Ekstrabevilling redder Checkpoint-klinikker – for nu
Forhandlingerne om Finansloven er færdige, og de blev til en lille sejr for Aids-Fondet, der fik to mio. kr. ekstra til test og rådgivning i Checkpoint.
Bevillingen på de ekstra to millioner kroner vækker naturligvis glæde hos Aids-Fondet, hvis Checkpoint-klinikker sidste år stod for at teste 12.000 unge og LGBT+ personer.
Den ekstra bevilling betyder, at Fondet nu kan genåbne sine Checkpoint-klinikker i Aalborg og Odense, mens flere end 525 private bidragsydere har sikret åbningstiderne i både Aarhus og København.
“Det er næsten ikke til at bære tanken om, at nogen går forgæves efter test eller rådgivning. Derfor skylder vi en stor tak til oppositionen, hvor jeg ved, at SF og Radikale Venstre har arbejdet på at sikre bevillingen, som ikke var med i regeringens oprindelig udkast,” udtaler direktøren for Aids-Fondet, Lars Christian Østergreen.
Måske kun stakket frist
Bevillingen på Finansloven gælder dog kun for i år. Derfor haster det med en mere permanent løsning, som sikrer Checkpoints fremtid som supplement til de testtilbud, som det offentlige og andre organisationer tilbyder. Det mener man i Aids-Fondet.
Finansloven betyder, at AIDS-Fondet nu kan begynde arbejdet med at genåbne klinikkerne i Aalborg og Odense, som har været lukket siden udgangen af marts, hvor 23 deltidsmedarbejdere mistede arbejdet.
I København og Aarhus har Checkpoint kørt med færre åbningsdage indtil for to uger siden, hvor donationer fra private bidragsydere gjorde det muligt at åbne for test og rådgivning, som der var før besparelserne.
Checkpoint har stadig brug for dine støtte
AIDS-Fondet var en af de mange organisationer, som for alvor kom i klemme, da de såkaldte satspuljer udløb ved årets udgang, og man ikke var kommet med i regerings udkast til finanslov.
“Det er lykkedes os at skabe et tilbud, som er populært blandt unge og LGBT+ personer, fordi målgruppen føler sig set og hørt. Samtidig tester en stor del af dem positive, og det betyder, at vi har fat i en målgruppe, som er i risiko for sexsygdomme, siger Lars Christian Østergreen.
AIDS-Fondet vil nu arbejde på at skabe politisk opbakning blandt Folketingets partier, så der ikke bare sikres midler til at videreføre Checkpoint, som vi kender det i dag.
” Der er brug for at vi er ambitiøse og styrker indsatsen mod sexsygdomme. Vi kan ikke som samfund være bekendt, at vi ikke taler om den stigende smitte, og at vi ikke gør mere. Det er vores valg, om vi vil styrke indsatsen mod sexsygdomme og sikre seksuel sundhed til alle”, slutter Lars Christian Østergreen.
Mere om Aids-Fondet finder du her.
Læs også: Massiv støtte til Checkpoint