Regnbuefar genopsættes til december

Det Kongelige Teater genopfører Regnbuefar.

Det er sjovt, det er nærværende, og så rammer det os alle: Regnbuefar er historien, tankerne og drømmene om det at stifte en regnbuefamilie og om det at blive far.

Sådan skrev Out & About i sin anmeldelse af Det Kongelige Teaters opførelse af Regnbuefar. Og ved premieren i prideugen gav vi forestillingen 4 stjerner ved opførelsen på Skuespilhusets lille scene.

Så man ikke Regnbuefar ved den lejlighed, eller har man lyst at gense det for at få detaljerne med, så bliver det nu muligt. Således er det netop annonceret at stykket igen vises på Lille Scene, denne gang fra den 4. til den 19. december.

Regnbuefar er et stykke ny dansk dramatik skrevet af Mikkel Trier Rygård, der selv har gjort sig mange tanker om det som homoseksuel at få barn og at stifte en regnbuefamilie. Og lad det være skrevet med det samme: Går man med tanker eller planer om at stifte sin egen regnbuefamilie, eller kender man nogen der gør, vil det give god mening at se forestillingen, respektive tage dem med ind og se den.

For som stykkets forfatter Mikkel Trier Rygård tidligere i et interview til Out & About har fortalt, så ligger det at få barn eller børn for en stor del af befolkningen måske lidt mere lige for, når man har fundet sig en livspartner, end når man er en del af det homoseksuelle miljø og påtænker at få barn. Her er det ofte et anderledes og ofte langt mere bevidst tilvalg, at skulle være mor, far, eller at stifte en regnbuefamilie i det hele taget. Og måske kan forestillingen være med til at give svar, eller måske rettere åbne øjne for nye facetter, der bør tænkes igennem, inden man skrider til handling

Regnbuefar bliver dygtigt, malerisk, levende, og til tider måske også lidt vel karikeret, fremført af Mikkel Arndt, der spiller rollen som regnbuefar Mikkel, der drømmer om at blive far, og naturligvis til et barn med navnet Storm.

Og ved genopførelsen til december er det igen Mikkel Arndt, der ene mand, står på scenen og giver den som regnbuefar Mikkel.

Læs også: Anmeldelsen af regnbuefar

 

Se også: Det Kongelige Teater