jubilæumsår.
Cirkusrevyen lever klart op til sidste års fornyede og foryngede SUCCES-REVY
Den så tiltrængte fornyelse
Vanen tro er det et godt sammentømret og velspillende erfarent team der på scenen står i spidsen for revyen: Niels Olsen, Niels Ellegaard, Henrik Lykkegaard og Merete Mærkedahl er garvede på Cirkusrevyens scene.
I år får de med- og modspil af ligeledes erfarne revyskuespiller Pernille Schrøder, og af her-der-og-alle-vegne-manden Silas Holst. Sidstnævnte har en enkelt gang medvirket som skuespiller i henholdsvis Rottefælden-revyen i Svendborg, og i Nykøbing F. Revyen.
De mange emner
Den danske revygenre har en fin tradition med at se tingene lidt på hovedet. Samtidig er der tradition for på spiddende satirisk, humoristisk skarp vis, at berette om året der er gået. Således også i år, hvor der var svirp og kærlige kommentarer til situationer og personer. På verdensplan, såvel som nationalt.
Og revy-emnerne står i kø: Valgkamp i USA mellem to oldinge, krisen i Venstre, en dansk statsminister der gerne ser sig selv som jeg alene vide, danskernes lemmingeeffekt i forhold til at investere i airfryers, en dansk flåde, der har meget tilbage at ønske, kvinder i forsvaret, Store Bededags endeligt, minkskandalen, og landbrugets vægring mod CO2 afgiften, NOVO-Nordisks betydning for dansk nationaløkonomi. Og ikke at forglemme forskellige partilederes og ministres håndtering af betændte sager. Eller mangel på samme.
Endelig er der klimaet, måden menneskeheden forvalter jorden, og ikke mindst hele spørgsmålet: Hvad efterlader vi til kommende generationer. Hvis da ikke krig, krigen, og krigene, galninger, statsledere, og despoter, har taget livet af menneskeheden, inden nye generationer burde komme til verden.
Foruden de mange politiske kommentarer, var der også de mere traditionelle gængse sketch, der ligeledes slog krøller på den aktuelle situation.
Teksterne, og ligheden, den lighed, den lighed
De gode tekster er et must for enhver revys succes. Og dér har holdet samlet omkring og sammen med sidste års og årets succesinstruktør Joy-Maria Frederiksen formået at plotte en række af de bedste ud til Cirkusrevyen 2024.
Blandt hovedleverandørerne finder vi de altid stilsikre Vase & Fuglsang, Carl-Erik Sørensen, Søren Anker Madsen, og Jan Svarrer, men også flere af revyens egne skuespillere: Her skal især nævnes Niels Olsen, og ikke mindst Henrik Lykkegaard
Henrik Lykkegaard har selv leveret teksten til Havets minister, hvor han optræder som miljøminister Magnus Heunicke. Heunicke var selv tilstede på premiereaftenen, og måtte i den grad se sig selv grillet. For Lykkegaard formår virkelig at skrive tekster, der går rent til benet. Derudover har han en mimik, og forstår sammen med sminkør og kostumier, at levere, så ingen er i tvivl. Erkendt, da ”Heunicke” gik på scenen, var man kort i tvivl, om det var ministeren selv, eller det var en skuespiller. Så vellignende var det i bevægelse, mimik, og tale.
Biden og Trump
Tilsvarende da samme Lykkegaard og Niels Olsen kom på scenen som de to præsidentkandidater Joe Biden og Donald Trump. De havde i Niels Olsens tekst et glimrende velspillet – og vellignende battle, i nummeret Sammen igen. Det var morsomt og velspillet, den dystre baggrund til trods. At to gamle mænd, den ene ofte særdeles konfus, den anden ofte bevægende sig på den forkerte side af sandhedens skarpe knivsæg.
