SAMFUND

En lille LGBT+ sejr i Ungarn

Den meget LGBT+ kritiske Viktor Orbán vinder atter valget i Ungarn.
Foto: Miniszterelnöki Kabinetiroda

I Ungarn vandt Viktor Orbáns overraskende klart parlamentsvalget, men folkeafstemningen om loven, der begrænser skolers undervisning om homoseksualitet faldt.

Orbáns højrepopulistiske parti Fidesz vandt i weekenden parlamentsvalget i Ungarn. Partiet fik godt 53 procent af de afgivne stemmer, og dermed kan den homofobiske Orban gå ind sin fjerde valgperiode som regeringschef i Ungarn.

Samtidig med parlamentsvalget skulle vælgerne også tage stilling til et lovforslag, der i det store hele ville forbyde skoler og institutioner at undervise i LGBT+ emner.

”Folkeafstemningen vil stoppe ”kønsvanviddet” sagde Orbán i marts, da han skød valgkampen i gang i parlamentet.

”En far er en mand, en mor er en kvinde og børnene skal være i fred”, lød det dengang fra Orbán.

Men afstemningen opnåede ikke nok stemmer til at loven kan træde i kraft. Hermed  kan det ungarske LGBT+ miljø notere en lille sejr. Forud for afstemningen havde LGBT+ aktivister og oppositionspolitikere opfordret vælgerne til at undlade at deltage i folkeafstemningen om ”homo-propaganda-loven”.

Orbán har i sin regeringstid indskrænket rettighederne for homoseksuelle og andre minoriteter. I 2020 vedtog parlamentet således en lov, der forhindrer transpersoner at skifte køn juridisk.

Læs også: Første åbne homoseksuelle statsoverhoved