ANMELDELSER

Ganløserevyen overgår sig selv – igen!

Ganløserevyen kan i år fejre 25 års jubilæum.                                                                                                                         Foto: Hasse Ferrold

Ganløserevyen kan i år fejre 25-års jubilæum. Det sker med stil og elegance, muntre tekster, og sikre slag med samfundspisken, så Out and About giver 6 flotte stjerner. For nok er revyen lille og intim, men den står fint op mod de langt større revyer. Flot, godt, tillykke!

Sidste år skrev denne anmelder: Ganløserevyen 2025 er klart den bedste af de efterhånden en del revyer, jeg har set på Ganløse Kro. Kroen der ligger blot en halv times kørsel fra København.

Lad mig derfor også skrive det lige ud: Jeg har ingen problemer med at give revyen 5 fine stjerner.

Et år er nu gået og revyen har netop haft premiere på 2026 versionen, der samtidig markerer et flot 25 år jubilæum for revy på kroen der ligger blot en  halv times kørsel fra København.

Og jubilæumsrevyen er så god, at Out and About ikke tøver med at give seks stjerner. For sikke godt og positivt overraskede blev jeg og min medanmelder over dette års revy.

Stepper igen op

Endnu engang forstår kroens vært Jan Bergmann, stærkt assisteret af instruktør Michel Castenholt, fem særdeles gode og kapable revyskuespillere, og alle de andre omkring revyen, at steppe op.

I år spiller det i den grad på den lille intimscene som Ganløse Kro har. Og intim må man nok sige det er: Vi kommer særdeles tæt på skuespillerne, hvad enten de lufter deller eller leger med prutter, for nu at skrive det lige ud.

Fra poeter til pensionister, sadomasochister, og politikere

Og med deller og prutter in mente, kommer vi nok ikke helt uden om, at enkelte publikummer, forhåbentlig ganske få, måske nok kan få kaffen galt i halsen undervejs: Ikke meget er ladt til fantasien, når skuespillerne ruller tekst efter tekst ud. Tekster, der også handler om over- og underliv, om politikere og bønder, om hunde, heste, og homoseksuelle, om veganere og poeter, om klimaaktivister og pensionister.

Hele striben kommer vi rundt, og dermed rammer Ganløserevyen 2026 så flot ned i tidsånden, hvor der uddeles verbale hug, også til os i salen, og hvor satiren, på godt og på ondt, er i højsædet. Sådan skal en sommerrevy anno 2026 skæres. Efter denne anmelders mening. For hold nu op hvor var vi underholdt.

Latter og eftertænksomhed

Vi grinede og lo, vi tænkte, og var eftertænksomme. Vi smilede, og tænkte vores. Der var stof til eftertanke, stof til formaning, og ikke mindst stof at muntres over. Og som nævnt, nogle vil måske blive lidt stødte. Så er du sart, så skal du måske ikke gå ind og se Ganløserevyen 2026. Omvendt kan du tåle lidt af hvert, så gå ind og se den. Hellere i aften end i morgen aften.

5 gudsbenådede revyskuespillere

Bergmann og Castenholt har i år ikke bare fire, men fem gudsbenådede dygtige revyskuespillere på scenen: Lisbeth Kjærulff, Daniel Lassen, Maja Muhlack, Anne Karin Broberg, og ikke at forglemme Bjarne Antonisen.

Hver især glimter de, i mere end én forstand, når de, top professionelt, leverer den ene gode tekst efter den anden. Og om de taler eller synger, er et fedt. For de kan det hele.

Uhhh ha der var varmt

Og ja der er varmt i teatersal og krostue, når først revyen går i gang. Det fik vi da også syn for, da Lisbeth Kjærulff, som kvinden i overgangsalderen, i forbindelse med en oversvømmelse, en vandskade, besøgte forsikringsmanden, spillet af Daniel Lassen.

Kasper Gattrup har leveret teksten Vandskaden, og hylende morsomt var det, efterhånden som den kvindelige figur, havde problemer omkring forsikringssagen, og samtidig fik varmen. Vi fik også varmen nede i teatersalen, men det var af latter.

Den sorte poet

Tor Bagger har leveret sommerens poesi. Det i tre små numre Poetry, hvor Anne Karin Broberg i den grad var den sorte poet, der fortalte nogle sandheder, vi alle kunne nikke genkendende til. Her så vi nye sider af Anne Karins stærke tæft for revygenren.

