LGBT+ i provinsen

Der er i denne tid Pride-parade mange steder i Danmark. Det farverige flag kan ses på rådhuse, virksomheder og fagforeninger over hele landet. Det har udløst en debat om, hvorvidt alle disse Pride-parade er nødvendige i provinsen. Og har fordommen om, at det er svære at være LGBT+ person i provinsen en berettigelse ?

“LGBT+ personer i provinsen kæmper med at finde støttende fællesskaber, hvilket ofte kan føre til ensomhed og isolation”, siger bestyrelsesmedlem af LGBTQ+ Sønderborg Audur Osk Robertsdottir. Hun mener det er vigtigt med LGBT+ foreninger og Pride-parader i provinsen.

Ligegyldigt hvor man er LGBT+ henne

Anna-Mette Skovgaard Petersen fra Nordjylland deler ikke opfattelsen af, at det er svære at være LGBT+ person i provinsen. Hun er af den holdning, at det er ligegyldigt om man er bøsse, lesbisk eller transkønnet i hovedstaden eller i Tornby i Nordjylland. Det er de samme tanker og udfordringer man står med. Hun påpeger, at der i København sikkert er områder, hvor hun nok ikke kan gå med sin kæreste hånd i hånd. Derimod oplever hun i hendes hjemby ikke andet end accept, forståelse og venskab. Det på trods af byens lille størrelse på knap 1000 indbyggere.

“Vi skal nok ikke rende rundt og kysse på gaderne, fordi det trodsalt er Vendsyssel. Det skal man jo heller ikke på Nørrebro. Jeg tror, jeg har større chance for, at blive slået ned på Nørrebro end jeg har heroppe”, mener Anna-Mette Skovgaard Petersen.

“I storbyerne har man lettere ved at komme ind i miljøet frem for provinsen. Men jeg tror ikke, det er lettere eller sværere at springe ud i provinsen”, tilføjer Anna-Mette Skovgaard Petersen

Anna-Mette sprang ud som lesbisk i en sen alder. Hun var nemlig fyldt tres år. At der skulle gå så lang tid skyldes, at hun var i et meget dysfunktionel ægteskab med en mand. Til september udkommer bogen “Tilgivelse er at give slip på et håb om en bedre fortid”, som Anne-Mette Skovgaard Petersen har skrevet om hendes barndom og sene udspring.

 

Transfeminin i provinsen

Tina Anchor Stella er bosiddende i Aabenraa. Hun identificerer sig som transfeminin, hvilket hun har gjort siden 2016. Hun er fortaler for Pride-parader i provinsen.

“Det er vigtigt, at vi holder fast i Pride bevægelserne i provinsen. For at normalisere det og nedbryde stereotyperne og karikaturerne. De følger også transpersoner. Det er jo ikke alle bøsser, som har løse håndled og har z på alle s’er. Der er mange måder at være homoseksuel på”, siger Tina.

Tina understreger også vigtigheden i, at det ikke kun er en gang om året, hvor der sættes fokus på området. Hun nævner foreningen LGBTQ+ Sønderborg som jævnligt har arrangementer og Gay Pop-Up Bar. En forening, der ønsker at udvide mangfoldigheden og åbenheden i samarbejde med klassiske brune værtshuse.

Mangel på inklusion og mangfoldighed

Søren Skjold Jensen og hans kæreste Brian bor sammen med deres hund Arild i et rækkehus i Silkeborg. Søren mener, at der er forskel på, om man er LGBT+ person i provinsen eller i København. Han nævner blandt andet kulturforskellen som en af årsagerne.

“I provinsen er man ikke kommet så langt med inklusionen og mangfoldighed, som i storbyerne. Der er et kulturskel mellem provins og storby”, mener Søren.

“Der er en mangel på viden om LGBT+ i befolkningen. En oplagt mulighed er at forbedre viden gennem uddannelsesinstitutionerne. For eksempel burde seksualundervisningen omfavne dette emne mere”, mener Søren, der gerne så at der var andet og mere end Pride-parader til at fremme forståelsen for LGBT+ personer i provinsen.

Nedbryde fordomme

Joan Lysholdt er socialrådgiver med efteruddannelse i Acceptance og Commitment Therapy og har en master i sexologi. Hun samarbejde med politiet i oplysningskampagner på ungdomsuddannelser om sex, digital adfærd, samtykke og grænser.

Ifølge sexolog Joan Lysholdt står LGBT+ personer i provinsen over for større udfordringer end i storbyerne.

“Det er generelt sværere at være den man er i provinsen. Provinser og mindre byer kan have mere ”konservative og traditionelle” holdninger til seksualitet og identitet. Det kan føre til stigmatisering, fordomme og diskrimination, hvilket gør det sværere at leve åbent og ærligt”, mener Joan Lysholdt.

Joan fortæller, at hun oplever flere unge, der har det svært og mangler et tilhørsforhold i hverdagen.

“Flere unge, som jeg taler med, har følelsen af, at de ikke hører til. Alle har brug for et tilhørsforhold. En plads og at være en del af fællesskabet. Har man ikke det, kan det efterlade en med en følelse af at være alene”, forklarer Joan Lysholdt.

Minoritetsstress

Minoritetsstress er den stress minoritetspersoner oplever som konsekvens af at leve i et samfund, der ikke anerkender og forstår dem. Minoritetsstress for LGBT+ personer er ifølge Joan Lysholdt større i provinsen frem for storbyen.

“I en storbyen kan man nemmere være anonym, og man er mindre eksponeret som LGBT+ person. I hovedstaden er der flere tolerante miljøer og større diversitet. Man vækker ikke på samme måde opsigt”, siger Joan Lysholdt.

Hun pointerer dog, at det ikke kun er i provinsen, der er udfordringer med minoritetsstress

“Livet som LGBT+ person i hovedstaden er ikke uden udfordringer. Diskrimination og fordomme eksisterer også i de større byer, selvom de måske er mindre udbredte”, siger Joan Lysholdt.

Ændringer sker ikke over natten

At forstå LGBT+ personer er afgørende for at forbedre vilkårene, men viden varierer meget i følge Joan Lysholdt.

“Viden varierer og er afhængigt af personens baggrund, uddannelsesniveau, geografi og den kulturelle kontekst og miljø”, udtaler Joan Lysholdt.

Det er ting som inkluderende seksualundervisning, der i højere grad dækker LGBT+ emner der kan være med til at øge forståelsen og respekten for mangfoldighed i seksualitet og køn, mener Joan Lysholdt Men også positiv mediedækning, inkluderende arbejdspladser og ikke mindst politisk støtte i form af lovgivning kan ifølge Joan Lysholdt skubbe på udviklingen i en positiv retning.

“Men forandring kræver både tid og mod”, slutter Joan Lysholdt.

 

Læs også: ”Jeg skal ikke i bad med en lesbisk”