Fra fordømmelse til velsignelse: Kirken omfavner de danske Prides 

Historisk set har forholdet mellem kirken og LGBT+ miljøet været præget af afvisning og dybe sår. Men murene er ved at slå revner. Over hele landet deltagere præster og kirker i stigende grad i de mange danske Prides. Mød tre præster fra Holbæk, Aarhus og Horsens, der har valgt at sætte alt ind på at vise, at kærligheden og kirkens fællesskab reelt favner alle.

Fra kirkebænk til parade. Præster og kirker tager i højere og højere grad del i de danske Prides. Flere steder i landet markere kirkerne sig via særlige gudstjenester og arrangementer. Men også gennem direkte synlighed ved for eksempel deltagelse med stande og gåen med i Pride parader.

Lige fra København til Sønderborg. Fra i Aalborg til i Kolding.

Formålet er klart. Man vil være synlig, tilgængelig og række en hånd ud til et miljø, der historisk set ofte har følt sig afvist af det kristne fællesskab.

Man ønsker at vise den anden side, end den der oftest har fået opmærksomhed. Medierne vil for eksempel hellere fortæller de konfliktfyldte historier, end de gode og/eller helt almindelige. Det er ikke nogen særlig interessant historie at langt de fleste præster har samme forhold til LGBT+ personer som størstedelen af befolkningen.

Vi har sat tre præster i stævne, der aktivt deltager i Pride for at skabe synligheden.

At række hånden ud med kærlighed

For nylig var der Pride i Holbæk. Her holdt præsten Ulrick Refsager Dam tale. Han har af omgange deltaget i byens Pride, men har det seneste år også været en del af arrangørgruppen. I talen undskyldte han på egne og kirkens vegne overfor LGBT+ personer.

“Mange queerpersoner bærer stadig på ar på sjælen efter mødet med kirken. Derfor er det vigtigt, at kirker ikke kun siger, at alle er velkomne, men også viser det. At være synligt til stede ved Pride er en måde tage ansvar for fortidens sår og være med til at skabe forsoning. Vi ønsker at vise, at alle mennesker er skabt i Guds billede og elsket præcis, som de er”, fortæller Ulrick Refsager Dam.

“Jeg er en hvid, ciskønnet, heteroseksuel, monogam mand og ovenikøbet præst. Hvis der fandtes en tip tretten over privilegier, ville jeg nok have fuld plade. Netop derfor føler jeg også et ansvar for at bruge min stemme til at stå op for mennesker, der har færre privilegier end mig. Gennem mit arbejde som præst har jeg mødt mange queerpersoner, og hørt deres historier om afvisning og åndelige traumer. Når kirken har været med til at skabe den smerte, synes jeg også, at vi har et ansvar for at være med til at hele den”, tilføjer han.

Været en del af strukturelle synder

Ulrick er præst i Baptistkirken, Kløvermarkskirken. Den og mange andre andre frikirker, såvel som folekirker har internt været splittede og debatterende i forhold til LGBT+ spørgsmål. Han mente selv oprindeligt, at homoseksuelle var fortabte og endte i helvede. Nu fortryder han og håber at kunne skabe mere åbenhed for LGBT+ personer i kirkerne.

“Langt størstedelen af de reaktioner, jeg har modtaget, har været positive og opmuntrende. Samtidig har hadet i kommentarsporene været en påmindelse om, hvor vigtigt det er, at vi bliver ved med at være synlige. Når mennesker stadig mødes med den slags retorik, er der brug for flere stemmer, der tør stå op for kærligheden, værdigheden og fællesskabet”, fortæller Ulrick Refsager Dam.

Du har kaldt din tidligere holdning for en ‘strukturel synd’ og indrømmer, at du så ned på homoseksuelle. Hvordan har det været for dig personligt at se folk i øjnene ved Pride og sige undskyld for de holdninger, du før har prædiket?

“Det er sandt. Jeg har været en del af strukturelle synder, som har forskelsbehandlet mennesker og været med til at påføre dem åndelige traumer. Det gør mig oprigtigt ondt. Noget af det mest livgivende har været at møde queerpersoner, som har taget imod mig med en enorm kærlighed, nåde, tilgivelse og accept. Den er den måde kirken burde have mødt mennesker på og det er et forbillede for mig.”

Et aarhusiansk Wake up call

Dette års Aarhus Pride startede for første gang nogensinde ud med en særlig Pride gudstjeneste. Det skete i Immanuelskirken, hvor der var musikalske indslag, oplæsning, med videre. Immanuelskirken var også til stede ved Rådhusparken med en selvstændig stand. Overfor dem var en anden kirkelig stand. En række af byens kirker var nemlig gået sammen og var tilstede under overskriften: Kirken på Pride.

”Vi havde en virkelig god oplevelse med at deltage på Aarhus Pride, og følte os så velkomne både fra arrangørernes side, og fra de mange deltagere vi talte med. Mange var glade for at kirken også tog del i fejringen af kærlighed og mangfoldighed”, fortæller sognepræst Hanne Jul Jakobsen fra Møllevangskirken, som var en af de præster, der deltog.

