Tyrkiet – fra ondt til værre

Den europæiske homo-organisation ILGA udsendte i den forgangne weekend noget, der bedst kan betegnes som et nødskrig, og de har god grund til det:

En domstol i den tyrkiske hovedstad Ankara har netop fastslået, at lokale forbud mod afholdelse af Pride-parader og andre arrangementer for seksuelle mindretal er helt i orden.

Historisk tradition for tolerance

Lidt baggrund: Allerede mens Tyrkiet endnu var kendt som Det ottomanske Rige, havde landet tradition for tolerance. Ganske unikt lovliggjorde man seksuelle forhold mellem mennesker af samme køn allerede i 1858, og allerede året efter at den tyrkiske republik blev grundlagt i 1922, skyndte man sig at lave en tilsvarende lov for det nye land. I 1951 vedtog det tyrkiske parlament at give homoseksuelle ret til asyl i henhold til Geneve-konventionens opfordringer, og i 1988 fik transpersoner lov til juridisk kønsskifte, så de i offentlige papirer tituleres som tilhørende det køn, de selv oplever at have.

Nej til pride-arrangementer

Ofte har landets lovgivning dog været forud for folkestemningen, som i mange landsdele og i visse partier har været og er meget konservativ. Landet fik sin første homo-organisation i 1993. Da initiativtagerne ansøgte om tilladelse til afholdelse af landets første Pride i Istanbul, fik de blankt afslag. Det samme gentog sig i 1995. I 1996 forsøgte man en ny strategi og bad om lov til at afholde en kombineret filmfestival og videnskabelig konference om homoseksualitet, men også det blev afslået under henvisning til den offentlige moral. Først i 2003 lykkedes det. Landets første Pride havde godt nok kun 30 deltagere, men i årene efter steg tilslutningen markant.

Forværret under Erdogan

Recep Tayyip Erdogan blev Tyrkiets leder samme år, som den første Pride blev afholdt. Hans politiske platform inkluderede tolerance og frisind i forhold til LGBT’ere, men siden han kom til magten, er situationen kun blevet forværret år for år.  Der har været tiltag til at indskrive en beskyttelse af homo- og transpersoner i landets grundlov, men i sidste øjeblik forsvandt afsnittet i regeringens udspil. Der har også været stillet lovforslag om tilladelse af homo-ægteskaber – et forslag som nød ret stor politisk opbakning, men da det skulle vedtages i parlamentet, manglede de afgørende stemmer pludselig.

Militær diskrimination

Selv om homoseksualitet endnu er tilladt i Tyrkiet, lever mange homoer stadig under åbenlys diskrimination. For eksempel er der værnepligt for alle mænd i landet, men hæren accepterer ikke bøsser. Omvendt er det heller ikke tilladt at være militærnægter, med mindre man får en læges underskrift på, at man lider af en fysisk eller psykisk sygdom. Derfor tvinges mange bøsser til at lade sig registrere som psykisk syge – en grov krænkelse af den europæiske menneskerettighedskonvention.

Uforeneligt med islam

I 2013 beskrev Erdogan homoseksualitet som en “præference”, som er uforenelig med landets muslimske kultur, og efter det mislykkede kup mod præsidenten i 2016 har hans parti målrettet brugt LGBT’ere som syndebukke. Effekten har været voldsom: der foregår æresdrab, hvor familier henretter deres homoseksuelle sønner og døtre, mens politiet vender ryggen til, og antallet af hate crimes er eksploderet.

31. december 2016 blev 39 mennesker dræbt og 69 såret i et terrorangreb på en homovenlig natklub i Istanbul.

En gruppe af talspersoner fra det tyrkiske LGBT-miljø skønnede sidste år i en rapport til FN, at omkring ti hvert år dør som følge af hadforbrydelser mod seksuelle mindretal. Antallet af voldelige overfald er naturligvis mange gange større.

Intolerancen breder sig i Tyrkiet

Det anerkendte Pew Research Center foretager løbende undersøgelser af holdningen overfor mindretal i forskellige lande. Ifølge forskernes seneste rapport afviser 78% af den tyrkiske befolkning homoseksualitet som uforenelig med deres idealer. Kun 9% mener, at homoseksualitet bør accepteres – en forværring i forhold til den forrige undersøgelse fra 2007, hvor 14% var af den holdning.

På den baggrund kan det ikke undre, at kun få har kritiseret de lokale forbud, som domstole i Ankara, Izmir og Istanbul i de seneste par år har nedlagt mod afholdelse af Prides. Hver gang er beslutningen blevet mødt med international fordømmelse og protester fra blandt andet Amnesty International, men forbuddene har stået ved magt.

Domstol anerkender diskrimination

Det er i det lys, at weekendens forfærdede pressemeddelelse skal læses. Håbet var, at hvis man gik til en domstol for at få kendt forbuddene forfatningsstridige, ville Tyrkiets LGBT’ere igen få mulighed for at manifestere sig. Det håb er nu knust. Domstolen siger tvært i mod, at det er helt i orden at diskriminere.

I dag er Tyrkiet suverænt Europas værste land for homoseksuelle, hvilket siger ikke så lidt, når man betænker de elendige forhold i mange østlande. Der er ikke skyggen af håb om fremgang, så længe den politiske situation er som nu. Vi kan der i mod forvente endnu en stigning i antallet af hate crimes, fordi homofober fra i dag føler sig legitimerede i deres adfærd fra højeste sted.

Brug for solidaritet

Situationen kalder på solidaritet med de undertrykte. Lad os håbe, at dette års danske Pride igen har overskud til at sætte spotlys på forholdene for LGBT’ere i resten af verden, herunder i det Tyrkiet, der en gang var et af danskernes foretrukne ferielande.

Vores tyrkiske søstre og brødre har mere brug for det end nogen sinde.