Jeg ville ikke ses som ham, der havde hiv

Det var en forårsdag i 1985. Mikkel Emborg stod ved en mønttelefon på Journalisthøjskolen i Århus, hvor han på det tidspunkt læste på den journalistiske tillægsuddannelse, og talte med en kvindelig medarbejder på afdeling M (infektionsmedicinsk afdeling på Rigshospitalet).

”Du er desværre smittet med hiv”, sagde hun.

En læge i Århus ønskede at indsamle blodprøver fra bøsser og bevare dem. Når man så senere fik større viden om hiv og aids, ville prøverne blive undersøgt nærmere. Mikkel Emborg var positiv overfor at deltage i undersøgelsen.

”Når man kunne teste, så kunne jeg gøre det og dermed fået slået fast, at det med hiv og aids ikke havde nået med mit liv at gøre. Jeg var i et fast parforhold dengang og havde ikke særlig mange partner,” fortæller til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcastserien ”At leve med hiv” på Regnbueland. Podcasten er støttet af Dansk Tennisfond, GSK Pharma og AIDS-Fondet.

I dag mindes han godt telefonsamtalen. Men hvordan han reagerede, husker han derimod ikke noget som helst om.

”Hvad der skete netop den dag – og sidenhen, det ved jeg det ikke. Jeg kan heller ikke huske præcis hvilken dag, det var. Jeg gik totalt i chok. I de år der fulgte, har det været en så traumatisk oplevelse for mig, at jeg ikke har gjort mig den anstrengelse at finde ud af hvilken dag, det var. Jeg havde brug for at have det på afstand, forklarer han”.

Den var den første undersøgelse med bøsser i forbindelse med hiv, der blev lavet i Danmark.

”Da jeg fik at vide af jeg havde hiv, kunne man se i de gamle prøver, at jeg havde været smittet i et stykke tid, og formentlig blev jeg det allerede i 1983. Men de kunne ikke sige det med sikkerhed”, forklarer Mikkel Emborg.

Alting skulle være som det plejede

Udadtil ønskede han, at alting i hans liv skulle være, som det plejede.

”Der var ikke være noget, der skulle være anderledes. Jeg ville ikke fremstå som ham, der var hiv-smittet, og jeg ville ikke være én, som man skulle tage særlige hensyn til, og som folk viste medfølelse med. Det kunne jeg slet ikke leve med. Alt sammen skulle være så normalt som muligt”, understreger Mikkel Emborg.

Indeni ham selv var var der dog opstået noget af en krig.

”Jeg var så indædt stålfast på, at virusset ikke skulle få lov til at tage magten over mit liv. Hiv og aids skulle ikke få lov til at gøre mig syg og tage livet af mig. Folk omkring mig blev rigtige syge og døde af det. Jeg havde en følelse af, at fjenden var overalt og kunne slå til, hvornår det skulle være, men jeg kunne ikke se den. Mine venner døde, og der kunne ske noget hver eneste øjeblik, uden at jeg havde nogen indflydelse på det. Det var den situation, som jeg følte, jeg stod midt i. At leve med frygten for at blive syg – ikke så meget for at dø, men at blive afmagret og ikke at kunne passe mit arbejde. Det tog voldsomt på mig, så det gjaldt om at holde facaden udadtil, forklarer han.”

Ville ikke vise svaghed

Han gjorde ikke noget for at hemmeligholde, at han havde hiv. Men Mikkel Emborg talte helst ikke med andre om det.

”Det bedste for mig var, hvis min kæreste fortalte andre, at jeg havde hiv. Jeg var nemlig bange for, hvordan de ville reagere. Om de ville fx ville græde. Så var jeg nemlig bange for selv at miste fatningen, og at jeg også skulle begynde at græde. Det skulle jeg bare for alt i verden ikke have. Jeg skulle være fast, hård og ikke vise nogen svaghed overfor det virus. For så var jeg bange for, at det ville tage livet af mig.”

Han blev heller ikke syg, selv om havde en høj virusmængde i sig.