Samme Anne Karin medvirkede med Bjarne Antonisen i Martin Ahlehus skønne skønne tekst Den første gang. Og ja naturligvis foranlediges vi til at tænke et, fordi vi måske ikke lige hører helt efter. For det er svært at høre efter, når det der sker på scenen i den grad også handler om mimik.

Kan måle sig med de største

Denne anmelder har desværre ikke tidligere stødt på Bjarne Antonisen på en revyscene, men må efter at have oplevet ham i Ganløserevyen totalt overgive mig til hans mimik.

Bjarne Antonisen kan noget med sine øjne, bryn, næse, mund, – og tunge, som uværgerligt får en til at tænke på nogle af vores absolut største revystjerner. Herunder også Dirch Passer, der også mindes i det smukke nummer Tillykke.

Bjarne Antonisen har fået nogle super gode tekster, der matcher hans enorme revytalent.

Den tvungne barsel

Vase & Fuglsang er hvert år garanter for gode tekster. I år ingen undtagelse, hvor Daniel Lassen og Bjarne Antonisen giver den som to rockerfædre, der er på tvungen barsel. Under Tvang er et herligt nummer, hvor selv hårde mænd kan være bløde, og bløde mænd kan være hårde.

Leif Maibom har leveret det smukke eftertænksomme nummer Togturen, hvor Anne Karin Broberg, så fint skildrer,  hvad der kan ske, hvis vi alle lagde mobiltelefonen fra os, bare et øjeblik. Og i hvert fald den stund vi tager toget.

Også plads til lidt LGBT+

Allestedsnærværende Lukas Birch har leveret en både munter og eftertænksom tekst En rummelig mor. For hvordan må det ikke være som mor, at erfare, at ens søn alligevel ikke er homoseksuel, som man nu har fortalte alle veninderne. Fortalt for at vise hvor rummelig man kan være som mor. Muntert og festligt indslag i hele straight- og LGBT-debatten.

De mange omkring

Afslutningsvis sidder jeg og kigger programmet igennem og må med glæde konstatere, at ikke et eneste nummer falder igennem. Ej heller nummeret Bedste venner med tekst af Jacob Weble.

Maja Muhlack og Daniel Lassen giver den som vennerne, der aflægger andre venner, spillet af Lisbeth Kjærulff og Bjarne Antonisen, et besøg. Problemet er blot, at sidstnævnte ikke betragter sig som venner med førstnævnte. Tværtimod ser de hellere venneparrets hæl end tå. Derfor opfinder de den ene nødløgn efter den anden for ikke at tage med på weekendtur til Fredericia.

Om det giver bagslag? Tjo. Nemesis kan ramme som en boomerang.

En helt igennem flot, klangfuld, og vidunderlig revy

Instruktør Michel Castenholt har sammen med de fem stjerne revyskuespillere fået det absolut bedste ud af de i alt 28 gode tekster.

Det hele er pakket ind i en enkel, men fin scenografi af Martin Knudsen og Castenholt, med lys og lækker lyd af henholdsvis Jonas Krogager og Rasmus Ebbesen.

Glemmes skal bestemt ikke det, der sætter prikken over det berømte i, nemlig musikken, som i den grad understøtter de enkelte numre, og på fineste vis er med at sætte stemningen i krostue og teatersal.

Kapelmester er Josef Aarskov, der har Stuart Goodstein ved sin musikalske side.

Ganløse revyen har i år hyret Steffen Hulehøj Fredriksen til at forestå koreografien, hvilket også tæller på plussiden, ligesom kostumerne, forestået af Christina Christensen og Lissy Larsen med flere, gør det hele fuldendt.

Tillykke til hele holdet

Out and About ønsker krofatter Jan Bergmann og hele holdt omkring Ganløse Revyen 2026 et stort tillykke med 25-års jubilæet, og et lige så stort tillykke med seks velfortjente stjerner: Sjældent vi har følt os så underholdt.

Og sjældent har vi fået så god mad, for også på det punkt leverer Ganløse Kro – en på premiereaftenen sublim 6-stjernet buffet.

Kort om revyen

Spiller til 27. august

Holdet i 2025: Lisbeth Kjærulff, Daniel Lassen, Bjarne Antonisen, Anne Karin Broberg, og Maja Muhlack

Musik: Kapelmester Josef Aarskov og musiker Stuart Goodstein.

Instruktør: Michel Castenholt

Direktion og Krofatter: Jan Bergmann

Koreografi: Steffen Hulehøj Frederiksen

Scenografi: Martin Knudsen og Michel Castenholt

Lysdesign og afvikling: Jonas Krogager

Lydsign og afvikling: Rasmus Ebbesen

Billetter og spilletider finder du her.