SAMFUND

Yildiz Akdogan: World Aids Day er en vigtig markering

I dag markeres World AIDS Day over hele verden. Det er en dag, der ligger S-folketingsmedlemmet Yildiz Akdogan (billedet) på sinde.

Det er stadig vigtigt at sætte fokus på HIV og AIDS, mener folketingsmedlem Yildiz Akdogan (S), der har samlet penge ind i forbindelse med den højtidelige dag.

I dag – 1. december – markeres World Aids Day.

Og det er stadig en vigtig dag at markere, mener folketingsmedlem Yildiz Akdogan (S):

– Dagen er en vigtig markering af en sygdom, som der heldigvis er fundet gode behandlingsformer på, men som det stadig er vigtigt at sætte fokus på, fortæller Akdogan til outandabout.dk.

Deltager i ‘HIV på Borgen’

Helt konkret sætter hun – og flere andre folketingspolitikere – fokus på dagen ved at støtte op om AIDS-Fondets initiativ HIV på Borgen.

Det er en slags dyst, hvor danske politikere samler ind og konkurrerer mod hinanden om, hvem, der har den største viden om HIV og AIDS.

Vil nå ud til nydanske miljøer

For Yildiz Akdogan er det særligt vigtigt at nå ud til de nydanske miljøer i forbindelse med oplysningsarbejdet om HIV og AIDS:

– Jeg er især interesseret i at nå ud til de nydanske miljøer, som godt kan have en berøringsangst overfor emnet og derfor er det sundt at debattere emnet i disse kredse, forklarer Yildiz Akdogan, der selv første gang fik kendskab til sygdommen i slutfirserne.

– Jeg blev virkelig opmærksom på sygdommen, da den populære danske tv-vært Kim Schumacher døde i 1990. Jeg var startet i gymnasiet, og blev ret påvirket, fordi jeg så hans programmer. Som 15-årig blev AIDS pludselig noget, der også kunne ramme en man “kendte”. Det gjorde indtryk, erindrer Akdogan.

Stadig lang vej

Der er sket meget siden 1990. Vi har blandt andet fået kombinationsbehandlingen, men der er stadig lang vej endnu i arbejdet med effektiv behandling og afstigmatisering af sygdommen.

– Allerhelst så jeg, at AIDS og HIV ikke eksisterede om 20 år. Det er desværre ønsketænkning, men forhåbentlig har vi til den tid halveret af antallet af både HIV- og AIDS-smittede i verden, lyder ønsket fra Akdogan.

Vinderen af ‘HIV på Borgen’-dysten findes senere i dag.