Den Norske Kirke siger undskyld til homoseksuelle

Den 16. oktober vil Den Norske Kirke komme med en officiel undskyldning over for landets LGBT+ miljø. Undskyldningen vil blandt andet blive markeret med en gudstjeneste i Oslo Domkirke.
Tilbage i 2022 anerkendte Den Norske Kirkes biskopper, at kirken historisk har forårsaget LGBT+ personer “skade og smerte”. Nu kommer den officielle undskyldning. Det sker ved arrangementer torsdag den 16. oktober.
Kl. 15.30 afholder Den Norske Kirke, der svare til Den Danske Folkekirke pressekonference på London Pub i Oslo. Her vil Præsident Olav Fykse Tveit som ledende biskop undskylde over for homoseksuelle og det øvrige LGBT + miljø på vegne af Den Norske Kirke.
London Pub var en af de natklubber, der blev ramt, da den dømte terrorist Zaniar Matapour åbnede ild mod folk, der fejrede pride i det centrale Oslo den 25. juni 2022. Et angreb, der kostede to mennesker livet og adskillige blev alvorligt såret.
Præsidentens undskyldning vil blive streamet digitalt, så du kan følge den på denne side.
Gudstjeneste i Oslo Domkirke
I forlængelse af det første arrangement vil der efterfølgende være en aftengudstjeneste i Oslo Domkirke, hvor præsidenten, Queer-medarbejdere og frivillige samt repræsentanter fra LGBT+ organisationer vil deltage.
Gudstjenesten starter klokken 18.00 og er åben for alle, der ønsker at deltage. Deres Kongelige Højheder Kronprinsparret Haakon og Mette-Marit vil være til stede.
I dag kan alle par gifte sig i de norske kirker, og der lægges ikke vægt på civilstand, når for eksempel en præst udnævnes. Men det har ikke altid været sådan. Der er sket meget, siden bispekonferencen i 1950’erne hvor man kaldte LGBT + personer for ”en social fare af globale dimensioner”.
Tonen er skiftet. Det var ved en bispe-konference tilbage i maj i år, at man besluttede, at der skulle gives en undskyldning. Siden har en arbejdsgruppe været i en proces omkring, hvordan og hvornår. Nu sker det.
Bispekonferencen mente, at der er behov for en klar undskyldning til dem, som kirken har forårsaget skade og smerte. Med håbet om, at en undskyldning vil være et bidrag til det videre arbejde med at hele sår og skabe retfærdighed.

