ANMELDELSER

I Folketeatrets “2 på tur” bliver alle klogere på livet

Foto: Thomas Petri

Selvom 2 på tur, der er det nyeste skud på Folketeatrets imponerende turnéprogram, er en komedie, så rummer den også en masse elementer af livets alvor.

I åbningsscenen af Folketeatrets nyeste forestilling på teatrets imponerende turnéprogram, møder publikum to ældre franskmænd spillet af henholdsvis Kurt Ravn og Peter Schrøder.

Hver især bilder de to ældre hinanden ind, at de er indlagt på et fransk hospital grundet ganske harmløse lidelser. Den barske sandhed går imidlertid op for dem selv hver især og hinanden, da hospitalslægen, spillet af Paw Henriksen, kort, kontant og nøgternt fortæller dem, at de har henholdsvis en uge og 14 dage igen at leve i. Hver af dem har nemlig en livstruende lidelse: Den ene en svær nyresygdom, den anden cancer i lungerne, der via metastaser har spredt sig til hele kroppen.

Naturligvis rammes de af chokket, men samtidig udtænker de en hurtig plan: Hvorfor blive på sygehuset, når de nu gerne vil have bare lidt mere ud af livet? Så derfor forlader de hospitalet iført hospitalspyjamas og dropstativ og begiver sig til den nærmeste landevej, hvor de forsøger at blaffe sig væk.

Knapt er de begyndt at blaffe, førend de møder en ung højgravid pige, spillet af Kristine Yde. Hun er blevet forladt af sin kæreste, og opfordrer derfor de to “flygtede” hospitalspatienter til at finde kæresten.

Undervejs, og mens de leder efter ham møder de forskellige personer, der hver især også får dem til at reflektere over deres liv og egne oplevelser. Blandt andet da de møder en ung mand, der forsøger selvmord ved at springe i en flod med blyklodser om benene, eller da de møder et ungt dansende par.

Med andre ord erfarer de i den sidste del af deres liv, at tilfældige hændelser fører til nye tilfældige hændelser, sådan som også vi fleste andres liv former sig.

Tid at reflektere

2 på tur er på en og samme tid en komedie, og et filosofisk stykke, der kan få publikum til at reflektere over, hvordan vi er som mennesker, og over hvordan vi behandler hinanden.

Det er den franske dramatiker Samuel Benchetrit, der har skrevet 2 på tur, der i 2006 blev nomineret til Moliére prisen som årets bedste franske dramatik, og som nu får Danmarkspremiere.

Med to dygtige skuespillere som Kurt Ravn og Peter Schrøder på scenen tages der livtag med en til tider dybdegående tekst, hvor der samtidig lægges op til grin. Og der bliver da også grint, ikke mindst i scenen hvor hver af de ældre sygdomsramte mænd vil danse med en smuk ung pige, eller da de trods det tragiske ved dødelig sygdom, søger at være morbide og på hver sin måde distancere sig fra situationen og hinanden.

Kristine Yde og Paw Henriksen spiller alle rollerne omkring de to ældre franskmænd og gør det ligeledes godt.

2 på tur er en fin komedie, der sætter livet på spidsen i den sidste svære stund, og med garvede skuespillere på scenen, kan det ikke gå helt galt. Vi fornøjes, vi mindres, vi reflekterer og får da også lidt at tænke over: Har vi selv risiko for at blive de gamle sure, eller vil vi hellere glædes og fornøjes i den sidste tid?

Geier Sveaas har iscenesat, mens Marianne Nilsson står for den enkle, men virkningsfulde scenografi.

Out & About giver 4 velfortjente regnbuer.


Premieren på 2 på tur finder sted i Musikhuset i Esbjerg og selve turneen sluttes den 15. april i Ringsted Kongrescenter på Midtsjælland.

Efter Danmarksturnéen spiller stykket på Hippodromen i Nørregade, København. Det sker frem til den 16. maj.