SAMFUND

Copenhagen Fetish Men og Men’s Bar hjælper transkønnede

Lai Christian Balsig og Thomas Bolvig
Lai Christian Balsig (Pan Idræt Trans Fitness) og Thomas Bolvig (Copenhagen Fetish MEN).
Foto: Mathias Kronow

I snart tre år har Copenhagen Fetish Men arrangeret non-seksuelle sociale arrangementer for LGBT-fyre med fetish-interesser i København. Heriblandt det faste månedlige arrangement; Fetish Social på Men’s Bar.

Ét af Copenhagen Fetish Men’s absolutte kerneværdier er inklusion og anerkendelse. Derfor favner man alle MSM, uanset hvilken fetich. Det gælder også inklusion af mænd, der ikke altid har været anset som mænd.

”Vi vil gerne understrege, at vi er en fetich institution i det københavnske LGBT+ miljø, som ud over at rumme mænd med enhver fetich også rummer transkønnede mænd. For i min personlige optik er det meget enkelt: Hvis du identificerer dig som mand, så er du mand,” udtaler Thomas Bolvig, stifter af Copenhagen Fetish Men.

Indsamling

Copenhagen Fetish Men har haft en indsamling kørende ved arrangementerne i den seneste tid, hvor gæsterne har kunnet give en donation til Pan Idræts Trans Fitness initiativ. Et fitness tilbud for transmaskuline, som får mulighed for at mødes med ligesindede og derved samles omkring det sportslige.

”Indsamlingen har affødt en masse spændende samtaler og diskussioner blandt fetich-fyrene i forbindelse med Fetish Social. Stigmaer, fordomme og begrebsforvirring har været blandt samtaleemnerne. Og horisonten er blevet udvidet hos mange.

For når alt kommer til alt, så kan enhver fetich-fyr sætte sig ind i følelsen at være ukomplet. Den følelse oplever mange, når de – af forskellige årsager – ikke kan føle sig fri til at bære det outfit, de reelt gerne vil,” siger Thomas Bolvig

Indsamlingen til Pan Idræt Trans Fitness er nu afsluttet, og Copenhagen Fetish Men’s gæster har sammen med Men’s Bar doneret 2.500 kroner, som er overrakt til Trans Fitness’ initiativtager, Lai Christian Balsig. Han udtaler:

”Det gør mig utrolig glad og rørt, at vi på tværs af regnbuemiljøet har lyst til at engagere os og støtte hinandens mange gode initiativer og arbejde for regnbuepersoners trivsel og inklusion.”

”Vi sætter pris på, at Copenhagen Fetish Men forstår mangfoldigheden i, at vi kan være mænd på mange måder, og at det er godt at se, at det er en del af CFM’s kerneværdier. Donationen betyder enormt meget for vores fitness-tilbud til transmaskuline. Det bidrager økonomisk til vores initiativ og også i høj grad til vores transmaskuline medlemmers oplevelse af at være set, inkluderet og anerkendt i miljøet.”

Fetish Social

Fetish Social foregår den første torsdag i hver måned. Næste gang er torsdag den 6. februar 2020 fra klokken 21.00 til 22.30 på Men’s Bar, Teglgårdsstræde i København.

Good Pup Club

Derudover afholder Copenhagen Fetish Men også Good Pup Club den første lørdag i hver måned. Dette er et arrangement for puppy play-interesserede. Næste gang er lørdag den 1. februar 2020.

 

Copenhagen Fetish Men

 

Hvilken bøssebar er ældst