Visuelt sprudlende, stærk spillende slagtehus

Der er fire blodige stjerner til det europæiske slagterhus.
Foto: Emilia Therese

Magt og dets væsen, alle former for magt og alle relationer i forhold til magt, er omdrejnings punktet i mastodontforestilling ” Det Europæiske Slagtehus” på Odense Teater. Forestillingen varer over fem timer, men de gør alt for at man glemmer tiden og lader sig rive med.

 

Dette her bliver noget rigtig rod, bliver der fra scenen fortalt som noget af det allerførste. Og det er bestemt en kompleks forestilling, med et stort persongalleri, mange ind- og udtryk, hoppen ind og ud af roller, samt skuespiller, der hopper ud og ind af deres spil. Der er rigtig mange elementer at forholde sig til.

At gå til grænsen

Det er en fri fortolkning af Shakespeares kongedramaer fra Richard 2. til Richard 3 og Rosenkrigene, vi bliver præsenteret for i Odense, med Tue Biering, kunstnerisk leder af teaterkompagniet Fix & Foxy, som ankermanden bag. Tue Biering er kendt som en  instruktør der prøver sit publikum af og går hele vejen. Han har købt prostituerede ind fra gaden for at spille hovedrollen, ”white-facede” en gruppe sydafrikanske skuespillere og har ladet folk sejle gennem Københavns inderhavn i en flygtningebåd fra Lampedusa. Han har blandt mange andet lavet forestillingerne: Come on Bangladesh, just do it!, Pretty Woman A/S  2008), Dollars FO, Viljens Triumf, Velkommen til Twin Peaks, Dark Noon (Som kunne genses under dette års Aarhus Festuge) og Pigen og bomberne.

Nævnes skal også at tilbage i år 2005 prøvede Tue Biering også kræfter med Shakespeares univers, og gav det sit helt særlige take, med forestillingen: Europæerne, i Turbinehalen.

Visuelt bombardement

Vi starter med en helt tom scene, som i helt tom, vi ser kun ydervæggene af bagscenen. Når døren bagerst går op, kan man se folkene der går forbi på gaden udenfor. Undervejs fyldes scenen med jord (der hurtigt bliver til mudder) og langsomt bygges der mere og mere på. I andet akt  er der bygget et hvidt firkantet spillerum, som langsomt fyldes med større og større møbler, samt lukkes endnu mere, imens magten og eliten lukker sig om sig selv. Kulisserne er dog aldrig stationære i deres funktion, de bruges som man vil og smadres hvis nødvendigt. Det visuelle er i det hele taget en ret stor del af forestillingen og dets fortælling, ligeså stort som sleve spillet og handlingen. Vi får stærke og smukke tabloider, ja, faktisk bliver vi næsten bombarderet med dem, samtidig med at udtrykket er direkte og kan virke ret voldsomt. Det er effektiv og det er tydeligt at der er styr på sine virkemidler. Det ligger sig naturligt op af de meget store og voldsomme handlinger vi kommer igennem.

Blod og krig

Vi føres igennem den ene krig og beslutning herom efter den anden. Der er blod, smat masser af det. Der er spande af det og det smides, hældes og vrides udover folk når de dør. Og dør, det gør de som fluer i forestillingen, for at få magten, skal andre oftest fjernes. Undervejs er der referencer til vores moderene tid, f.eks. krigen i Ukraine. Sprog og kostumer er også med et klart nutidig touch. Intet Shakespeare støvet her.

Der er masser understrømme, men stilen er in your face og til grænsen og for nogen klart over. En brud der bogstavligt talt bliver voldtaget med en konges krone, en lille pige der bliver slås ihjel, og angst skrigene bliver overhældt med blod, bare for at nævne et par eksempler.

Et ensemble i storform

Det er ensemblespil på alle planer og det er et stærkt spillende et af slagenes. Velspillet og oplagte. Der leveres hele vejen rundt. Ud og ind af roller skifter de og indtager alle både hovedroller og biroller, efterhånden som vi  kommer igennem de forskellige konger og fortællinger. Spillet og skuespillerne er stykkets helt medrivende styrke.

Der er rigtig mange komponenter at forholde sig til og selv om handlingen er ret direkte at følge med i, trods det komplekse og de store fortællinger, samt mange skift, så kan man undervejs godt få lidt for meget, da udtrykkende er så mange, samtidig med at man skal forholde sig til en række meta elementer og direkte henvendelse/tale til os som publikum. Man kan ikke sætte en finger på de enkelte ting, de virker, men det kommer lidt til at stritte i mange retninger. Det selvom at man hele tiden kan mærke og fornemme tankerne bag. Det er struktureret og fyldt med klare valg, men ender ikke helt samlet.

To enkeltstående dele

Desuden kommer første og anden akt lidt til at stå som to enkeltstående dele og som to forskellige forestillinger, da skiftet i stil er så markant. I anden akt får vi den største skuespilpræstation, da Kristoffer Helmuths Richard 3, intet mindre er skræmmende, skarp i hele hans spil og karakterisering. Han holder fortællingen og sit publikum i sin hule hånd. Man mærker ham og forstår hele den skrøbelige balance i magtvedligeholdelsen og dilemmaerne derved. Personligt, indre og ydre konsekvenser. Skulle man være ved at gå død på dette tidspunkt, sørger han for at man holdes fast til det sidste.

Det er en fornøjelse at se Tue Tue Bierings mod, samt bearbejdelse og man nikker anerkendende for forsøget. Han kan, og har altid kunne, skabe billeder som ingen andre. De griber og fanger . I forhold til Det Europæiske slagtehus, skal man unde sig selv at komme afsted. For det visuelle og for Odense Teaters storslået ensemble.

Kort om forestillingen:

Forestillingen spiller på Odense Teater fra d. 15. september til d. 8. oktober 2021.

Iscenesættelse og bearbejdning: Tue Biering.

Medvirkende: Frank Thiel, Kristoffer Helmuth, Benjamin Kitter, Klaus T. Søndergaard, Freja Klint Sandberg, Natalí Vallespir Sand, Anders Gjellerup Koch, Nicolai Jandorf, Louise Davidsen, Malene Melsen, Mikkel Bay Mortensen, Githa Lehrmann, Niels Skovgaard Andersen, Cecilie Gerberg m.fl.

Billetter og spilletider finder du her.

Læs også: Pretty Woman gør sig flot som musical