”Jeg ville ikke anerkende, at jeg var hiv-patient, og var fx heller ikke medlem af Positivgruppen. Det var ikke fordi, jeg tog afstand fra dem på nogen måde. Jeg havde også været ude og tale med dem som repræsentant for LBL om nogle juridiske forhold. Men ikke om mig selv. Jeg skulle ikke tale med alle mulige om at have hiv. Det var alt for følsomt for mig. Det var ikke det, jeg havde brug for,” fortæller Mikkel Emborg.

Han begyndte at arbejde som jurist i Finansministeriet. Hans kolleger vidste heller ikke noget det.

”Og det skulle de heller ikke. Min daværende kæreste vidste det, men vi talte meget lidt om det. Min mor vidste det også. De var begge meget bekymrede og blev meget omsorgsfulde og beskyttende overfor mig på en måde, jeg havde meget svært ved at håndtere. Jeg var ikke en patient, der skulle ikke tages særlige hensyn til mig. Jeg var sund og rask, og alting skulle bare være, som det altid havde været”, pointerer Mikkel Emborg.

i 1988 kom han for første gang med i AIDS-Fondets bestyrelse som repræsentant for LBL, Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske, og beskæftigede sig her med hiv og aids på et overordnet plan

”Men det handlede ikke om mig som person. Kun det politiske”, lyder det fra Mikkel Emborg.

Havde brug for at komme væk

I 1991 brød han med det at være bøsseaktivist, fx at beskæftige sig politisk med hiv og aids. Han fik arbejde ved den danske repræsentation i EU i Bruxelles.

”Det at jeg var aktiv i homomiljøet og var hiv-smittet, parkerede jeg det fuldstændigt. Selvfølgelig var det der et eller andet sted, men jeg vendte det ryggen. Rent fysisk vendte jeg også mit liv i København ryggen og startede et nyt i udlandet. Jeg havde på mange måder brug for at skabe afstand til de to mennesker, der havde været tættest på mig: min mor og daværende kæreste. De var blevet for omklamrende for mig. Jeg havde brug for fysisk afstand, og for at være et sted, hvor jeg kunne starte forfra. Og hvor det at jeg havde hiv, ikke spillede nogen særlig rolle”, forklarer Mikkel Emborg.

Danmark stod foran at skulle have formandskabet i EU, så Mikkel Emborg arbejdede som besat dag og nat. Det gjorde han med stor glæde, for det var med til, at han kunne glemme alt andet.

Han havde dog på grund af hans hiv-status nogle indre kvaler med sig selv i forhold til at sige ja til jobbet

”Jeg skulle være udstationeret for tre år. Jeg så, hvordan andre blev syge og døde omkring mig, og der var ikke nogen, der kunne sige noget fornuftigt om, hvad der ville ske med mig. Jeg havde en del kvaler i forhold til ministeriet, da jeg var i tvivl om jeg kunne gennemføre hele udstationeringsperioden.  Rent moralsk syntes jeg, at min arbejdsplads burde vide, at jeg var hiv-smittet, så de kunne træffe en beslutning på baggrund af den fulde viden om min situation. Men jeg havde ikke nogen juridisk pligt til at fortælle dem det, så det gjorde jeg ikke. Jeg tænkte, at der må ske, hvad der sker – jeg havde sådan brug for at komme af sted, fortæller han.”

Mødte sit livs kærlighed

For over 25 år siden mødte hans sin nuværende mand Steffen.

”Jeg blev et rigtig glad menneske ved at være sammen med Steffen” understreger Mikkel Emborg.

Han gik jævnligt til kontrol og mærkede stadig ikke noget l sygdommen.

”Jeg havde det godt. Jeg parkerede det stadig, og jeg troede ikke, at hiv havde nogen indflydelse på mig. Jeg kan i dag se, at det var jeg helt blind overfor. Blind overfor den angst, jeg bar rundt på”, fortæller Mikkel Emborg.

