Stor fejring: Dobbelt op på jubilæum hos Aarhus Regnbue Idræt

Flagene hives frem, der skændes op i glassene og de store smil findes frem. På fredag er der indkaldt til fest og fejring. For Aarhus Regnbue Idræt har både 30 og 40 års jubilæum på en og samme gang.
Tivoli Friheden danner rammen når Aarhus Regnbue Idræt slår armene ud og byder velkommen til jubilæum fredag den 23. januar. Dobbelt op, for der afholdes hele to af slagsen. Både 30 og 40 års. Men hej, hvordan kan man det?
”Det kan man, fordi vores historie går lidt længere tilbage end som så. Sidste år havde vi 30 års jubilæum, fordi vi blev stiftet som en selvstændig forening i 1995, som følge af betalingsproblemer i LBL (Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske – det senere LGBT+ Danmark) som vores forening inden da var en underafdeling af. Derfor kan vi i år fejre 40 års jubilæum for den oprindelig start i 1986, hvor vi hed Pan Idræt Aarhus. Så vi har valgt at fejre jubilæet ved årsskiftet, så vi kan fejre begge dele og lade folket diskutere, om foreningen er 30 eller 40 år gamle. Med de 40 år er vi faktisk kun et par år yngre end Pan Idræt København” lyder det kækt og frejdigt fra Dennis Jung Møller, som er forperson for foreningen.
En gang til for prins Knud
Er du med nu? Hvis ikke, så lad os lige tage den i langsom gengivelse.
Tilbage i 1986, altså for 40 år siden i år, stiftes foreningen i Aarhus under LBL (Landsforeningen for bøsser og lesbiske). De første sportsgrene var volleyball og svømning. Senere hen startede man også badminton, bowling og håndbold. Men i 1995 begærede LBL desværre betalingsstandsning. Man valgte derfor at starte sin egen idrætsforening, som kom til at hedde Danish D-Lite. Sidste år var det 30 år siden. Og vupti så har man to gange jubilæum.
Navnet Danish D-Lite stammer forresten fra deltagelsen i Gay Games i New York i 1994. Her havde man lanceret en let øl, der hed D-Lite. Samtidig var det kun få år efter, at Danmark vandt EM i 1992. Dengang kaldte man landsholdet for Danish Dynamite, og på den måde lå det lige til højrebenet at idrætsforeningen skulle hedde Danish D-Lite.
I 2023 skiftede foreningen navn til Aarhus Regnbue Idræt efter en kort årrække at have heddet Aarhus Homosport.

Tidligere forperson, Morten Stig Pedersen, fortæller at da Danish D-lite blev stiftet, bad de medlemmerne om at komme med forslag til et nyt navn og et nyt logo. Medlem Bo Karl lavede flere forslag til et nyt logo og på generalforsamlingen blev et af hans udkast vedtaget med stort flertal. De fik samme år lavet en masse pins med logoet, idet de på talrige turneringer udvekslede pins.” Foto: Privat Arkiv /Aarhus Regnbue Idræt.
Historiefortælling og borgmester besøg
Jubilæerne bliver markeret med en reception for foreningens medlemmer, venner, samarbejdspartnere i miljøet og byrådsmedlemmer, selv Aarhus’ borgmester Anders Winnerskjold, kommer og siger et par ord.
Udover at der bydes på bobler med og uden alkohol, samt lidt godt til ganen, vil tidligere bestyrelsesmedlemmer fortælle foreningens historie og anekdoter fra foreningens tidlige år.
En eftermiddag med gode snakke, historiske tilbageblik og fejring af alle dem, der har været med på rejsen er i sigte.
Efter receptionen er der fest med spisning og underholdning for foreningens medlemmer. Det hele foregår i det smukke og hyggelige Tivoli Friheden, på Restaurant Terrassen.
En stolt formand
Der er ingen tvivl, Dennis Jung Møller glæder sig og er stolt over at være i front for en forening med så stor en historik.
”Det giver bestemt en følelse af ærbødighed at være forperson for en forening, som har betydet så meget for så mange. Jeg ved, at mange har søgt Aarhus Regnbue Idræt for at finde fællesskab blandt ligesindede som et alternativ til bylivet. Flere har ligefrem fundet deres partner i foreningen. Der er blevet afholdt og deltaget i mange turneringer og vundet mange medaljer gennem årene. Jeg har lige mødtes med den tidligere forperson, som også taler til vores reception, og at se 30 år gamle fotos, avisartikler og magasiner giver ikke bare et meget interessant indblik i tiden dengang men minder mig også om det ansvar det er at stå i front for en vigtig forening for LGBT+miljøet” fortæller han begejstret til os her på Out & About.
Markant udvikling af foreningen
Det er klart at man ser tilbage når store milepæle rammes. Vi spørger derfor Dennis Jung Møller, ind til hvordan han ser på udviklingen i foreningen:
”Hvis man ser tilbage på foreningens historie, så er udviklingen faktisk ret markant. I de tidlige år var foreningen i høj grad et frirum, hvor man kunne dyrke idræt og være sammen uden at skulle forklare sig selv – især i en tid hvor det at være åben LGBT+person ofte var sværere og mere sårbart end i dag.
Med årene har foreningen også udviklet sig til noget bredere end “bare” sport. Det er blevet et sted, hvor mange finder et socialt netværk og et fællesskab i hverdagen – og hvor der er plads til både dem, der kommer for motionens skyld, og dem der gerne vil være mere ambitiøse og deltage i turneringer og stævner.”

