Lad dig opsluge af Arven

Arven, Matthew Lopez´ prisbelønnede teaterstykke, som netop nu vises på Det Kongelige Teater Skuespilhuset, er et must see. Især hvis man er del af LGBT+ miljøet. Og det uanset alder. Stykket er også et must see for forældre, søskende, bedsteforældre, venner, med flere til nulevende eller døde med en aids-diagnose. Faktisk er det et stykke alle burde se.

Snyd ikke dig selv for at se Arven. Således skrev jeg i en foromtale af Matthew Lopez prisbelønnede teaterstykke Arven. Stykket som Det Kongelige Teater Skuespilhuset viser efter skuespilchef Morten Kirkskov og instruktør Thomas Bendixen har fået hentet stykket til Danmark.

Nu efter at have set stykket i en maratonopsætning, otte timer og 25 minutter på premiereaftenen, dog med passende pauser indlagt, er jeg ikke i tvivl. Nu hedder anbefalingen bare SE Arven!

Arven er alle timerne værd!

Din, min, og alle homoseksuelles historie

Stykket handler om vores, din og min, historie. Om vi bøssers historie, om hiv, om aids, og om hvad der skete i den homoseksuelle kultur tilbage i 1980´rene og i 1990’erne. Men også om, hvordan det, der skete i samfundet generelt den gang. Herunder også de efterfølgende politiske vinde, har påvirket hele LGBT+ miljøet. I tidligere generationer og i de generationer, der er i dag. Om det, der blev kæmpet for. Om det der ikke længere er en selvfølgelighed, og som der stadig, også her i 2023, skal kæmpes for. Blandt andet også retten til at være den man er, og til at elske, den man vil.

Arven blev første gang vist i London i 2019. Siden kom stykket til Broadway, og har netop været vist på Dramaten i Stockholm. I den kommende tid kan det så ses på Det Det Kongelige Teater, Skuespilhusets Store scene.

Stærkt stykke om VORES historie

Arven tager udspring i New York 2016. Vi møder kæresteparret Eric Glass, charmerende og kækt spillet af Emil Blak Olsen, og Toby Darling, spillet febrilsk, fanden i voldsk og konstant søgende af Alvin Olid Bursøe.

Darling har i al hemmelighed skrevet bogen Loved Boy. Efter at have fortalt det til parrets venner, venter han nu på at bogen omskrevet til teater skal have premiere.

Samtidig får Eric Glass kontakt til underboen, Walter, vidunderligt godt spillet af Jens Jørn Spottag. Walther har i 36 år været kæreste med Henry, spillet af skuespilchefen selv, Morten Kirkskov.

Henry har været gift, har to voksne sønner, som Walter har været med til at opdrage, alt mens Henry har brugt det meste af sin tid på at pleje sine forretninger rundt i verden. Forretninger, der har gjort ham styrtende rig. Og dermed oplagt til at støtte republikanerne, og dermed også Trump, da han stiller op mod demokraternes Hillary Clinton.

For historien springer frem og tilbage i tiden.

Omkring disse fire personer oplever vi også især Erik Glass store vennekreds. En vennekreds der består af  af unge homoseksuelle, såvel hvide som sorte,  hvoraf nogle, især Jasper, stærkt spillet af Magnus Haugaard, er særdeles politisk bevidst.

Og så er der karakteren Adam McDowell, vidunderligt smukt og sårbart spillet af Jonathan Bergholdt Jørgensen.

Adam er karakteren, der bringer først glæde i Eric og Tobys forhold, men som siden også er medvirkende til deres brud.

Jonathan Bergholdt Jørgensen spiller også rollen som Leo, der til forveksling ligner Adam, og så ved mange nok, hvilken drejning historien kan tage. Man håber på et, tror på noget andet, og får noget tredje.

Deres liv

Vi møder alle de unge mænd, da de sammen og hver for sig skal til at skrive deres egen historie. Historien om netop deres liv. De har dog svært ved at få gang i historien, men bliver guidet af den britiske forfatter E.M. Forster, også kaldet Morgan. Han er koblingen, der skal til, og spilles også af førnævnte Jens Jørn Spottag, der dermed spiller dobbeltrolle, men samtidig også virker som historiens drivkraft og meget stærke fortæller.