Tog hiv-medicin for første gang

Omkring 2005 var hans virustal stadig ret høj – det havde det faktisk været i mange år. Han begyndte derfor at tage den første medicin mod hiv.

”Jeg tænkte, at det ville det blive en skelsættende dag for mig. Det synlige bevis på, at der var et eller andet galt med mig. Men det blev det nu ikke. Det var ligesom at tage vitaminpiller, og jeg havde ingen bivirkninger”, husker han.

Da han ikke længere magtede at klare sit arbejde – han havde før prøvet at have stress, så gik han i 2017 på tidlig pension, og han og Steffen flyttede til Danmark.

”Jeg havde ellers aldrig troet, at vi ville gøre det. Men vi bor i dag i Broager i Sønderjylland, og det er vi rigtig glade for,” forsikrer han.

Er ved at forlig mig med min fortid

Mikkel Emborg er igen kommet med i AIDS-fondets bestyrelse.

”Nu har jeg tid og rum for alt det, jeg forlod i 1991. Der opstod hos mig en nysgerrig om, hvad der egentlig med mig dengang. Jeg har blandt andet været med i bogen ”Da døden blev aflyst”, og Steffen og jeg deltog i billedserien og udstillingen ”Positive portrætter” med malerier af 12 mennesker, der lever med hiv. Det har været en god anledning for mig til at reflektere. Jeg kan mærke, at det er godt for mig selv at finde du af, hvad der skete dengang. Alt det, jeg ikke ville vide af tidligere. Den kolossale angst jeg havde for at blive syg. Jeg kan huske, at når jeg besøgte venner på hospitalet, der havde aids, og som var meget syge og så helt forfærdelige ud, var det rigtig svært og hårdt for mig. Begravelserne kunne jeg rimeligt godt håndtere. Men konfrontationen med sygdommen gjorde ondt helt ind i sjælen. At se alt forfaldet, alt det jeg ikke selv ville opleve. At live konfronteret med min egen situation.  Det var meget svært, forklarer han.”

Jeg ville gerne have været foruden hiv

Om den omstændighed, at han har hiv, siger Mikkel Emborg i dag:

”Jeg tænker, at det var noget forbandet lort, jeg blev smittet dengang. Jeg er i dag uforstående overfor, hvordan jeg dengang valgte at håndtere situationen. Men det var et valg – jeg kunne have gjort noget andet. Samtidig kan jeg se, at det har gjort det muligt for mig at have et godt liv. Samtidig er jeg overbevist om, at jeg kunne have haft et endnu bedre liv uden hiv, fordi den der vedvarende angst for at blive syg og dø, det gør altså noget ved én. Jeg sammenligner det nogle gange PTSD. Jeg er ikke psykolog, men den der konstante belastning er ikke sund for en.

Jeg oplevede det også, da jeg fik konstateret kræft, da jeg kom tilbage til Danmark. Jeg troede, at jeg kunne håndtere det, fordi jeg var vant til en livstruende sygdom. Men det kunne jeg slet ikke have oven i mit hoved. Jeg blev så deprimeret over det og var helt ude af mig selv. Det var alt den angst, som havde siddet der, der blev vækket til live igen. Det har sat nogle ufattelig dybe spor i mig, som jeg gerne villet have været foruden”, fortæller Mikkel Emborg.

Vigtigt stadig at fortælle om hiv

I januar 2025 var han på et meditationsophold i England og pludselig begyndte tårerne at vælte ud ad ham.

”Det gik op for mig, at det var første gang i alle de år, at jeg havde grædt over, at jeg blev hiv-smittet. Jeg synes, det er stadig vigtigt at fortælle om at have hiv, selv om situationen i dag er en helt anden end tidligere. Det er en historie, der fortjener at blive dokumenteret og bevaret. Men jeg synes også, at historien om hiv og aids tjener som advarsel og opfordring til folk om at få PREP, hvis man har ubeskyttet sex og ikke er sikre på med smitteforholdene. Det er stadig vigtigt at undgå at blive smittet med hiv”, understreger Mikkel Emborg.”

Se også: Aids-Fondet