Mangler et fællesskab for unge LGBT’er i Esbjerg
Den 28-årige Kurt Vandborg er fra Esbjerg. Han arbejder til daglig som SOSU-assistent inden for psykiatrien i en lille landkommune lidt uden for Esbjerg. Hans kolleger ved, at han er bøsse. Det gør borgerne derimod ikke. Så han er med egne ord ”nødt til at lægge låg” på sig selv.
Det er han også, når det gælder om at leve som bøsse i Esbjerg. Her findes der gruppe af unge LGBT under 18 år, som hedder Aura. Desuden er der LGBT-klubben Es´gay´p, som ifølge Kurt Vandborg er for de lidt ældre LGBT’er.
”Det er med blandede følelser at leve som ung bøsse i Esbjerg, for der findes ikke noget mødested for min aldersgruppe, som er for gammel til at være sammen med de helt unge, og som er for ung til at være sammen med den lidt mere voksne generation af LGBT’er. Jeg mangler helt klart et fællesskab sammen med andre jævnaldrende LGBT’er. Så når jeg skal være det og leve mit liv ud som bøsse, så gør jeg det, når jeg er i København. Jeg synes, at det er megaærgerligt, at det skal være sådan, og at vi ikke har et sådant LGBT-fællesskab her i Esbjerg,” lyder det fra Kurt Vandborg.
Han arbejdede på et tidspunkt som nattevagt, og han manglede også her et fællesskab af kolleger.
”Jeg manglede kolleger, som jeg kunne spejle mig selv i og fortælle om mine erfaringer til. Det faglige fællesskab har jeg fundet i FOA Ungdom, hvor jeg er meget aktiv. Jeg er også ungdomsrepræsentant FOA’s hovedbestyrelse. Vi arbejder også med ligestilling og har planer om at deltage i Copenhagen Pride til sommer,” fortæller Kurt Vandborg.
I podcasten Regnbueland fortæller han også til journalisten Bjarne Henrik Lundis om at være ung på arbejdsmarkedet og ung i fagbevægelsen, og om hvad der giver ham både stor glæde og faglig stolthed hver dag, når han går på arbejde som SOSU-assistent.
Læs også: Åben lesbisk premierminister skifter job