Spiller en tydelig rolle i Aarhus
Det er en forening der er fuldt med tiden og tør stå mere i sin ret og være synlig i samfundet og byen:
” Vi har rykket os i takt med samfundet. Der er kommet en større åbenhed og synlighed omkring LGBT+ liv. Det afspejler sig også i vores medlemsgruppe, som i dag spænder bredere både i alder, baggrund og identiteter. Det har gjort foreningen mere mangfoldig, men også endnu mere relevant, fordi vi netop kan rumme mange forskellige måder at være med på.
Og så er der også sket en udvikling i, hvordan vi står i byen. Fra at være noget mere niche og under radaren til i dag at være en etableret forening med stærke samarbejder og en tydelig rolle i Aarhus. Det synes jeg er ret rørende – at et fællesskab, der startede som et frirum, stadig står her 40 år senere og stadig gør en forskel.’
Fysisk og krop kan være et ømtåleligt emne
Men hvad er det så der Aarhus Regnbue Idræt til noget særligt. Det spurgte vi ham om han ikke vil prøve at sætte lidt ekstra ord på:
”Noget af det, der gør os til noget særligt, er, at fællesskabet kommer før alt andet. Man kan selvfølgelig komme for at dyrke idræt og blive bedre, men mange kommer lige så meget for at finde et sted, hvor man kan være sig selv og føle sig hjemme. Stemningen er meget uhøjtidelig og imødekommende, og nye medlemmer bliver generelt taget rigtig godt imod. Det mærkede jeg tydeligt selv, da jeg startede i foreningen: En stor forskel fra andre idrætsforeninger, fordi badmintonholdet tog enormt godt imod mig fra første dag.
Og så er der også en anden ting, som jeg tror betyder meget: at fysisk og krop kan være ømtåleligt for mange – igen især for personer med en anden kønsidentitet end normen. I idræt er kroppen i fokus, ikke kun i omklædningsrummet, men også på banen, og det kan i sig selv være grænseoverskridende at skulle folde sig ud på en idrætsbane. Jeg tror helt ærligt, at det er en af mange grunde til, at LGBT+ personer søger idræt hos os: Fordi man her kan gøre det i trygge rammer, hvor man ikke føler sig vurderet, eller skal være på vagt.”
Et fast holdepunkt i hverdagen
Dennis Jung Møller er ikke i tvivl, der er stadig et stort behov for er frirum som Aarhus Regnbue Idræt. Et sted hvor man kan lægge bekymringerne på hylden og bare være sig selv blandt ligesindede. Og han mener at noget af det smukke ved idræt netop er, at man laver noget sammen – for så kommer snakken, grinene og venskaberne helt naturligt. For mange bliver foreningen hurtigt mere end ”bare træning”: Den bliver et fast holdepunkt i hverdagen og et fællesskab, man glæder sig til at komme tilbage til.
Vi er i januar og det nye år er stadig ungt. Hvordan er formen hos foreningen her i nuet?
”Vi går ind i det nye år med rigtig god energi og en forening i virkelig god form. Over de seneste par år har vi samlet set fået næsten 40% flere medlemmer, og det siger noget om, at behovet for vores fællesskab stadig er stort – og at flere får øjnene op for, at vi findes og det vi kan.”
Der vækstes
Der sker mange ting og nye tiltag kommer til, samt nye måder at gøre tingene på:
”Noget af væksten hænger helt klart sammen med, at vi er blevet mere synlige. Både gennem sociale medier, men også fordi vi har fået mere omtale i pressen. Jeg har blandt andet været interviewet af Aarhus Stiftstidende, TV2 Østjylland og her i Out & About. Det gør generelt en kæmpe forskel, at folk ser og hører om os. For det er faktisk ret nemt at være lidt usynlige, hvis man ikke på forhånd forventer, at der findes en LGBT+ idrætsforening – og derfor aldrig får søgt efter den.
Vi kan også se væksten helt konkret i vores aktiviteter. Især badminton og svømning er vokset meget, og de hold er nu på maksimal kapacitet. Men det ser vi kun som et godt tegn, og vi er klar til at booke flere tider, så der er plads til flere. Sidste år bookede vi allerede en ekstra ugentlig tid til badminton, og over det sidste år eller to er badminton mere end fordoblet. Nu står vi formentlig overfor at skulle booke endnu en ugentlig tid, så vi ender med tre ugentlige tider.”
Nye ideer er altid velkommen
Det er altså en forening i fuld vigør og som sprudler af energi. Nye ideer tages altid imod med åben sind, lyder det i Aarhus Regnbue Idræts forperson.
”Udviklingen gør at vi konstant kigger fremad. Vi får flere og flere henvendelser fra især potentielle medlemmer, som gerne vil være med til at starte nye idrætsgrene op. Så hvis man går med en idé eller et ønske om en bestemt idræt, skal man endelig tage fat i os. Bestyrelsen er klar til at hjælpe med alt det praktiske og administrative – så det er faktisk nemmere, end man måske tror, at være med til at sætte noget nyt i gang”, lyder det afsluttende fra Dennis Jung Møller.
Men inden alle nye ideer søsættes, er det først tid til at fejre historikken.
Et jubilæum, eller rettere to skal afholdes med et brag.
Der kippes med flagene.
Out & About ønsker stort tillykke og god fornøjelse.

Billeder: Privat Arkiv / Aarhus Regnbue Idræt. Officielle Gay Games bog.

