Ufarlig Ronja Røverdatter fortælling

Odense Teater klar med en nyskreven musical om Ronja Røver datter. En skøn historie med gode tanker og takter, men trods de gode intentioner, løfter forestillingen  sig aldrig helt.

Astrids Lingrens bøger og universer er en guldgrube af fortællinger. Elsket af samme grund af mange. Børnebogsklassikeren om Ronja, er et af højdepunkterne i Lindgrens forfatterskab. Mange, hvis ikke de selv har læst den, har fået den oplæst, i skolen, eller hjemme som godnatlæsning. Den svenske film fra 1984, med dansk fortæller, er også gået hen og blevet en ægte klassiker. Den vises den dag i dag, stadig på diverse børnekanaler. Når vi snakker teater, så kan man i Danmark ikke komme udenom Sebastians musical, med de elskede sange. Spillet i mangt et børneværelse, amatørteater og på professionelle scener. Odense Teater har skabt sin egen og sprit ny musical, dramatiseret af Staffan Götestam, med musik af  komponist Nikolaj Busk og sangtekster af Thomas Høg.

Det er fortællingen om de to røverbørn Ronja og Birk, der på trods af et stort fjendskab mellem deres slægter bliver gode venner. Sammen er Ronja og Birk stærke, og de lever både det frie liv i de store skove og får bilagt krigen mellem deres to slægter.

En ujævn dramaturgi

Odense Teater er hoppet direkte ned i universet og fortæller hele historien, med gode ideer og elementer. Men de enkelte scener får dog aldrig lov til at folde sig helt ud. Mange ting skal med, men bliver ikke helt underbygget, eller flytter historien. De korte scener føles til tider underlige amputeret og det går udover flowet. Dramaturgien er ujævn. Et eksempel herpå er da Ronjas mor Lotus, smider alle røverne ud, for at de skal vaske sig i sneen. Her skiftes der så til en scene med Ronja og Birk i den underjordiske gang under borgen. Derefter er vi tilbage med røverne i sneen. Men på trods af mødet med den kolde sne, kommer de helt upåvirket ind på scenen med en kiste, de har røvet og synger en sang om det at være røver. En sang som ville have passet meget bedre, tidligere i forestillingen da Ronja og hendes far, har en snak om hvad det at være røver er.

Følger bogen slavisk

Man udpensler alt for mange detaljer fordi de er med i bogen, og derfor bliver tingene ikke helt foldet ud. Her kan blandt andet nævne rumpenisserne og fogedens landsknægte. De bliver fine indspark, men man får ikke nok, til at de for alvor markere sig. Andet skulle måske bare være blevet sorteret fra. Der er for eksempel ingen grund til at Ronja pludselig står med en vildhest, det er kun med fordi det er i bogen.

Vi får ikke tiden til at dvæle lidt ved de enkelte personer. Vi bliver på overfladen. Det bliver aldrig rigtig farligt, kontrasterne aldrig ret store og det hele overstås meget hurtigt. Vi er derfor med, men gribes ikke rigtig. Der er heller ikke rigtig noget på spil, i fejden mellem de to røverslægter. Ronja bliver spillet på en lidt firkantet, akavet og med en meget lillepige stil og til tider stemme. Det er også med til at vi ikke for alvor mærker hende som den rebelske, selvsikre og kække teenager. Når hun spørg Birk, om han vil være hendes bror, sidder man lidt og tænker, hvor kom det fra? Er de venner? Det har man ikke lige mærket til. De vender dog senere tilbage til dette, hvor vi ser venskabet og. hvordan det skabes.

Musikken som forestillingen sjæl

Der er gode takter. For jo, vi griner og smiler for eksempel med røverne med deres sjove replikker, skønne kropspil, sammenspil og levende sang. Vi hygger med rumpenisserne når de ganske kort dukker op. Vi mærker den moderlige omsorg Lovis giver sin datter. Hun bliver stykkets varme hjerte. Birks ubesværet legende person charmere os og Skalle-Per er perfekt ballanceret som den kloge, søde, eftertænksomme, medmenneskelig og vise person.

Musikken er også et stykkets styrke, for her får vi nerven, specielt i anden akt, hvor musical genrens mekanismer får lov til at folde sig ud, i mere storslået og følelsesladet sange. Vi får dybden når Matis, Ronja og Lovis synger om tomrummet, der er imens de er adskilt. Og ikke mindst i den smukke sang ved Skalle-Pers død. I første akt er det mere de muntre sange vi bliver præsenteret for. Middelalder instrumenterne og stilen, er passende og suppleres med med en koreografi fyldt med livlig energi.

Man skal selvfølgelig tage sine børn med ind og se forestillingen. Det er en forestilling for hele regnbuefamilien. Magien ved besøget i det smukke gamle Odense Teater, er i sig selv grund nok, men også for den gode historie. For den kan man uanset hvad ikke tage fra teatret og ensemblet. Og den er altid rar at få genopfrisket og genbesøgt. Den er en styrke i sig selv.

Men indrømmet, da denne anmelder forlod salen, så var det med en den-var-da–okay-følelse, men desværre også tanken om det uforløste. Hop afsted, skrig dit forårsskrig og dan din egen mening. Forestillingen får fire enkelte stjerner.

Ronja Røverdatter – Odense Teater.

Spilleperiode: d. 8. nov. – 23 dec. 2022

Medvirkende:

Klaus T. Søndergaard
Anders Gjellerup Koch
Natalí Vallespir Sand
Mikkel Bay Mortensen
Niels Skovgaard Andersen
Kathrine Madsen
Morten Kristensen
Laura Skjoldborg
Emil Veber Rasmussen
Marie Nørgaard
Mogens Rex

Instruktør: Frede Guldbrandsen, Scenograf: Camilla Bjørnvad, Lysdesigner: Turpin Djuurhus, Lyddesigner: Kim Malmose Hansen, Dramaturg: Mathias Rosenkrands Bech, Kapelmester: Hal Murray
Forestillingsleder: Puk Colette Lundemann Løndahl, Dramatiker, forfatter: Staffan Götestam. Koreografi:Peter Friis. Komponist: Nikolaj Busk. Sangtekster: Thomas Høg.

Billetter og spilletider finder du her.

Læs også: Fængslende Leonora Christina spil