”Jeg synes det er helt oplagt, at kirken er en del af Pride. Og er ked af, at vi ikke har været det tidligere. Jeg tror, vi er mange, der havde en forestilling om at ”alle” vidste, at langt størstedelen af præster i den danske folkekirke fuldt ud accepterer LGBT+ personer. At vi simpelthen ikke har nogen former for problemer med at rumme queers i kirken. Men der har været nogle undersøgelser og debatter de seneste år, som desværre har vist det modsatte. Det blev lidt et wakeup call for mig, at der er brug for, at vi bliver mere tydelige som kirke – og derfor valgte vi at deltage så markant i år.”

Folkets kirke

Ved dette års Horsens Pride den 22. august, er der også en kirkelig stand at finde. Også her har flere kirker fra det lokale provsti gået sammen om deltagelsen. Her kan di på Pridedagen for eksempel tage en dialog om kærlighed, identitet, tro og fællesskab.

”Hvis Folkekirken kun ønsker at betjene én befolkningsgruppe, så lukker den sig om sig selv. Den går imod selve det princip, den er bygget på – nemlig, at den er folkets kirke. Historisk set har Folkekirken altid været et kludetæppe af kristne retninger, der ikke nødvendigvis er enige med hinanden om, hvordan troen skal udfolde sig. Men i stedet for at stå og råbe ad hinanden på gaden, har man startet med at invitere folk ind i fællesskabet og taget debatten indenfor omkring en kop kaffe. Det har medført, at folkekirken internt er præget af en stor accept af hinandens holdninger. Også selv om man er rygende uenige”, beretter Troels Bering, Sognepræst ved kirkerne i Søvind og Gangsted, der er en af initiativtagerne til tiltaget.

”Det leder mig også frem til årsagen for, hvorfor jeg stiller op til Pride. For jeg kan forstå– i både den offentlige debat og blandt mennesker i LGBTQ+ miljøet, at det ikke er alle, der møder den accept og forståelse for, hvem de er. At de ikke føler sig inkluderet i folkekirkens mangefarvede fællesskab. Dét ærgrer mig. Meget endda”, tilføjer han.

Skal ikke stemple nogen på seksualitet eller kønsidentitet

Det ligger Troels Bering meget på sinde ikke at stemple nogen og han forklarer gerne, hvad hans tanker og udgangspunkt er:

”Jesus gjorde ikke forskel på mennesker. Han var efter dem, der stillede sig op som autoriteter og bestemte ubarmhjertigt over andre. Dém revsede han – meget endda – men der var ikke et menneske, som han ikke bød indenfor – eller lod sig byde ind hos. Og i den indbydelse tog man snakken om et godt liv, et gudsfrygtigt liv, et menneskeliv. Jeg har i den forbindelse støvsuget Jesu ord for alle de gange, han snakker om folks seksualitet eller kønsidentitet som en begrænsning for at leve et godt, kristent liv – og antallet er et stort rundt nul.

Så hvis jeg som præst – eller vi som kirke – begynder at stemple folk som forkerte på baggrund af seksualitet eller kønsidentitet, så gør jeg faktisk det modsatte af, hvad grundlæggeren af kristendommen gjorde. Det er sådan, jeg læser Bibelen, og det er med det mandat, at jeg er blevet kaldet som præst”, forklarer Troels Bering.

Står på mål for det

De tre præster ved godt, at der er andre, der ser på biblen og kirken vs. LGBT+ og Pride på andre måder end den de står for.

Hanne: ”De konservative præster, der har et teologisk problem med queers og for eksempel vielse af homoseksuelle udgør en lille minoritet i folkekirken. I det daglige og i virkeligheden oplever jeg det ikke som noget stort problem, at de er en del af kirken – så længe de ved, at det er dem der har et særstandpunkt, og aldrig afviser nogle mennesker i kirkedøren.”

Ulrik: ”Jeg kan desværre ikke tale på vegne af hele kirken. Der findes stadig kirker, hvor du risikerer at blive såret, og det må vi være ærlige omkring. Derfor vil jeg opfordre dig til at tage kontakt til en præst eller en menighed, som tydeligt viser sin støtte til queerpersoner og Pride bevægelse. Vi kender kirker over hele landet, som vi trygt kan anbefale, og vi hjælper meget gerne med at skabe den første kontakt. Jeg ved, at det kræver enormt mod at prøve kirken af igen, når man kommer med ar på sjælen. Tag det i dit tempo og vær opmærksom på, hvordan det føles at træde ind i kirken igen”.

Troels: ”Jeg ved udmærket, at der er andre, der læser Bibelen anderledes end jeg. Den diskussion må vi så tage, mens vi er i levende live. Og så, når den sidste dag oprinder, og jeg skal stå overfor Gud og forsvare min position i livet, vil jeg til stædighed holde fast på, at jeg har læst og forstået Guds budskab korrekt. At Gud er Kærlighed, og kærlighed er ikke bundet af kulturelle eller strukturelle normer. Det står jeg på mål for.”