Nice er fucking nice!

Foto: Klaus Koenig
O&A rejser : Fransk, når det er bedst
Côte d’Azur skuffer aldrig! Når man har været jorden rundt et par gange, må man erkende, at selv efter 35 år siden sidste besøg er Nice lige så betagende som første gang. Den franske sydkyst har ikke lidt samme skæbne som mange af de spanske kystområder, hvor hærge-druk-turismen har taget livet af den sidste rest af oprindelig kultur.
Bouillabaisse og østers
Selv om den billige pasta har sneget sig ind på mange restauranter, og pizza-generationen har sat sit ostefyldte bidemærke flere steder, tilbyder mange restauranter stadig ægte fransk fiskesuppe og Bretagne-østers. Med fransk vin til selvfølgelig. Men man skal tage det store kreditkort med, for prisstigningerne på fødevarer har også gjort Frankrig til et dyrt rejseland. Det er dog det hele værd: Baguettes, bouillabaisse og briocher – lige så mundvandet skvulper. Og skulle man få fast food-abstinenser, kan man få sit fix – á la France – i form af pissaladiére og socca, der er henholdsvis løg-pizza og kikærtepandekage.

Foto: Klaus Koenig
Uberørt skønhed
Hvis man tager toget langs med kysten får man et godt vue af den barske, klippefyldte natur, der er med til at gøre Côte d’Azur til et vidunderligt sted at tilbringe ferien. Den typiske sydfranske arkitektur med facadedekorationer og franske altaner er særdeles velbevaret og er ikke blevet erstattet af golde familiehoteller i grå beton. Det samme gør sig gældende i de nærliggende byer, Cannes og Monte Carlo, der let kan når med tog på henholdsvis 43 og 17 minutter. Cannes er en smuk, legendarisk filmby, og Monacos hovedstad svømmer i luksus-varer med alt fra Louis Vuitton til Rolls-Royce. Og på toppen af det hele sidder en lille prins, og ham kender vi jo godt…
Nice er homo-centrum
Som det er tilfældet mange steder i verden, er antallet af homosteder mindsket på kysten. Vi har fået Grindr, og barerne har fået sparket. Det er desværre en generel sandhed. Men Nice er stadig områdets homo center, for selv om det ikke vælter med barer, så er der stadig homoer. Hurra! Det kan man med glæde konstatere på netop Grindr. Og så er gå-i-byen kulturen lidt bedre bevaret her end de fleste andre steder, eftersom der er så mange turister, der har masser af tid, lyst og hormoner. Hertil skal føjes et lille, lokalt fif; skulle det knibe det med lysten, er østers et glimrende hjælpemiddel… Og er man ikke så meget for den slags havsnot, kan de jo skylles ned med et glas perlende champagne.
Museer og strande på menuen

Hvis man i løbet af ferien trænger til lidt kulturelt input, er der også mulighed for det. Byen er Henri Matisse’s fødeby og rummer et stort museum til hans ære, ligesom der er et museum for den store, russisk-fødte kunstner, Marc Chagall, der tilbragte en stor del af sit liv i Sydfrankrig.

Foto: Klaus Koenig
Når først sommeren har fået godt fat i havets temperatur, vil de feste nok tilbringe meget af tiden på stranden. Og her er der mange muligheder – også flere gay-strande – hvoraf den bedste ligger langt væk og er svært at komme til, hen over jernbanespor og ned ad klipper (spørg de lokale om vej). Men den er det hele værd, for man er fuldstændig væk fra alle de andre turister og kan smide det sidste stykke tekstil og hoppe i bølgen – mens en masse mænd kigger på.
Nice og de andre byer på Côte d’Azur har bevaret deres utrolige charme og rå skønhed. Kender du ikke Nice, er det bare med at komme afsted, og har du været der før, kan et genbesøg klart anbefales.
Læs også: “Dansk” by i Californien opfordres til at omfavne Pride