SAMFUND

Bølgerne går velspillende højt i Nye Tider

Nye Tider er en tragikomisk forestilling om de problemer, det medfører for alle involverede når et modent ægtepar går fra hinanden.      Foto: Gudmund Thai

Nye Tider – hvis vi må for børnene: Bølgerne går højt i Folketeatrets nyeste satsning Nye Tider – hvis vi må for børnene. Det er en tragikomisk forestilling om de problemer og den selvransagelse, det kan medføre hos alle involverede, når et modent ægtepar, efter 50 års ægteskab, går fra hinanden. For hvordan reagerer børnene, og hvilke menneskelige mekanismer kommer i spil?

 

Der er i den grad gang i familien French i Folketeatrets nyeste satsning: Nye Tider – hvis vi må for børnene. Stykket er et tragikomisk familiedrama skrevet af den amerikanske dramatiker Bess Wohl, oversat af Henrik Lykkegaard, og med Kasper Wilson som instruktør.

En stribe rigtig gode skuespillere med Ulla Henningsen og Waage Sandø i spidsen som henholdsvis Nancy og Bill, folder dramaet om familien French ud. Som parrets to sønner Bob og Ben, opleves de storspillende Kim Hammelsvang og Kasper Leisner. Ben er gift med højgravide Jess, dygtigt spillet af Marie Sandø Jondal.

Bob er ugift bøsse. Undervejs i stykket hjemtager han til forældrenes hus, hvor også Ben og Jess er flyttet ind i forsøg på at klinke skårene forældrene imellem, en nats erobring: Den stereotype Tommy spillet af Adam Schmidt. Endelig møder vi far Bills veninde, den muntre Carla, morsomt spillet af Sonja Oppenhagen

Med dette gode velspillende persongalleri er der ingen tvivl om, at Bess Wohls, jeg fristes til at skrive hverdagsstykke kan udfolde sig dramatisk, elegant, morbidt, men også vanvittigt morsomt, indimellem tragikomisk, foran forhåbentlig mange fremtidige fyldte teatersale på Folketeatret. Stykket spiller til 5. maj.

Tragisk – eller skulle det være sket for længe siden

I sig selv kan man måske sige at det er tragisk, når den ene part i et 50 år langt giftermål ønsker at blive skilt. Endnu mere tragisk er det, når personen som begrundelse blandt andet føler sig overset af sin partner gennem livet. Endnu værre måske, når hendes mand tillige i det skjulte har haft en elskerinde. Omvendt er det måske netop signalet til, at det er tid at søge ud, søge væk. Hvis det da vel at mærke er det man ønsker.

De, der stritter imod

Stykket har ikke uden grund undertitlen: Hvis vi må for vores børn. For netop det faktum, at parrets voksne børn kæmper mod forældrenes skilsmisse, bliver en ikke uvæsentlig del af stykkets handling. Børnene forsøger nemlig med næsten alle midler at undgå forældrenes skilsmisse. Det samtidig med at forældrene på deres side, sammen og hver for sig, er rimeligt afklarede.

Naturligvis medfører et brud i familien hele familielivet. Samtidig kommer hidtil hemmeligholdte sandheder for en dag. Og så er det også tid til selvreflektion hos alle parter: For ønsker børnene selv at leve det liv, forældrene tilsyneladende har levet. Og ønsker vi som tilskuere det?

Når følelser er i spil

Når mange følelser er i spil, så sker der noget med mennesker: Vi er måske ikke altid helt pæne i kanten, når det kommer til at skulle skilles. For hvem skal have hvad? Og hvem vil have hvad. Og hvordan skal man komme videre.

Nye tider rammer en tidsnerve

Nye tider er et til alle tider høj aktuelt hverdagsdrama, der på visse områder lægger sig op ad tidligere tiders lige så interessante sceniske familiedramaer. Og kende vi det ikke fra os selv, hvad familien French skal, og kommer igennem, så kender vi det helt sikkert fra nærmeste familie eller venner. Kun de færreste går dog gennem livet uden nogle af de konfrontationer, som familien i stykket gennemgår.

Bess Wohl har med Nye Tider ramt en tidsnerve, og spiddet familiedramaet så det til tider bliver morbidt morsom, samtidig med at det giver stof til eftertanke og ikke mindst refleksion. Man fristes til at spørge, hvad er det der gør, at mennesker forbliver sammen hele livet, uagtet små og store bump på veje, og uagtet at den forelskelse og kærlighed, man havde til hinanden i de første år, for nogle ebber – og dør ud med tiden.

Der ruskes op

Har vi brug for et stykke som Nye Tider?. Ja vil denne anmelder mene, for nogle gange er det godt at få rusket lidt op i sig og os selv. Og måske finde veje til at genfinde den kærlighed og forelskelse, man havde i hinanden i sin tid. Nogle gange har vi flot brug for andre at spejle os i, for at se det smukke i andre og i os selv. Men også se de sider vi bestemt ikke bryder os om. Ved os selv, og ved andre.

Nye Tider er et godt lille også muntert hverdagsdrama, der holdes flot oppe af en række gode stærke skuespilpræstationer. Og lige så svært det er at gennemspille en kærlighedsscene, lige så svært, om ikke sværere, er det at gennemspille verbale og fysiske slagsmål på en scene. de kampe, man nogle gange går igennem i forbindelse med en skilsmisse. Her handler det i den grad også om timing, og det præsterer hele holdet af skuespillere i Kasper Wiltons instruktion i den grad

Også LGBT+ relevant

Stykket er morsomt, og indeholder for os i LGBT+ miljøet også en række underholdende facetter. Ikke alle blandt premierepublikum forstod umiddelbart de rollespilskonstellationer nogle af os nogle gange også indgår i, og som blev vist på scenen, men det gør ikke Nye Tider mindre underholdende.

Out and About giver fem fine stjerner til endnu en god forestilling på Folketeatret, der meget sjældent skuffer.

 

 Kort om forestillingen

Spillested: Folketeatret, Nørregade

Spiller til 5. maj 2024.

Billetter finder du her. 

Medvirkende

Bill: Waage Sandø

Nancy: Ulla Henningsen

Carla: Sonja Oppenhagen

Ben: Kasper Leisner

Jess: Marie Sandø Jondal

Bob: Kim Hammelsvang

Tommy: Adam Schmidt

 

Mangler et fællesskab for unge LGBT’er i Esbjerg