ANMELDELSER

Nøddeknækkeren – julen danses ind

Det Kgl. Teater danser julen ind med Nøddeknækkeren.                  Foto Henrik Stenberg

Ballet: Med den skønneste musik og de skønneste dansere kan du for en kort stund forlade denne verdens hæsligheder og ubekvemme sandheder. Drøm dig bare ind i en julehistorie. Tag hele familien med.

Det er skønt at se så mange børn til Nøddeknækkeren. En af verdens mest kendte balletter, som appellerer både til børn og voksne. Den opføres ved juletid på teater- og operascener i hele verden.

Lige siden den første opførelse har børn og voksne nydt den vidunderlige, men også lidt uhyggelige historie om Clara og Fritz og nøddeknækkeren. Forlægget, som hedder ’Nøddeknækkeren og Musekongen’ (Nussknacker und Mausekönig) er et eventyr skrevet af den tyske romantiske forfatter E. T. A. Hoffmann i Berlin i 1816.

Alexandre Dumas den ældres version (1844) af historien fik i 1892 musik af Tjajkovskij med koreografi af balletmester Marius Petipa.  Den blev uropført som ballet i St. Petersborg. Der kom så i 1954 en ny version af George Balanchine, og det er denne udgave, Det Kongelige Teater opfører.

Wards juleunivers

På Gamle Scene danses Balanchines originale version i Anthony Wards juleunivers. Ward vil mange ting med sine kostumer og scenografi – og nogen gang må man gerne forlade historien lidt og bare nyde scenografien, tableauerne og de flotte kostumer. Men musikken snyder ikke, og danserne heller ikke. Der er julestemning at spore blandt danserne.

Fantasien og poesien kender ingen grænser, når vi ledsaget af Tjajkovskijs betagende og iørefaldende musik føres fra den hyggelige julefest hos bedreborgerfamilien til det eventyrlige barndomsunivers, hvor alt kan ske.

Siden er balletten blevet juleklassikeren over alle, og George Balanchines eventyrlige udgave fra 1954 er den måske mest sublime. Balanchines ballet er skabt til og for børn, men den elegante, klassiske koreografi er lige så meget til det voksne publikum. En uimodståelig forestilling, der appellerer til enhver juledyrker.

Nøddeknækkeren er en god introduktion til både klassisk musik og ballet for børn og danseglade sjæle. Til regnbuefamilien med børn i alle aldre eller blot de romantiske gammelonkler kan det varmt anbefales at kigge forbi Gamle Scene. God Jul.

Fakta:

Koreografi George Balanchine / Musik Pjotr Tjajkovskij / Scenografi og kostumedesign Anthony Ward / Lysdesign Anders Poll / Redesign 2. akt lys Michael Radl / Dirigent Sebastian Almanzar / Orkester Det Kongelige Kapel / Sidste opførelse 22. december 2024.