Aarhus Homosport skifter navn
De århusianske LGBT+’er skal vænne sig til nyt navn, hvis de vil dyrke idræt med ligesindet. Navnet Aarhus Homosport er fortid, foreningen har nemlig fået nyt.
Aarhus Regnbue Idræt er det nye navn. Dermed er det tidligere navn Aarhus Homosport fortid. Navnskiftet blev foreslået og bestemt ved foreningens generalforsamling 24. marts. Og efterfølgende indlemmet i vedtægterne ved en ekstraordinær generalforsamling 30.april.
Vi har stillet formand, Dennis Jung Møller, tre hurtige spørgsmål om navneskiftet.
Hvorfor føler I, at det har været nødvendigt at skifte navn?
Vi føler i bestyrelsen ikke som sådan, at det har været nødvendigt at skifte navn. Men vi følte ikke vores navn, Aarhus Homosport, helt passede til vores værdier, formål eller fokus. Begrebet “homo” omfavner ikke alle LGBT+ og kan på den måde virke misvisende og måske ligefrem ekskluderende. Sport har et lidt mere konkurrencepræget fokus end vores forening har. Derfor synes vi, at Aarhus Regnbue Idræt er et godt nyt navn. Regnbuen er et globalt velkendt symbol, der omfavner alle og signalerer mangfoldighed. Idræt er for alle og har et mere socialt aspekt.
Vil man kunne mærke ændringer i forening efter navneskiftet?
Ikke direkte afledt af navneskiftet. Men vi håber, det kan være med til bedre at fortælle, hvad vores forening handler om og sikre, at alle føler, at de er velkomne. Især nye medlemmer. Vi håber også, det kan give fornyet interesse ved især yngre generationer, som vi faktisk har en del medlemmer fra. Men vi ved, at Aarhus som universitetsby gemmer på endnu flere, for hvem Aarhus Regnbue Idræt kunne være relevant. I den borgerundersøgelser, Aarhus Kommune har foretaget i forbindelse med det pågående arbejde med en LGBT+ politik, ses det tydeligt at mange LGBT+ personer mistrives. Især blandt de yngre generationer. Derfor taler vi generelt også meget om hvilke tiltag, der kan gøre os endnu mere relevante for eksempelvis de yngre.
Hvilke fordele kan et nyt navn give?
Vi håber navnet kan være med til at gøre markedsføringen af vores forening nemmere. Det er mere rammende og henvender sig til alle i vores målgruppe. Som lille forening er det ikke givet, at vores målgruppe kender til vores eksistens. Markedsføring, omdømme og omtale er afgørende for vores forening. Derfor skal vi helst have et så sigende og inkluderende navn som muligt. Det er en del af et større arbejde med at forbedre vores markedsføring. Vi skal have lavet en ny hjemmeside, som vi håber kan være en del af et medlemsstyringssystem. Det gør administrationen af vores forening nemmere, men kan også sikre en bedre kommunikation og service til vores medlemmer.
Mere om Aarhus Regnbue Idræt finder du her.
Læs også: Ekstrabevilling redder Checkpoint-klinikker – for nu