Block 66 lukker
Efter godt to år lukker Block 66 med umiddelbar virkning.
Den 2. december fik Block 66 dødsstødet af Københavns Kommune.
”Igennem de to år, Block 66 har eksisteret, har vi været overbevist om, at vi var omfattet af Kulturanstantens alkoholbevilling. Desværre har det vist sig ikke at være tilfældet,” siger Kassem Ibrahim, som har drevet Block 66 siden åbningen i september 2012.
”Vi må også konstatere, at vi mangler de nødvendige tilladelser fra Center for Byggeri. Dem har vi mailet frem og tilbage med i to år, og derfor opgiver vi nu kampen mod bureaukratiet,” siger Kassem Ibrahim.
Han tager dog lukningen med et smil.
”Jeg glæder mig over to fantastiske år og vil i den anledning takke alle de mange mennesker og grupper i Københavns LGBT-miljø, som har bakket op om Block 66. Sammen har vi skabt et unikt og fantastisk sted.”
MetroXpress har i en artikel tegnet et billede af Block 66 som fest og farver uden alkoholbevilling. Spørger man brugerne, er sandheden dog mere nuanceret:
”Ved Harem-festerne har man kunnet komme og mødes under diskrete omgivelser, gemt væk fra den mere populære del af Kødbyen. Selv kommer jeg fra en baggrund, hvor det ikke var sikkert for mig at opsøge det mere etablerede homomiljø,” siger Maria Schmidt, som har arrangeret kvindefesterne Harem for lesbiske, biseksuelle og andre kvinder med minoritetsetnisk baggrund.
”Jeg føler mig selv meget tilknyttet til Block 66, for det er her, mange af os LGBT’ere med minoritetsetnisk baggrund har fundet modet til at acceptere vores seksualitet gennem at møde andre med samme baggrund. De nye kommer nu virkelig til at mangle et sted som Block 66.”
I LGBT Ungdom er man også kede af lukningen af Block 66.
”Det er utroligt ærgerligt, fordi der her var et lokale, som var brugbart og til rådighed for andre dele af miljøet. I LGBT Ungdom har vi holdt alt fra debataftener og grillaftener til præsentationen af vores ny hjemmeside og afslutningen på IGLYO-konferencen i 2013. Og hver gang har vi fået lov til at låne lokalet gratis,” siger Christoffer Jakshøj, som er forperson i LGBT Ungdom.
Ud over LGBT Ungdom har også MIX Copenhagen og Pan Idræt været blandt de grupper, som har benyttet sig af muligheden for gratis at låne Block 66 til deres arrangementer.
Frustrationen er stor i Sabbah, foreningen for LGBT’ere med etnisk minoritetsbaggrund.
”Vi er meget kede af at Block 66 lukker. Nu står vi helt uden et sted at mødes,” siger Mehmet, der er formand i Sabaah.
”Block 66 har været en tryg ramme for mange unge LGBT’ere med minoritetsetnisk baggrund, fordi stedet lå diskret, gemt i Den Brune Kødby. Det betyder rigtig meget for dem, som ikke har fortalt deres familie, at de er homo, bi eller transpersoner.”
”Sabaah har altid kunnet benytte sig af Block 66’s lokaler ganske gratis, både til vores torsdagsmøder, debatarrangementer og vores tre-fire årlige fester.”
Block 66 blev i september 2012 udskilt fra Sabaah og har siden været drevet af Kassem Ibrahim. Sabaah og andre grupper i LGBT-miljøet har kunnet låne lokalerne gratis, når de havde behov for det.