SAMFUND

Vild med jul med Kenny Hoffland

Vi har rullet den røde juleløber ud og inviteret personer, der lige er lidt ekstra vild med jul til en snak, de fire søndage i advent.

Lad det dufte ekstra brunt og brændt, for du er landet lige midt i Out and Abouts store kasse med julepynt, og pakker pakket sirligt ind med kærlighed. Vores lille bud på en adventskalender.

Fire søndage i træk tager vi en snak med en person, hvor julen lige fylder lidt ekstra.

Lad os straks åbne den første adventsgave og sige pænt goddag til Kenny Hoffland.

Skaberen af Centralhjørnets julepynt

Kenny Hoffland er medejer af den historiske og ikonisk LGBT+ bar i København, Centralhjørnet. Derudover er kendt som performer inden for drag, slager og de gode gamle viser. Blandt andet sine fortolkninger af Liva Weels bagkatalog. Han er også ejer af online shoppen Hoffland’s Collection, der sælger julepynt og dekoration udover det sædvanlige. Det har med udspring i glæden og begejstringen ved julepynt med årene udviklet sig til også at omfatte påskepynt og pynt til andre årstider og fester.

Kenny Hoffland. Privatfoto.

”Det at pynte op markerer en højtid, en årstid eller en særlig begivenhed. Det speeder hygge, glæde og positivitet. Det samler os om noget vi er fælles om og ser frem til” fortæller han, da vi i anledningen af første søndag i advent har taget en lille snak med ham om julen. Og netop den, har da også en særlig plads hos ham:

”Jul er hygge, kærlighed og varme. Familie og venner. God mad og drikke og en skattet kirkelig højtid for mig. En tid hvor man virkelig mærker forventningens glæde hos de fleste.”

Men for Kenny Hoffland har julen to sider. Den private og den professionelle. Som en del af det sidste går turen blandt andet forbi Tyskland i jagten på nye og spændende ideer:

”Hvert år tager vi på julemesse i Tyskland, hvor vi mødes med producenter og leverandører fra hele verden. Her er en masse inspiration at hente. Og vi bruger næsten altid for mange penge – eller i hvert fald flere end der var planlagt hjemmefra.”

Jul hele året

Du må tænke ret meget på jul og julepynt hele året rundt, er det helt forkert gættet?

”Julen for mig begynder i januar, når vi har pillet julepynt ned på Centralhjørnet. Allerede der og måske i virkeligheden inden det, begynder tankerne om, hvordan det skal være til næste jul. Alt skal bestilles i det tidlige forår, så vi er nødt til at være tidligt ude.”

Så i starter altså allerede juleforberedelserne på Central Hjørnet i januar? Hvad er processen ellers, kan du sætte lidt ord på det.

”Når vi drager afsted på julemesse, har vi hjemmefra gjort os tanker om, hvordan vi gerne vil have det. Nogen gange holder det stik og andre gange bliver det noget helt andet, fordi vi får nye input og ideer, når vi står midt i Juleland. Allerede i februar bestilles det vi skal bruge, og så er der bare tilbage at vente på det hele kommer hjem. Når det hele er kommet hjem fra diverse leverandører begynder arbejdet med at forberede så meget som muligt inden dagen, hvor det hele skal sættes op på Centralhjørnet. På dagen kommer en masse glade hjælpere og giver en hånd med, så vi kan få afsløret årets julepynt til tiden og få årets første kop gløgg. Det plejer at være et tilløbsstykke og sker som regel sidste søndag i oktober, så vi er juleklar til J-dag, som bekendt er 1. fredag i november.”

Det kan aldrig blive for meget

Nogen vil jo nok mene at jeres pynt er alt for meget, over the top, kan du godt lide at gå lidt ekstra på ting?

”Når man gør noget, kan man lige så godt gøre det ordentligt. Det gælder også julen. Vi pynter altid op efter mottoet: ’Det kan aldrig blive for meget’. Jeg har ikke i år hørt nogen sige, at det er for meget, men nogen synes det måske. De fleste får et smil på læben når de træder ind på Centralhjørnet, og så er det det hele værd. Glæde og hygge er det vi gerne vil, og det synes jeg vi rammer meget godt – ikke mindst med vores juleudsmykning.”

Skal der glimmer og glitter til?

”Glimmer og glitter er ikke et must – men dog heller ikke en hindring. Det skader jo bestemt intet. I år har vi dog overraskende lidt glitter i vores dekorationer, men det gør ikke at det er mindre julet.”

 

Dette års julepynt på Centralhjørnets. Foto: Centralhjørnet.

Privat og professionelt

Kan du godt skelne imellem det arbejdsmæssige og private?

”Det ene er arbejde, det andet er afslapning. Så ja det kan jeg sagtens skelne imellem. At begge dele så er hyggeligt, er bare et stort plus.”

Hvor meget fylder jul og pynt hjemme hos dig?

”Julepynt fylder ikke så meget i mit private hjem som det gør på Centralhjørnet, men jeg elsker stadig at pynte op med lys i den mørke tid. Måske i en lidt mere minimalistisk stil end på Centralhjørnet.”

Glæden er en gave

Er det vigtigt for dig at være med til at skabe stemning og glæde?

”Er det ikke det hele livet handler om? At skabe noget andre bliver glade for. At glæde andre og gøre deres liv lidt bedre. Det må være målet og derfor vi er sat i verden. Ikke bare som forretning men som mennesker. Glæden er en gave vi kan give hinanden.”

Hvilke juletraditioner, store som små, er der hos dig/jer?

”Vi har masser af juletraditioner. Privat ligner jeg nok de fleste andre danskere, der fejrer jul. Vi går i kirke, spiser god mad, giver gaver, synger julesange og danser om juletræet. På Centralhjørnet har vi også nogle skønne traditioner. Julepynt, julegløgg, J-dag med billig julebryg, julekalender og julegaver til personalet, pakkekalender til gæsterne og meget andet.

Er du en julenørd?

”Jeg tænker ikke mig selv som julenørd, men nogle vil måske mene noget andet. Jeg synes bare at julen skal være hyggelig og hvis jeg kan være med til at glæde mine medmennesker, så har jeg ikke gået forgæves på denne jord.”

Næste søndag åbner vi endnu en adventsgave. Indtil da, så god tur rundt til byens bare og cafeer for at finde den allerbedste gløgg. Pebernødtrilning. Julehjertefletning med lim på fingrene, fra julens øvrige klippe klistre. Nissehuestrikning. Eller bare kort sagt: glædelig december.

Mere af den skønne stemning fra dette års julepyntet Centralhjørnet. Foto; Centralhjørnet.