ANMELDELSER

Pretty Woman gør sig flot som musical 

Den elskede kærlighedsfilm Pretty Woman oversat til velfungerende musical.
Foto : Morten Rygaard

Det måtte jo komme. En af de mest elskede kærlighedsfilm, Pretty Woman, bliver til en musical. Tomas Ambt Kofod og Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen søger fint at løfte arven efter Richard Gere og Julia Roberts i de to hovedroller som milliardæren Edward Lewis og ludderen Vivian Ward.  

Der findes næppe det menneske i Danmark, måske i det meste af verden, der ikke kender filmen Pretty Woman. Filmen om den modne milliardær Edward Lewis, der på en tur ned ad Hollywood Boulevard lidt tilfældigt bliver samlet op af den unge ludder Vivian Ward. Han er ude for at lufte sin nye Lotus, hun er ude for at tjene til huslejen. Han kan ikke finde vej tilbage til sit hotel, hun kender byen og tilbyder at vise vej for 10 dollars.

Pludselig tager tingene fart. Det der efterfølgende egentlig blot skulle være lidt afslapning i forbindelse med hans arbejde, udvikler sig. I bund og grund lever han kun for sit arbejde. Han køber skrantende virksomheder op for at tømme dem for de sidste midler og offentlige tilskud inden han lukker dem. Hun er træt af tilværelsen som ludder, og vil gerne noget andet i livet.

Men det lidt tilfældige møde mellem ludderen og hendes kunde udvikler sig. Fra at hun kun skal vise vej, siden bare være sammen med ham i få timer, til en uge lang aftale. Nå ja, så kender de fleste resten af historien fra filmen.

Filmen var ikke den dyreste at producere. Men den er efter premieren i 1990 fortsat den mest indbringende kærlighedskomedie på film som følge af at den siden har gået sin sejrsgang over hele verden.

Og med sådan er succesfilm er det jo nærliggende at tænke, at det kan der også godt skrues en underholdende musical ud af. Alligevel gik der 28 år efter premieren på en af filmverdenens mest guldrandede klassikere, førend musicalen af samme navn som filmen blev skrevet. Det skete i 2018 hvor filmens originale manuskriptforfattere Garry Marshall og J.F. Lawton sammen med rockkomponisten og sangeren Bryan Adams lavede en musicalversionen af deres populære film.

Pretty Woman rundt i landet 

Siden har musicalen Pretty Woman været en af de største publikumssucceser på Broadway og i Londons West End, og nu har den så endelig haft skandinavienspremiere. Det foregik i Tivolis Koncertsal, hvor Pretty Woman the musical spiller frem til den 9. oktober. Derefter sendes den på turné rundt i landet, hvor den gæster Randers, Viborg, Aalborg, Odense, Vejle, Esbjerg, Holstebro, Herning og Aarhus.

De klær hinanden 

I filmen er det som nævnt Richard Gere og Julia Roberts der spiller det umage par, der finder sammen. I Lion Musicals skandinaviske produktion, er det en af vor tids store danske mandlige musicalstjerner, Peter Ambt Kofod, der spiller rollen som Edward Lewis, mens Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, blandt andet kendt for Aladdin, Den Lille Havfrue, Sanne – The Musical, og senest Midt om Natten, der spiller Vivian Ward.

Og jo de to i den grad klæder hinanden, på samme måde som Richard Gere og Julia Roberts. Det skal dog nævnes, at Richard Gere og Julie Roberts nærmest er identiske med Pretty Woman, hvorfor det ind imellem er svært at forholde sig til de to danske musicalstjerners forsøg på at spille rollerne. Helt på samme niveau som de to verdensstjerner kommer spillet aldrig, men mindre kan også gøre det. Vi er Danmark, ikke verden!

Rundt om det umage par Edward Lewis og Vivian Ward møder vi blandt andet hendes ludder-mentor, Kit De Luca, i skikkelse af altid velspillende og velsyngende Sara Gadborg.

