Kommunevalg 2025 – sæt kryds ved mangfoldigheden

Hvordan vil de lokale politikere arbejde for mangfoldigheden og styrke trivslen for LGBT+ personer i Aarhus? Det er et af de mange spørgsmål, du kan få svar på, når der torsdag den 23. oktober kaldes til vælgermøde med elleve politikere.
Kommunevalget den 18. november nærmer sig med hastige skridt. Men hvor skal man sætte sit kryds? Det kan LGBT+ borgerne i Aarhus blive meget klogere på, når der er vælgermøde torsdag den 23. oktober. Her stiller elleve lokalpolitikere nemlig op til et vælgermøde på Aarhus Rådhus mellem 17-20, for at svare på dine spørgsmål.
Det er LGBT+ Huset, Aarhus Regnbue Idræt og KvindeinformationsCaféen Sappho, der i samarbejde står for vælgermødet, der vil sætte fokus på alle aspekter af Aarhus som regnbueby.
Aftenen begynder med et oplæg af Signe Uldbjerg fra Museum KØN om Fortællinger fra kønskampen i Aarhus.
Herefter er der fællesspisning, hvor alle deltagere kan samtale ud fra samtalekort ved bordene og sammen skrive deres spørgsmål til de elleve politikere.
Støtter lærerne i Aarhus deres LGBT+ elever godt nok? Drømmer du om at blive gammel på et LGBT+-profilplejehjem i Aarhus?Skal man presse Aarhus Kommune mere for at få gratis stemmetræning til transkønnede? Skal det være mere trygt at gå i byen i Aarhus? Spørgsmålene kan være mange.
Der bydes på en vegetarisk buffet til de første 100 tilmeldte. Det er gratis at deltage, man skal blot sikre sig en billet inden. Find din billet her.
For at sikre sig at billetten bliver brugt tages der et no-show-fee på 200 kr., hvis man ikke kommer.
Jobbet som moderator er overladt til Jesper Fredslund Andersen fra Kultur Samler. Han vil sørge for at styre den klassiske politiske debat efter maden med hård hånd. Derudover vil han selvfølgelig sørge for at de mange kandidater får masser af relevante spørgsmål. Og hvad måske er mere vigtigt, at de også svarer på dem.
Debatten vil blive tegnsprogstolket og der vil være adgang til teleslynge.
Mød kandidaterne
Til dette vælgermøde kan du møde følgende politikere:
Anna Thusgård – Socialdemokraterne
Jacok Skjærris – Det Konservative Folkeparti
Liv Gro Jensen – Socialistisk Folkeparti
Nikoline Erbs Hiller-Bendtsen – Alternativet
Malika B. Rosenskjold – Radikale Venstre
Thomas Kastrup Christensen – Dansk Folkeparti
Polly Dutschke – Moderaterne
Mikkel Strube-Weber – Venstre
Claus Vildrik – Liberal Alliance
Louise Svenstrup – Liberal Alliance
Isabella Heilmann – Enhedslisten.
