Skal EU slippe presset på Ungarn, mens LGBT+ loven stadig gælder?

Foto: Mathias Kronow
EU kan være på vej til at afslutte den otte år lange artikel 7-sag mod Ungarn. Men landets omstridte LGBT+ lov gælder fortsat. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt parlamentet vil være med til at lempe presset på Ungarn, før loven er væk.
Efter otte års konflikt kan EU være på vej til at afslutte sin artikel 7-procedure mod Ungarn.
Artikel 7 er EU’s redskab over for medlemslande, hvor der vurderes at være en klar risiko for alvorlige brud på EU’s grundlæggende værdier som demokrati, retsstat, ligebehandling og menneskerettigheder. I yderste konsekvens kan et medlemsland få suspenderet visse rettigheder i EU, herunder stemmeretten i Ministerrådet.
Sagen mod Ungarn blev indledt i 2018 og befinder sig fortsat i den forebyggende del af proceduren, artikel 7, stk. 1. Ungarn har altså ikke mistet sin stemmeret.
Ny regering i Ungarn
Nu kan sagen imidlertid være på vej ind i en ny fase.
Det sker efter regeringsskiftet i landet, hvor Péter Magyar har overtaget efter Viktor Orbán. Den nye regering er begyndt at ændre flere af de love, der gennem årene har ført til kritik fra EU.
Men én af dem står fortsat tilbage: den omstridte LGBT+ lov fra 2021. Loven begrænser mindreåriges adgang til blandt andet bøger, film og andet indhold, der viser eller omtaler homoseksualitet og kønsskifte.
I april fastslog EU-Domstolen, at Ungarn har brudt EU-retten med loven. Domstolen gik usædvanligt langt og fastslog, at lovgivningen stigmatiserer og marginaliserer LGBT+ personer. Samtidig blev Ungarn dømt for at have tilsidesat nogle af de grundlæggende værdier, som EU bygger på. Alligevel er loven endnu ikke blevet ophævet.
Det bliver derfor et af de spørgsmål, Europa-Parlamentet skal se nærmere på, før politikerne beslutter, om artikel 7-proceduren kan afsluttes.
Den hollandske europaparlamentariker Tineke Strik, der står i spidsen for Parlamentets arbejde med sagen, siger til Euronews, at ophævelsen af LGBT+ loven direkte indgår på listen over de forhold, der skal vurderes. En delegation fra Europa-Parlamentet skal efter planen besøge Ungarn til oktober.
Sagen også relevant i Danmark.
Hvis Europa-Parlamentet ender med at anbefale, at proceduren afsluttes, skal Parlamentets medlemmer tage stilling til sagen. Dermed får også de danske medlemmer af Europa-Parlamentet mulighed for at tage stilling.
Spørgsmålet bliver, om de mener, at EU kan afslutte sagen mod Ungarn, mens en lov, som EU-Domstolen har kendt i strid med EU-retten og EU’s grundlæggende værdier, fortsat gælder.
Danmark har hidtil støttet artikel 7-proceduren mod Ungarn og arbejdet for at fastholde det politiske pres på landet. Den danske regering har samtidig flere gange kritiseret Ungarns behandling af LGBT+-personer. Senest har Danmark under sit EU-formandskab fremhævet beskyttelsen af LGBT+-minoriteten som et spørgsmål, der fortsat skal have opmærksomhed i artikel 7-sagen.
En endelig rapport om udviklingen kan være klar omkring årsskiftet eller i begyndelsen af 2027.
