KULTUR

LIVSTIDSGÆSTERNE GÅR RENT IND!

Livstidsgæsterne på Betty Nansen rammer plet, mener Out & Abouts anmelder.  Foto: Emilia Therese

I Betty Nansen Teatrets nyeste forestilling Livstidsgæsterne rammer dramatiker Line Knutzon hver og en af os spot on. For hvem er ikke flere personligheder, når det kommer til stykket? Så tør du se dig selv og dine personligheder i øjnene, så tøv ikke: Gå ind og se Livstidsgæsterne!

Livstidsgæsterne er en ny komedie af alle dem, der er Line Knutzon. Sådan præsenterer Betty Nansen Teatret sin nyeste og samtidig første forestilling, efter at teatret, som følge af corona-restriktionerne, lukkede ned i foråret.

Men når teatret skriver – af alle dem, der er Line Knutzon – kunne man med rette også skrive – til eller for alle dem, der er Line Knutzon. Eller dem, der er Henrik Sieben. Eller Jens Olsen. Eller Rikke Jensen. Eller hvem vi nu hver især er. For hold da op hvor Line Knutzon, vel nok en af vor tids mest fremtrædende danske dramatikere, rammer spot on på mange af os. Hvis ikke os alle. Forklaring følger.

I Livstidsgæsterne optræder seks personligheder i én og samme person. Det udmønter sig på scenen ved at seks skuespillere, Niels Ellegaard, Ena Spottag, Elliott Crosset Hove, Tryggvi Sæberg Björnsson, Xenia Noetzelmann og Maria Rossing, alle iklædt ens sko og bukser, spiller den samme person, men med de mange forskellige personligheder, som vi nu hver især rummer. Og dermed også de mange forskellige små slagsmål vi dagligt tager med os selv i forhold til, hvordan vi skifter humør, holdninger, stiller spørgsmål, forholder os til forskellige ting. Med andre ord alle de anerkendelser, men også diskussioner, skænderier og splittelser mellem de forskellige, læs de mange forskellige personligheder, mange af os rummer.

Alle føler sig ramt

Og når jeg indledningsvis skriver spot on, så er jeg ikke i tvivl om, at langt hovedparten af publikum der var til stede ved urpremieren følte sig, om ikke direkte ramt, så i hvert fald kunne se sig selv delvist portrætteret ikke bare en, men mange gange i løbet af den halvanden time lange forestilling.

For hvem har ikke oplevet at takke ja til en invitation for et øjeblik efter at have fortrudt det? Hvem har ikke oplevet at spise en kage, for et øjeblik efter at have fortrudt det? Hvem har ikke oplevet at have købt eller solgt en lejlighed, for efterfølgende at have fortrudt det? Hvem har ikke oplevet at lade være med at åbne e-boks, eller en rudekuvert, fordi man frygtede for, hvad kuverten eller boksen indeholdt? Og som har så efterfølgende ikke fortrudt, at man ikke åbnede og fik det overstået – eller blev glædeligt overrasket? Med andre ord, hvem har ikke oplevet at have været glad for en beslutning, man har truffet, og samtidig senere være i tvivl og måske have fortrudt den?

Og mens vi således har de mange små daglige kampe med os selv om, hvilken vej vi skal gå i livet, så er der pludselig gået to år og skægget er blevet langt. Eller også er der gået seks år, hvor vi ikke har ænset, at vi havde fået ny frisure. For vi gik jo bare lige til frisør, fik ny frisure, og så glemte vi at forholde os til den, til at livet går videre, og til at stil, former og farver, og synet på dette har ændret sig. Hos os selv, og hos alle andre. Hvad den ene dag er in, kan den næste dag være yt.

Konflikterne kommer til syne

I forestillingen møder vi foruden os selv, dig og mig, mig og dig og du, også Holdnings Klaus og Triste Hanne. I bund og grund kunne de på den rigtige dag hver især også være os selv, eller dele deraf. Den der altid udadtil har en holdning til tingene, eller som altid er negativ og dvæler ved de triste ting i tilværelsen. Også her kommer konflikterne til syne. For samtidig med at vi kunne være lige præcis Holdnings Klaus eller Triste Hanne, lige så meget tager vi afstand fra dem. Men tager vi konflikten, siger vi det til dem, eller siger vi det til os selv, at vi ikke orker dem eller os selv mere.

For som Line Knutzon selv formulerer det: – Nogle dage er man jo kun fem år. I månedsvis kan man være to år, og så kan man et kort øjeblik være 60 år, og ti minutter senere være et fornuftigt 40-årigt menneske, der skal have fornyet sit pas hos borgerservice.

Et stærkt hold

Det er Betty Nansen Teatrets kunstneriske leder Elisa Kragerup, der har instrueret, og hvor det i nogle forestillinger er oplagt, hvem der har den største rolle, den mest komplekse rolle, så kan man i min verden ikke i Livstidsgæsterne fremhæve den ene skuespiller frem for den anden. For i bund og grund er de jo den samme person, eller er de, for nu at blive i samme terminologi.

Fakta er, at Niels Ellegaard, Ena Spottag, Elliott Crosset Hove, Tryggvi Sæberg Björnsson, Xenia Noetzelmann og Maria Rossing, hver og en har fået en super spændende rolle, som menneske, som individ, hvad enten det er som den splittede, aggressive, sårbare, diskussionslystne, cool type, udglattende, eller den der hænger sig i detaljen og dermed hver sin personlighed. En rolle de hver især formår, sammen med instruktør Elisa Kragerup, at få det maksimale ud af. Og hvor glædes man over, så mange unge dygtige og talentfulde skuespillere, vi har på danske scener. Det lover godt for fremtidens teater!

Scenografien, der rammer forestillingen ind, er skabt af Karin Gille, og jo, der er en mening med de mange døre, store som små, som vi går ind og ud af, undervejs i livet. Genialt.

Sindssygt morsomt, og så meget spot on

Livstidsgæsterne er syret morsomt, og måske netop fordi man genkender træk af sig selv i hver og en af de mange personligheder, bliver det så sindssygt underholdende.

Livstidsgæsterne er så meget virkelighed, og samtidigt så surrealistisk, så absurd, og ikke mindst så spot on, at min klare anbefaling er – gå ind og se det! For er livet ikke virkelighed, surrealistisk, og absurd i al sin enkelthed og kompleksitet? Men gå kun ind og se Livstidsgæsterne, hvis du tør se dig selv og dine personligheder i øjnene. For du er Line Knutzon, Henrik Sieben, Jens Olsen, eller Rikke Jensen.

Out and About kvitterer med seks store og velfortjente regnbuer til Livstidsgæsterne.

I samarbejde med

Livstidsgæsterne har været to år undervejs og er en del af en samlet proces kaldet BETTY UDVIKLER i samarbejde med Bikubenfonden, hvor der udvikles forestillinger på tværs af kunstarterne over længere stræk med workshopforløb og kollektive tanker. Forestillingen er støttet af Wilhelm Hansen Fondens husdramatikerordning.

Livstidsgæsterne spiller på Betty Nansen Teatret frem til den 24. oktober 2020.

Læs også: Børnene brillierer i Oliver!

Få billetter til Livstidsgæsterne her