Det skal her nævnes, at den oprindelige E.M. Forster levede et dobbeltliv. Han var forfatter til Howards End fra 1910, og Maurice, der dog først blev udgivet i 1971, året efter E.M. Forsters død. Maurice, der handler om homoseksuel kærlighed er i øvrigt filmatiseret med bl.a. Hugh Grant, Rupert Graves og Denholm Elliot.

Problemet for virkelighedens E.M. Forster var, at han ikke kunne holde ud at skulle skjule sin homoseksualitet i sine værker, hvorfor han allerede tidligt holdt op med at udgive sine bøger.

Og med navnesammenfald, ikke uden grund, er hele historien kørende.

Arven

Arven tager altså udgangspunkt i nutiden, men med stærkt afsæt i fortiden, hvor hiv og aids var en meget stor og kedelig medspiller. Især i det mandlige homoseksuelle miljø. En medspiller, der førte til stigmatisering, sygdom, lidelse og død.

I stykket opridses også væsentlige træk fra ikke mindst den amerikanske homoseksuelle historie. Herunder kampen for at blive accepteret for at være præcis den man er. Retten til at elske hvem man måtte have lyst til, uanset ens seksualitet.

I Arven på Skuespilhusets Store Scene gennemspilles forestillingen efterhånden som gruppen af unge mænd kommer gennem den fælles kærligheds- og samtidig lidelseshistorie. Kærlighed, fordi man undervejs møder så megen kærlighed mænd i mellem: Men også den lidelse, der er, når forhold ophører, forhold der måske bygger på løgn og fortielse, blandt andet når mennesker giver sig ud for at være noget, de måske netop ikke er. Eller fordi de har en fortid, der ikke nødvendigvis tåler dagens lys.

Men også lidelse fordi hiv og aids medførte så mange tragiske og triste skæbneforløb.

Undervejs i stykket får vi fortalt, hvordan Walter på et tidspunkt tager en alvorligt aids-syg ung mand, Peter med op i hans og Henrys landligt beliggende hus. Et hus, der emmer af historie, men som i sin forhave også har et stort symbolsk smukt blomstrende kirsebærtræ. Et hus og et træ der indtager en ikke ubetydelig rolle for stykkets forløb.

I huset plejer Walter med tiden ikke bare Peter, men også et par hundrede andre aids-syge i deres sidste tid. Og hver som en bliver de i døden kremeret af den lokale bedemand, der er skabsbøsse, inden de stedes endelig til hvile på Walters sted. For dé bliver det nemlig.

Smuk kærlighedshistorie – Du skal leve!

Arven er en smuk kærlighedsfortælling. Den fortæller samtidig den barske sandhed om de kampe, der har været i det homoseksuelle miljø internt, blandt andet når det handler om at forsvare rettigheder, og holdningen til at forsvare disse. Det medfører undervejs i stykket et utal at voldsomt godt spillede diskussioner, men også om sårbare kærlige venskaber.

For med historien skal fremtiden bygges, og som det konkluderes i slutningen af stykket: Du skal gøre det, de mange unge aids-døde unge mænd ikke fik mulighed for: Du skal leve!

Samtidig er det i erkendelse af at vi med aids-epidemien mistede en generation af livsnydere, kunstnere, og ikke helt almindelige mennesker – mennesker som du og jeg.

Margarets historie

I slutningen af stykket får vi også Margaret, vidunderligt ømt nærværende spillet af Karen-Lise Mynster, på scenen. Margaret er mor til Peter, den første unge homoseksuelle aids-syge mand, som Walter tog med til huset langt ude på landet.

Hun fortæller sin og sønnens historie. Om hvor nært knyttede de var til hinanden, men også om at hun tidligt indså, at han var bøsse. Hun frygtede for hans liv, og for at han skulle leve som bøsse. Derfor søgte hun, fejlagtigt erkender hun senere, at værne ham og tager derfor sine forholdsregler. Mere skal ikke røbes her, men netop Margarets historie binder knude på Arven.

De mange bump på vejen

Vores historie, bøsserne, bøsserøvenes, jo det ord bruges også i forestillingen, vi homoseksuelles historie, er lang og med mange bump på vejen. Det samme er Arven. Faktisk er den sat til at spille sammenlagt, hvis man tager det som en hel forestilling i otte timer, inklusive flere pauser. Den kan også ses over to aftener.

