SAMFUND

Danmarks mangfoldige prins er død

Prins Henrik på Københavns Rådhus’ balkon i enledning af Dronning Margrethes 70 års fødselsdag i 2010.
Foto: Brian Kjær Capkan

Hans Kongelig Højhed Prins Henrik er død. I en alder af 83 år sov prinsen ind på Fredensborg Slot sent tirsdag aften omgivet af sin nærmeste familie.

Mens morgendisen stadig ligger over Danmark på en smuk og solrig vinterdag, vågner danskerne op til nyheden om Prins Henriks død.

Sammen med Hendes Majestæt Dronningen har Prins Henrik moderniseret Kongehusets rolle i Danmark, og på vanlig stilfærdig vis har de bidraget til den offentlige inklusion og anerkendelse af LGBT-personer i Danmark.

Det er sket ganske stilfærdigt og på en naturlig måde, som det kendetegner Dronningens og Prinsens virke.

Åbne LGBT-personer har været en del af den private og mangfoldige vennekreds, og offentlige LGBT-personer er inviteret med til offentlige begivenheder i Kongehuset med deres respektive partnere. Det er sket som det mest naturlige i verden, men under stor pressebevågenhed.

På den måde har regentparret spillet en rolle i accepten af LGBT-personer i Danmark ved at gå forrest. Det har været en vigtig anerkendelse for LGBT-miljøet, og et stærkt signal til danskerne om det naturlige i accept af menneskers mangfoldighed.

Effekten af denne åbenhed og rummelighed er svær at måle, men let at undervurdere.

Danskerne vil mindes Prins Henrik som en mangfoldig prins, der ud over den officielle rolle var åben og folkelig på sin egen vis farverige måde.

H.K.H Prins Henrik sammen med H.K.H. Prins Christian ved den traditionelle familiefotografering på Gråsten Slot i sommeren 2015.
Foto: Ulla Munch-Petersen