I Søren Anker Madsen og Jan Svarrers Farvel til en kær ven mødes narkoens konge, rokkeren, håndværkeren, og brugtvognsforhandleren. Og ja de begræder hver især og sammen, at 1000-krone sedlen fra 1. januar 2025 udfases.
Og i Carl-Erik Sørensens Mon skibet kan sejle, spiddes i den grad det faktum, at den danske flåde har ringe kår. Pernille Schrøder og Henrik Lykkegaard giver i den grad charme til nummeret, der er baseret på Birthe Wilke og Gustav Winklers store legendarisk grand-Prix nummer Skibet skal sejle i nat.
Morsomt, men på en ofte trist baggrund
For ja, Cirkusrevyen er ustyrlig morsomt, samtidig med at den er så rammende, også når det er den sørgelige sandhed, der spiddes.
For ja vi griner, men baggrunden for vores grin i forhold til mange af teksterne er desværre baseret på en ofte næsten ubærlig sandhed. Eksempelvis at de danske have aldrig har været så meget under pres, som de er netop nu, at vi har en flåde, der sejler med totalt nedslidt eller ligefrem manglende materiel, og at vi har en statsminister der sammen med sin departementschef er mere egenrådig end tidligere set.
Må kandidere til
Cirkusrevyen 2024 har mange numre, der må kandidere til Revyernes Revy i august, hvor nogle af de bedste revynumre finder vej til en dag i revyernes tegn. I flæng kan nævnes Havets minister, Gør nu hvá jeg siger, I Novo er jeg født, In the air, Sammen igen, Yippie-jar-aihj, Mon skibet kan sejle, Farvel til en kær ven, med flere.
De andre medvirkende
Tidsnerven bliver i den grad ramt i Cirkusrevyen 2024. Den er skarpt skåret til, og i flot flot indramning. Benjamin la Cours scenografi er flot, instruktør Joy-Maria Frederiksen har formået at skabe en seværdig forestilling baseret på gode skarpe tekster, og med et dygtigt team på scenen.
Glemmes må hverken kapelmester Joakim Petersen eller hans bands evne til at producere vellyd hele vejen igennem.
Apropos lyd så må bestemt heller ikke glemmes ensemblets to sangere Jasmin Dahl og Rosa Gehl: De har vidunderlige stemmer i de to flot opsatte sang- og dansenumre. Stemmerne er ren kræs for øregange, samtidig med at de sammen med de øvrige i ensemblet, danserne Ciara Rose Blankenship, Roberta Næss-Schmidt, Malik With, og Nicklas Troensegaard, i den grad leverer.
Velkomponeret revy
Out & About kvitterer med seks flotte funklende stjerner for en helt igennem suveræn god revy. Der leveres på praktisk taget alle parametre og man går bestemt ikke skuffet ud af teltet på Bakken. Tværtimod. Revyen er igen i år, som sidste år, positivt overraskende god
Cirkusrevyen 2024 må derfor igen blive et tilløbsstykke for alle der ønsker at opleve en storslået revy, der til fuld lever op til stolte revytraditioner. Også med den fornyelse som tiden kræver af en relevant revy med bid, saft, og kraft, for dét leverer Cirkusrevyen!
Kort om Cirkusrevyen 2024
Spillested: Teltet på Bakken ved Klampenborg
Spiller frem til 25. august 2024
Medvirkende: Niels Ellegaard, Merete Mærkedahl, Niels Olsen, Henrik Lykkegaard, Pernille Schrøder, og Silas Holst
Ensemble – sangere: Jasmin Dahl og Rosa Gehl
Ensemble – dansere: Ciara Rose Blankenship, Roberta Næss-Schmidt, Malik With, og Nicklas Troensegaard
Instruktører: Joy-Maria Frederiksen
Kapelmester: Joakim Pedersen
Scenograf: Benjamin la Cour
Koreograf: Nellis Bethel
Kostumer: Rikke von Qualen
Billetter: cirkusrevyen.dk