Erkendt jeg frygtede for at skulle sidde i en teatersal i tæt ved otte timer. Det skal så også skrives, at jeg på intet, som i på intet tidspunkt, kedede mig eller tænkte, nu må her gerne stoppe.

Arven er så intenst og så nærværende, så spændende godt fortalt, og mesterligt spillet, at jeg gerne havde taget otte timer mere.

Og jeg tror langt de fleste i salen havde det som jeg. Under det meste af forestillingen ville man have kunnet høre, hvis den berømte nål var faldet på gulvet, Alle var vi som naglede til historiens intensitet, at vi dårligt turde trække vejret, af frygt for at det ville ødelægge noget af forestillingen.

Der var ingen hosten. Ingen, der forlod salen i utide, ingen, der lige søgte mobiltelefonen. Der var stille, der var en intensitet, og der blev lyttet til hvert et ord fra scenen.

Arven er den endelige bearbejdning for så mange af os, af en historie vi og de mange ofre gerne havde været foruden.

Stykket er stærkt, intenst, og rørende. Jeg var ikke ene om flere gange at måtte tørre en tåre væk. Så overvældende var det.

Ikke mindst da stykkets tavse medvirkende, virkelighedens og nutidens hiv-positive pludselig står på scenen. Tak derfor også til Jacob, Marcus, Lars, Anders, Mads, og Mikkel for at stille sig frem og sætte flere ansigter på det at leve med hiv. TAK!

Scenografien

Scenografien er ganske enkel: Stykkets figurer er placeret som på to rækker i trappeform på et amfiteater, hvor scenegulvet vender ud mod publikum. De kommer og går til og fra i takt med at de indgår i stykkets tekster. Undervejs sidder de på de to rækker, ligeligt fordelt i hver sin side af scenen. Derfra kommer de med tilråb og kommentarer til hvad der sker på scenegulvet. Flot og særdeles virkningsfuldt.

Over det hele svæver en storskærm, hvorpå indledningsvis står skrevet ARVEN, men i takt med en ny akt, får de navn og dekoration efter indhold. Flot flot.

Og scenen med de mange hvide, senere svagt lyserøde t-shirts der hænger ned fra loftet – i al deres enkelthed, men samtidig stærkt minde, om de mange døde, er ubeskrivelig smuk. Et smukt minde, ligesom Navnetæppet, der ligger i foyeren til teatret.

Scenografi, kostume- og videodesign står Palle Steen Christensen for, mens Mathias Hersland og Mogens Laursen Hastrup står for lige så smuk og stærk lys- og lydsætning.

Thomas Bendixen står for den fine, iscenesættelse. En iscenesættelse der fremhæver stykkets intensitet når det kræves, men samtidig også nedtones på de rette tidspunkter.

6 stjerner

Out & About bøjer sig i støvet over modet fra Det Kongelige Teater til at vise en så fin og vigtig forestilling på Skuespilhusets Store Scene. Derfor tøver vi heller ikke med at give 6 fine stjerner, for Arven er så vigtig for vores alles historie. Tak for oplevelsen!

Kort om ARVEN

Manuskript Matthew Lopez

Medvirkende: Emil Blak Olsen, Alvin Olid Bursøe, Jonathan Bergholdt Jørgensen, Jens Jørn Spottag, Morten Kirkskov, Magnus Haugaard, Sigurd Holmen le Dous, Anton Hjejle, Kristoffer Eriknauer, August Issac Carter, Troels Kortegaard Ullerup, Hervé Toure, og Karen-Lise Mynster.

Instruktion: Thomas Bendixen

Scenografi, kostume- og videodesign: Palle Steen Christensen

Lysdesign: Mathias Herland

Lyddesign: Mogens Laursen Hastrup

Oversættelse: Niels Henning Krag Jensby

Varighed: 8 timer og 20 minutter inklusive pauser (1. del og 2. del varer hver især cirka 3 timer og 20 minutter inklusive pauser.

Kan ses: Som heldagsforestilling, eller over to aftener. Heldagsforestilling anbefales.

Spillested: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene

Spiller:  Frem til 13. maj 2023

Billetter og spilletider finder du her.

Læs også: Bog: Trekantsdrama- hvem var egentlig forelsket i hvem?