ANMELDELSER

Det Ny Teaters Guys and Dolls imponerende flot

Foto: Camilla Winther

Ironi, flotte kostumer, og meget flot og originalt tænkt scenografi, bærer Guys and Dolls igennem til en 5- stjernet oplevelse.

Det Ny Teater har til efterårssæsonen 2026 valgt at sætte musicalen Guys and Dolls op. Mange kender musicalen af navn, måske fra filmen af samme navn med Marlon Brando og Frank Sinatra i bærende hovedroller, men næppe kender det store publikum nogle af sangene.

Således har musicalen i nyere tid ikke haft de store ørehængere på hitlisterne, på samme måde som eksempelvis Phantom of the Opera, Cats, eller The Sound of Music. Andre forestillinger Det Ny Teater tidligere har haft på repertoireplanen.

Der er da også enkelte gange man undervejs i den, 2 timer og 40 minutter inklusive 20 minutters pause, lange forestilling tænker, hvorfor? Hvorfor vælger Det Ny Teaters ledelse at sætte en 70 år gammel forestilling som denne op.

Guys and Dolls, der omhandler småkriminelle, spillefugle, væddeløbsheste, og ikke mindst kvinder, have nemlig premiere helt tilbage i 1950 på Broadway.

Hvorfor får man nu den tankegang? Simpelthen fordi der momentvis i forestillingen er øjeblikke, hvor man tænker kom nu videre. Behøver vi bruge så lang tid på et bønnemøde, eller i en spilsituation, terningkast, i New Yorks dystre undergrund, som tilfældet er.

Opvejes til fulde af ironi og scenografi

Men, disse trods alt kortvarige momenter, opvejes dog til fulde af den ironi, den charme, den scenografi, og ikke mindst det spil, og den sang, der præsteres undervejs. Og her kommer vi ikke uden om det: Det er efter denne anmelders mening især er de to kvindelige hovedrolleindehavere, Isabel Schwartszbach som frelserpigen Sarah Brown og Karoline Brygmann som Miss Adelaide, der i den grad giver forestillingen nerve.

Spillefugle, Frelsens Hær, Hot Box

Guys and Dolls handler i korthed om tre miljøer I 1930´ernes New York: De illegale spillefugles, om Salvation Army, altså Frelsens Hær, og om showstedet Hot Box.

Mere præcist om den let anløbne spillefugl og plattenslager Nathan Detroit, skønt spillet af Kim Hammelsvang, og hans udkårne – de har været forlovet i 14 år, showpigen Miss Adelaide, helt suverænt godt spillet af Karoline Brygmann, den sødmefyldte frelserpige Sarah Brown, formidabelt spillet og ikke mindst sunget af Isabel Schwartszbach, og endelig en anden gangster og spillefugl, Sky Masterson, herligt performet af Nicolai Jandorf.

Nathan Detroit har hele tiden væddemål og spil i gang, og presses fra flere sider. Både af andre spillefugle, men især af kæresten Miss Adelaide. Hun på sin side har haft travlt med at fylde moderen, der ikke bor i New York, med løgne. For hvilken mor ville kunne se stiltiende til, mens datteren har været forlovet i 14 år.

Nathan Detroit får, for at skaffe penge til et nyt spillested, arrangeret et væddemål med Sky Masterson. Væddemålet går på, om sidstnævnte vil lykkes at få frelserpigen Sarah Brown med til Havanna i Cuba.

Hvem der vinder væddemålet, de smukke kvinder, og sympatien, må man selv opleve i Det Ny Teater.

Kulisser og kostumer

Som altid har såvel kulisser som kostumer en meget høj prioritet på Det Ny Teater. Til Guys and Dolls ingen undtagelse.

Simon Wells har stået for den flotte flotte scenografi, hvor vi på intet tidspunkt er i tvivl, om vi befinder os i New Yorks undergrund, under en af højbaneerne, på showstedet Hot Box, i Havanna på Cuba, eller i et af Frelsens Hærs lokaler. Det er totalt gennemført, og ligger fint i tråd med tidligere traditioner på Det Ny Teater.

Tilsvarende med kostumerne, som Helle Damgård har designet. De er totalt gennemførte.

Iscenesættelsen af Guys and Dolls er denne gang lagt i hænderne på Heinrich Topp Christensen, og det er tydeligt at han har fået det optimale ud af det store cast, men også ud af materialet sådan som det i sin tid blev skrevet af Jo Swerlingog Abe Burrows, og i Hans Christian Ægidius oversættelse fra

Tilsvarende har kapelmester Jesper Frank Christensen i spidse for det i alt 12 mand store orkester fået det optimale ud af Frank Loessers musik.

Kuriosum

Som kuriosum kan nævnes at to af de medvirkende i Det Ny Teaters opsætning af Guys and Dolls, Preben Kristensen og Ann Hjort som henholdsvis frelsertrommeslageren Arvide Abernathy og frelserkaptajnen General Cartwright, begge havde deres professionelle debut i netop Guys and Dolls. Det var ved Aarhus Teaters opførelse i 1978.

5 fine stjerner

Trods det, at Guys and Dolls momentvis, og som indledningsvis skrevet, synes lidt til den lange side, så opvejes det til af stykkets indbyggede ironi, skuespillernes præstationer, scenografi og kostumer, at Out and About ikke tøver med at give fem fine stjerner.

Fakta om GUYS AND DOLLS

Spillested: Det Ny Teater

Spilletid: Til 29. november 2026

  • Iscenesættelse: Heinrich Christensen
  • Scenografi: Simon Wells
  • Kostumer: Helle Damgård
  • Koreografi: Heather Douglas
  • Lysdesign: Malte Hauge
  • Lyddesign: Det Ny Teater
  • Musikalsk indstudering: Michael Webborn
  • Kapelmester: Jesper Frank Christensen
  • Oversættelse: Hans Christian Ægidius

 

  • Medvirkende:

Sarah Brown – Isabel Schwartzbach

Nathan Detrois – Kim Hammelsvang

Sky Masterson –  Nicolai Jandorf

Arvide Abernathy – Preben Kristensen

Miss Adelaide – Karoline Brygmann

Lt. Brannigan  – Kasper Leisner

General Cartwright – Ann Hjort

Goody-Goody Johnson – Nis Pedersen

Benny Southstreet – Simon Nøiers

Rusty Charlie – Søren Bech-Madsen

I øvrige roller: Lauge Demant, James Leece, Frederik Espenhain, Cassandra Bækkel, Marie Gersholm Baktoft, Josephine Feit, Linnea Stenbeck, Fannie Johansson, Julia Åkesson, Jacob Prüser, Nils Boyer, Benjamin Windborg, Mikkel Hoé, Mark Lenskjær Fries, Cecilie Hedin Klagenberg og Rebecca Gusdal

Billetter og spilletider finder du her