Vi møder også hotelmanageren Mr Thompson, Troels Lyby. Lige så svært det kan være at ryste Richard Gere og Julia Roberts af sig som Edward Lewis og Vivian Ward, kan det være at ryste Troels Lyby af sig fra hans store rolle i filmen En kort en lang. Og mon ikke der også spilles lidt på det i Pretty Woman the Musical, når han danser lystigt med piccoloerne på hotellet?

Stereotypt LGBT+ billede

Selvom Pretty Woman er en ægte hetero kærlighedshistorie, er der også lagt en hel del LGBT+ ind i forestillingen. Desværre endnu engang med en klar, efterhånden lidt trættende, reference, til det desværre særdeles stereotype billede, nogle mener at LGBT+ personer er. Som mange snart ved, så er vi i LGBT+ miljøet langt mere end bøsser med løse håndled. Der er jo en årsag til, at vi har en større bogstavrække i forbindelse med identifikationen af forskellige seksualiteter i vores miljø. Omvendt kan selv de, der ikke kan se det, klart være med, når det fremføres så tydeligt som i Troels Lybys version af en modeskaber.

Fin scenografi og koreografi 

Scenografien i Pretty Woman er lagt i hænderne på altid kreative Benjamin La Cour der fik sit helt store gennembrud med Klokkeren fra Notre Dame. Han skuffer aldrig, således heller ikke i Lion Musicals produktion. Scenografien er storslået, farverig, og flot. Sådan skal det gøres, også selv om vi ikke får en ægte Lotus på scenen.

Det samme kan skrives om Nellie Bethel, der har koreograferet de mange fine danseoptrin. Det er sjovt, medrivende og underholdende.

Aldrig den helt store musikalske oplevelse 

Når det gælder musikken, så bliver Pretty Woman med Bryan Adams kompositioner aldrig den helt store musical. Nok kender vi nogle af sangene, men de løfter aldrig musicalen op i superligaen for netop musicals.

Alligevel fungerer Pretty  Woman the musical alligevel, men måske netop i kraft af at vi i forvejen kender den elskede historie om det umage par. Og fordi det hele er sat morsomt op, så der bliver plads til den forløsende latter.

Nå jo, og så er der storhittet, som egentlig slet ikke relaterer sig til Pretty Woman, men oprindelig var en sang sunget og komponeret af Roy Orbison. Sangen slutter forestillingen fint af, og dermed gik alt op i en højere enhed.

Den genkendelige historie vinder 

Alt i alt er Pretty Woman i den danske udgave en underholdende affære alene grundet den genkendelige historie, scenografien, og koreografien. Og så kan vi vel alle ret beset godt li en god kærlighedshistorie, og ikke mindst en hvor man kan sige against all odds….

Forestillingen vinder også grundet mange skønne små optrin, vi kender dem fra filmen, og på scenen genoplives de i høj skala. Som da Edward Lewis klapper låget på smykkeæsken over fingrene på Vivian Ward, eller da hun sidder i badekarret med hovedtelefoner og skråler, mens han forsøger at tale med sin advokat om en kommende handel.

Pretty Woman får 5 stjerner fra Out & About.

Kort om forestillingen 

Medvirkende: Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, Tomas Ambt Kofodm, Sara Gadborg, Troels Lyby, Thomas Bang, Mikkel Vadsholt, Thor Vestergaard m.m.fl

Instruktion: Heinrich Christensen

Scenograf: Benjamin La Cour

Koreografi: Nelllie Bethel

Kostumedesign: Soren Le Schmidt

Kapelmester: Morten Vestergaard

Producent: Lion Entertainment

Varighed: ca. 180 min inklusive pause.

Spillested: København, Randers, Viborg, Aalborg, Odense, Vejle, Esbjerg, Holstebro, Herning og Aarhus.

Billetter og spilletider finder du her.

Læs også: Melankolsk teaterkoncert med Peter Sommer