Børnene brillierer i Oliver!

Musicalen Oliver! spiller for tiden på det Nye Teater i København.  Foto: PR

 

 

Børnene brillierer i den grad i Oliver! der i en stor og imponerende opsætning må blive Det Ny Teaters nye hitmusical.  Det er samtidig imponerende, hvad instruktør Daniel Bohr gang på gang får børn til at præstere, når han med sikker hånd sætter dem på en scene sammen med garvede kræfter som eksempelvis skuespiller Preben Kristensen.

Både min medanmelder og jeg var dybt imponerede over, hvor meget børnene med titelrolleindehaveren, på premiereaftenen spillet af Bertram Hasfort Klem, og hans læremester ud i trick- og lommetyveriets kunst, Lurendrejer, spillet af Jonathan Tage Petersen, i spidsen, i den grad forstår at indtage deres respektive roller. De to, såvel som de mange andre børn og unge i forestillingen, er sammen med Preben Kristensen som Fagin med til at gøre musicalen Oliver! til endnu en gedigen succes for Det Ny Teater.

Som ved tidligere anmeldelser skal det igen slås fast, at instruktør Daniel Bohr sammen med sit team, formår at få det bedste ud af sit cast. Man fornemmer langt nede på stolerækkerne, hvordan spilleglæden og lysten til at ”give den gas” i den grad strømmer ud af børnene. Hvad enten de danser, synger, eller siger deres replikker. Selvom historien om Oliver! på mange måder er ganske trist, så bliver det hele dog ikke så tungt endda.

Oliver! er skrevet af Lionel Bart, og er baseret på Charles Dickens roman Oliver Twist. Charles Dickens roman tog udgangspunkt i Victoriatidens England, og udkom i 1838. Lionel Barts musical version Oliver! udkom første gang i sommeren 1960.

 Oliver! en morsom men også dramatisk fortælling

Her 62 år senere har musicalen med sin historie om klasseforskel, om det at hutle sig gennem tilværelsen, at føle sig uelsket, men også at blive del af et fællesskab på godt og ondt, og forsvare det man tror på, stadig sit tag i et stort publikum, og vil med sikkerhed også have det i Det ny Teaters flotte produktion. En produktion, hvor der ikke er sparet på noget.

Oliver! er en morsom, livsbekræftende, men også gribende, barsk, tragisk og dramatisk fortælling om samfundets bund og top for et par hundrede år siden. Forskellene var store, og mens nogle havde råd til at føre sig frem, så levede andre i samfundets nederste lag, og måtte hutle sig igennem ved at stjæle og spise resterne fra de riges borde, eller fra hundenes foderskåle.

Forestillingen tager sin begyndelse i fattighusets spisesal. Her venter de mange sultne børn på små daglige rationer af vælling. Da den forældreløse dreng Oliver drister sig til at bede om mere mad, bliver det for meget for fattighusets forstander, Mr. Bumble, godt spillet af Jens-Christian Wandt. Han skyr ingen midler for at fastholde fattighusets beboere på nederste del af samfundets rangstige. Blandt andet også derfor, til skræk og advarsel for de andre, beslutter han sig for at sælge Oliver.

Mr. Bumble assisteres i fattighuset af den halvt fordrukne Mrs. Corney, morsomt spillet af AnneMari Max Hansen.

Oliver flygter fra de mennesker, der køber ham, bedemandsparret Sowerberry, overdrevent ”sjovt” spillet af Christina Elisabeth Mørkøre og Sebastian Harris.

Lurendrejer, som indledningsvis nævnt, charmerende og meget sikkert spillet på premiereaftenen af Jonathan Tage Petersen, er medlem af en drengebande af lommetyve. Han finder Oliver og bringer ham til Fagin, der er drengebandens aldrende og beskyttende leder. Snart bliver Oliver en del af Londons underverden. På godt og på ondt.

Oliver oplever pludselig at blive til noget, at blive holdt af. Spørgsmålet er om det er fordi han er den han er, eller er det fordi han blot er endnu en brik i Fagins spil, og i de øvrige medlemmer af drengebandens søgen efter tryghed, nærvær og fællesskab. Til historien skal naturligvis også føjes lidt kærlighed, da vi også møder pigen Nancy, stærkt spillet af Monica Isa Andersen, og hendes kæreste, en af underverdenens barske personer Bill Sikes, spillet af Rasmus Fruergaard.

Traditionelle musicaltoner

Bærende i  Oliver! er Lionel Barts musik og tekster, der rummer en perlerække af gode numre, og som i Karen Hoffmans oversættelse er blevet til Mad pragtfuld mad, Jeg gør hvad som helst for dig, Jeg overvejer situationen og ikke mindst kærlighedssangen Blot han behøver mig og den rørende Hvor findes kærlighed. Sidstnævnte sunget solo følelsesmæssigt flot af en ganske uimponeret over at stå alene på Det Ny Teaters store scene af Bertram Hasfort Klem. Sejt gået!

Lionels Barts leverer typiske musical hits, der er hurtige og nemme at tilgå. De virker let genkendelige, fordi de blandt andet gentages flere gange, hvorved man hurtig bliver ”familiær” med dem.

Med et nutidigt tvist

Karen Hoffmann har oversat historien til dansk, samtidig med at den har fået et humoristisk nutidigt tvist. Det er kosteligt, da Preben Kristensens Fagin gnider på en hælervare, en kande, med henvisning til lampens ånd i Aladdin, og det samme, når han kigger på en ring, og henviser til Gollum fra Ringenes herre. Og jo så er der da også lige et lille tvist i retning af LGBT+ miljøet.

Afslutningsvis skal nævnes den flotte scenografi og de mange kostumer designet af Paul Farnsworth.

Oliver! er bestemt en god oplevelse og er klart sine fem pæne regnbuer berettiget.

Musicalen spiller på Det Ny Teater frem til den 6. december 2020 under hensyntagen til gældende corona-regler.

Læs også: FREDERICIA: Pirrende tidsrejse i Fredericia

Find billetter her