EU-Dom: Ungarsk lov “stigmatiserer og marginaliserer” LGBT+ personer

Foto: Mathias Kronow
I en historisk dom slår EU-Domstolen nu fast, at den ungarske lovgivning rettet mod LGBT+ miljøet er i direkte strid med EU’s grundlæggende værdier. Dommen falder som et tungt punktum i en årelang strid og sender et utvetydigt signal til landets nye ledelse: Diskrimination kan ikke retfærdiggøres som “national identitet”.
Loven, der blev indført under Viktor Orbáns regering, er blevet voldsomt kritiseret for at forsøge at gøre LGBT+ personer usynlige i det offentlige rum. Under dække af at “beskytte børn”. Reelt har lovgivningen fungeret som et redskab til både at marginalisere ved at begrænse adgangen til information om homoseksualitet og kønsidentitet. Og stigmatisere ved at fremstille LGBT+ budskaber som skadelige eller fremmed for det ungarske samfund.
Klar dom
EU-Domstolen er i sin afgørelse usædvanlig direkte. Domstolen understreger, at en medlemsstat ikke kan bruge sin nationale suverænitet som skjold for at undertrykke en minoritetsgruppe.
»Denne lov er i strid med selve Unionens identitet som fælles retsorden i et samfund, der er kendetegnet ved pluralisme,« lyder det i dommen.
Mens loven blev vedtaget under Viktor Orbáns i hans konservative opgør med liberale værdier, er det nu op til landets nye premierminister Péter Magyar at arbejde med dommen fra EU-Domstolen.
For Ungarns LGBT+ miljø betyder valget af Magyar et forsigtigt håb om en ny æra. Hvor den tidligere regering aktivt førte kampagne mod minoriteters rettigheder, har Magyar og hans parti, Tisza, lagt op til en mere inkluderende kurs. En kurs, der anerkender, at alle borgere har ret til at leve frit og elske frit. Desuden skal det være slut med politisk hetz mod dem, der tænker eller lever anderledes end flertallet.
Vejen frem
Selvom dommen fra EU er en juridisk sejr for LGBT+ personers rettigheder, udestår det praktiske arbejde. Det er nu op til den nye regering at rulle de diskriminerende paragraffer tilbage. Og dermed sikre, at Ungarn igen bliver et land, hvor mangfoldighed ses som en styrke frem for en trussel.
Som Ungarns nye premierminister Péter Magyar selv har formuleret det: “Alle kan leve med og elske, hvem de vil”. Nu skal lovgivningen blot følge med.
