Gribende langsommelighed på Aalborg Teater
Kan kærligheden overvinde hverdagens gentagelser? Med Jon Fosses dramatik ‘Drøm om efteråret’ giver Aalborg Teater et bud, der ender med at gribe en ved langsommelighed, det usagte og eftertænksomheden deri.
For år tilbage blev Jon Fosse tildelt Nordisk Råds Litteraturpris og sidste år fik han Nobelprisen i litteratur. I 2021 tog Aalborg Teater et psykedelisk favntag med hans forestilling ’ Jeg er vinden’ og i denne sæson gælder det så ’ Drøm om efteråret’.
På en kirkegård befinder en mand sig alene midt i regnen. Han søger ofte væk fra hjemmet. En kvinde kommer til. De mødes tilfældigt, men har en fælles fortid. En flirt som aldrig rigtig blev. Hun er stadig single. Han er gift og har et barn. De føler sig begge ensomme. Tør de kaste sig over hinanden og ud i det. De vil have kærligheden. Hun umiddelbar og åben. Han mærker lysten og drømmen, men er plaget af angsten for at såre. En mor, en far og en (eks) kone kommer til og holder ham fast heri. Kan og skal der gives slip og efter? De gør det, men kan de bryde ud af gentagelserne. Måske er det i sidste ende bare nemmest at være alene, indtil døden kommer, som det eneste sikre. Livet er en drøm, man først vågner fra, når man dør.
Gribende langsommelighed
Forestillingen flytter sig fremad i en nærmest uendelig mængde af gentagelser af ord og korte sætninger. De gentages om og om igen, med nye betoninger, pauser og små forsigtige bevægelser. Som når en tanke eller følelse sætter sig fast og i ens hjerne fare rundtosset ud af en og alle tangenter på samme tid.
Vi bliver langsommeligt fanget ind. Imens alt bliver sagt af omgange, bliver intet alligevel helt åbnet op. For det er i det usagte følelserne, størst smerten, gemmer sig, sammen med det egentlige drama. Ovenover hænger en skygge af det uforløste. Det man drømte om, men aldrig opnåede, fordi man aldrig kunne give sig fuldt ud. Men alligevel fandt man en vej, skønt en længselsfuld en af slagsen. Og i hele denne drømmen, der bliver historier og liv fortalt.
Ja, denne anmelder får helt lyst til at citere salmeforfatteren Marianne Søgaards sang ’Som var mit sind lidt græs, der blev fortalt” og gør det: ”Når jeg har hørt de tomme rum i huse, fortælle drømme som jeg selv har drømt. Og hørt de glemte døre stå og sluse. Mine sunkne minder rundt på skrømt. Så har jeg set en jordiskhed i alt. Som var mit sind lidt græs der blev fortalt.”
Man får tid til tanke og med ro kommer eftertænksomheden. Man går derfra fyldt og rørt.
I alt sin enkelthed
Man bliver grebet af iscenesættelsen. Enkel og skarp. På mange måder nedtonet, men nok. Man bliver hevet ind af spillet og skuespillernes små nuancer.
Katrine Krohn har skabt en smuk, men minimalistisk scenografi, der skaber det perfekte rum. Lette og alligevel så tunge røde gardiner er rammen. Rød grus er bunden og en lang hvid kasse er som bænk den faste rekvisit. Vi hører hvert et skridt, der bliver taget. De tunge, de hurtige og de tvivlsomme.
Kasper Daugberg giver os et veltilpasset lysdesign og Kristian Berg levere et let og blødt melankolsk lydtæppe, der ligger som en berigende tåge hen over forestillingen.
Det nænsomme spil
Skuespillerne giver os nøgternt og nænsomt spil. Fint og stille, men alligevel med styrke.
Østen Borre Simonsen og Marie Knudsen Fog har som Manden og Kvinden nogle virkelig fine sekvenser. Den måde de nærmere sig hinanden på, hvor man virkelig mærker, at de vil hinanden, men at så meget holder dem tilbage.
Camilla Gjelstrup, Martin Ringsmose, Clara Josephine Manley har et lidt større spil. Først nævnte formår virkelig at skabe en skrøbelighed bag en ellers lidt direkte mor.
Når man har haft familien med en tur ind i ’Det Magiske Tivoliteater’ på Store Scene og fået en god omgang sødmefyldt julestemning, kan man passende lade børnene passe også tage af sted endnu en gang, men hoppe forbi Lille Scene og få et skud eftertænksomhed til vintermørket. Et mørke denne anmelder lade lyse op af fem funklende stjerner.
Om forestillingen
’Drøm om Efteråret’ – Aalborg Teater.
Spilleperiode: Frem til 19. december.
Medvirkende: Østen Borre Simonsen, Camilla Gjelstrup, Marie Knudsen Fog, Martin Ringsmose, Clara Josephine Manley
Dramatiker, forfatter: Jon Fosse.
Oversætter: Madame Nielsen.
Instruktør: Nicolei Faber.
Scenograf: Katrine Krohn.
Lysdesigner Kasper Daugberg.
Lyddesigner Kristian Berg.
Forlag: Columbine Teaterforlag.
