Femstjernet kamp om lykkelig slutning – kastrering eller kærlighed?
På Aarhus Teater anskuer man klassikeren Jane Eyre med nutidige briller. Det er dog stadig den store feministiske fortælling, der er omdrejningspunktet.
Vi får power på kønsdebat og for nogen et direkte los i bollerne (Ja, faktisk skæres der pikke af). Der prikkes humoristisk til dig, hvis du kommer forbi til stykket: Jane Eyre – Den romantiske drøm på Aarhus Teater.
Kvindelige stemmer
På Aarhus Teater er man i denne sæson ikke bange for at kaste sig over store, stærke og interessante kvinder. Justine og Claire i Melancholia, kvindebandet i ”Frankly my dear I don´t give a damn”, Leonora Christina, den navnløse kvinde i monologen Girls & Boys, søstrene og stuepigerne Solange og Claire. For tiden er det Jane Eyre og om lidt, til slut, Eva Perón i Evita.
Jane Eyre er en roman fra 1847 skrevet af den engelske forfatter Charlotte Brontë. Den blev i sin tid kaldt dristig og hyldet som den helt stor feministisk fortælling. Klassikeren er en af de første bøger, der gav kvinder en stemme. Og en stemme, det var der brug for. Tænk bare på det faktum, at af frygt for anmeldernes diskriminering udgav Charlotte Brontë den først under det mandlige pseudonym Currer Bell.
Sigrid Johannesen, der netop er blevet Reumert nomineret, som instruktør på forestillingen: Arturo Uis Uhindrede Vej Til Magten, på Vendsyssel Teater, har stået for dramatisering (i samarbejde med Hanne Lund Joensen), instruktion og konceptudvikling. Det er endt i en yderst veloplagt forestillingen. I den kommende sæson 23/24 er Sigrid Johannesen tilknyttet Aarhus Teater som huskunstner sammen med scenograf Laura Løwe.
Den store kærlighed på godt og ondt
Handlingen er kort fortalt, at den forældreløse Jane Eyre, tager bort fra hendes tante og den kostskole hun er blevet sendt på. Hun griber chancen, da hun bliver tilbudt en stilling som guvernante på det rige gods Thornfield Hall. Det varer ikke længe inden, hun forelsker sig i godsets herre, den karismatiske Edward Rochester.
Kærligheden er gengældt, og han gør konstant kur, indtil han til sidst beder om hendes hånd. Men da de står foran alteret på selve bryllupsdagen, kommer det frem at han allerede er gift. Hustruen Bertha Rochester er sindssyg og lever bag lås og slå et hemmeligt sted på godset.
Konen er konstant tilstedet i stykket, som en skygge, det mystiske og betragter. Som en kontrast til Jane. Stor lidenskabelighed og galskab mod det korrekte, dydige og renfærdige.
Jane tager videre og bliver lærer på en nyåbnet pigeskole. Edward Rochesters gods brænder ned, konen dør og han selv bliver blind.
Jane, vælger det frie liv fra, for at tage tilbage til sin store kærlighed. Her kan hun endelig være ved hans side.
Kastrering og protest
Instruktøren fortæller at grebet på forestillingen er at se historien med nutidens briller. For hvordan udspiller den store, romantiske drøm om en lykkelig slutning sig egentlig, når historien fortælles med nutidens kvindestemmer?
Med Pussy Riot feeling, kastrering af det mandlige cast, manifesttale og råb, samt protest happenings, provokation, stempler forestillingen, i slutningen, direkte ind i dette. Men kan det blive for meget og vil det være tro mod hovedpersonens sande ønsker. Selv det forholder man sig til på snedig vis. For ja, det bliver bevist for meget og voldsomt. Men forestillingen tager selv bråden af det og får det fornemt inkorporeret.
Det hele lander midt i to bevægelser, der for tiden er i gang. Den ene, hvor man insisterer på sit eget selvstændighedsprojekt. Den anden såkaldte “tradwife”, der promoverer moderskab og de mere traditionelle kønsroller.
Komisk timing giver store grin
Komikken bliver aktiv brugt og latteren er da også stor. Der er grin på grin på baggrund af de mange skæve sekvenser. De er både abstrakte, absurde og karikerede. Men aldrig platte eller flade. Det er lige til på den kringlede og eftertænksomme måde. Man har fundet den perfekte balance, hvori vi overraskes og udfordres. Hvad er det egentligt vi griner af og burde vi have set det komme.
Et lille my af ekstra nerve, tid til følelse og intensitet, i forløbet, frem til klimaks, kunne ønskes. Men det er kun et my og derfor i småtingsafdelingen.
Både instruktion og ensemblets spil står stærkt. Med få virkemidler og karikeret spil i balance, gives der liv til de enkelte karakter.
Laura Løwes scenografi, der er formet som et fotostudie, og med rullende baggrunde, samt rekvisitter, der rulles, hives og skubbes ind til etablering af de forskellige scenebilleder. Det er det perfekte supplement, og hjælper med til at give den legene komiske og opstillet stemning. Sammen med Helle Damgårds kostumer, gives det sidste touch til en helstøbt oplevelse.
Der er fem afskårede pikke, undskyld, fem stjerner til Jane Eyre.
Jane Eyre – en romantisk drøm
Af Charlotte Brontë
Dramatisering Sigrid Johannesen, Hanne Lund Joensen
Instruktion og koncept Sigrid Johannesen
Scenografi Laura Løwe
Kostumedesign Helle Damgård
Lysdesign Clement Irbil
Lyddesign Kim Engelbredt
Medvirkende Mette Klakstein, Simon Mathew, Anne Plauborg, Christian Hetland, Anders Baggesen, Marie Marschner, Mette Døssing, Sarah Simone Jørgensen, Emil Busk Jensen, Nor Thorn Korterød/Alba Ophelia Hernandez Pontes.
Billetter og spilletider finder du her.
Læs også: Nice er fucking nice!
oto Rumle Skafte