Biseksuel og elektrikerlærling
Foto: Chris Christophersen
Lise Rachlitz er 26 år og bor i København. Hun er i lære som elektriker og er biseksuel. Hun stammer fra Sønderjylland, men har boet mange forskellige steder i Jylland, senest Skive.
Det startede, da hun var omkring 13 år gammel. Hun begyndte ved fester både at kysse med drenge og piger. Først opfattede hun det mest for sjov, og som noget, hun bare gjorde. Det var først, da hun var 20 år, og hun begyndte med at date en anden kvinde, at hun tænkte over, hun var biseksuel.
”Det kom glidende lidt efter lidt. Så jeg har ikke haft den store åbenbaring, som man nogle gange hører om, at andre har haft, når de har fundet ud af, at de er biseksuelle. En kvinde, som jeg havde et forhold til, tog jeg også bare med hjem til mine forældre. Og på den måde fandt de ud af det. Og så kunne de forholde sig til det, som de nu ville. Mere gjorde jeg ikke ud af det”, fortæller Lise Rachlitz til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcasten Regnbueland.
Både opbakning og modstand
Hendes far, stedmor og søskende tog med hendes egne ord det ret så cool, at hun var biseksuel. Omgivelserne reaktion kunne derimod godt være anderledes, når Lise Rachlitz gik rundt sammen med sin daværende pigekæreste i Skive.
”Vi kunne godt få nogle blikke og klamme kommentarer, især fra unge drenge. På et tidspunkt stod vi inde i en butik og krammede og kyssede lidt sammen uden at tænke nærmere over det. Udenfor på gaden holdt der en bil ved et lyskryds med nogle fyre, som var omkring 18 år. De begyndte at råbe af os og med deres hænder at lave nogle ubehagelige tegn og bevægelser. Selv om vi ikke følte, at de var truende, var det vildt ubehageligt, at andre reagerede sådan, bare fordi min kæreste og jeg var glade for hinanden. Vi kunne ikke se nået som helst negativt i det”, fortæller Lise Racklitz og fortsætter:
”Jeg har altid selv følt, det var naturligt, at jeg var biseksuel, også inden jeg begyndte at fortælle det til andre. Men så snart, jeg begyndte at sige det højt, så var der nogle, der ikke syntes, at det var naturligt og begyndte sige noget negativt om mig. Noget, jeg bestemt ikke havde brug. Da var det rart, at jeg pludselig kunne sige til mig selv, at jeg var en del af LGBT+ miljøet, som heldigvis var fuld af kærlighed og alt muligt andet dejligt”.
Noget holdt hende tilbage
På en må vidste hun måske alligevel godt, hvad hun ville være. Hun havde i hvert fald i lang tid gerne ville være elektriker – ligesom hendes far. Hun havde hørt meget om jobbet fra ham og syntes, det lød spændende. Hun havde også allerede fra, hun var mindre fået lamper, som hun selv satte op. Men noget holdt hende – i første omgang – tilbage med at blive elektrikerlærling.
”Den kultur og jargon, som jeg har hørt fra min far, fra medierne og mange andre steder om, hvordan det var i elektriker og håndværkerbranchen, det var ikke noget, jeg som kvinde, feminist og biseksuel kunne se mig selv i. Det var en kultur med nøgenkalender af kvinder på erhvervsskolen og i skurvognen. En seksualisering af kvinder og sommetider også diskrimination af andre, fordi de for eksempel var var homoseksuelle eller havde en anden etnisk baggrund end dansk”, lyder det fra Lise Racklitz.
Træt af dårlige jokes
Hun har nu været i lære som elektrikerlærling i over et år. Noget, som er meget glad for, og hun oplever at have gode rammer på sin arbejdsplads. Hun ser det som en klar fordel, at hun var i midten af 20’erne og dermed voksen, da hun startede i lære. Det gælder blandt andet i forhold til at skulle håndtere sprogtonen på arbejdspladsen. Helt konkret den måde, som hun og andre kvinder bliver omtalt på af mændene. På et tidspunkt var der en af svendene, som kaldte hende for en kost. Han sagde, det var ment for sjov, og at det var tradition for, man i branchen lavede fis med hinanden.
”Jeg blev sur på ham og sagde: Hvad er det for noget, du kalder mig? Jeg ville sgu ikke finde mig i, at han kaldte mig for en kost. Jeg ved godt, det er meget almindeligt, at man joker med hinanden. Men jeg sagde til ham, at han var for meget. Han endte også med at sige, at han godt kunne se, at han var gået over grænsen. Jeg ved ikke, om han mente det, eller om bare sagde det. Om han bare ville have mig til at holde kæft. Jeg håber på det første”, siger Lise Rachlitz med et smil.
Finder sig ikke i noget
Hun lægger ikke skjul på, at hun ikke finder sig i noget. At hun godt kan blive ved med at give igen og igen, når nogen har sagt noget til hende, som de syntes var sjovt, men som hun opfatter som nedsættende. På samme måde som hendes svende-kollega gjorde det.
”Det ligger i mig som person, at jeg ikke vil finde mig i at blive talt ned til. For jeg syntes ikke, det er sjovt. Hvis ikke jeg siger stop over for andre, som omtaler mig som kvinde på en nedladende måde, så stopper det aldrig. Og næste gang så kommer en lærling, der måske er noget yngre end mig, og så fortsætter de dårlige jokes bare. En ung pige på 16 år, som kommer i lære, tør måske ikke at sige noget og finder sig i det. ”.
Men Lise Rachlitz mener ikke, at nogen skal finde sig i det, heller ikke når man er en ung kvindelig elektrikerlærling.
Fokus på kvindelige lærlinge
Sammen med andre lærlinge i Dansk El-Forbund og lærlinge og elever fra andre fagforbund er hun med i det, der bliver kaldt for ”Lærlingeoprøret”. Det ønsker, at lærlinge skal have bedre vilkår, og at erhvervsuddannelserne skal have en større anerkendelse i samfundet, og at gymnasiet ikke skal favoriseres på bekostning af dem. Nogle af de aktive i lærlingeoprøret har også specifikt fokus på kvindelige lærlinge.
”Vi har været til møde med ligestillingsminister Marie Bjerre. Et godt og spændende møde, og jeg håber, hun lyttede efter, hvad vi sagde, og at hun vil være med til at gøre noget for os kvinder, der er gået i lære i et håndværkerfag, som traditionelt set har været domineret af mændene.
Det at der bliver talt om problemet med, hvordan kvinder bliver behandlet som lærlinge, er et godt første skridt. Mange af de ting, der trænger til at blive ændret i håndværker-fagene er kulturelle normer. Blandt andet den måde vi kvinder bliver omtalt på. Men når det drejer sig om at ændre en kultur, er det bare noget, der tager lang tid at ændre. Det kan godt være lidt frustrerende, når man står midt i det, for jeg har bare så meget lyst til, at kulturen skal blive ændret. Ellers får vi heller ikke flere kvinder til at blive lærlinge, som der er så hårdt brug for”, understreger Lise Rachlitz.
Forskel på København og Jylland
Hun har boet mange steder i Jylland. Hjemme føler hun dog er København, hvor hun bor i dag, og hvor hun både er aktiv i Dansk El-Forbunds Ungdom. Her er hun også en del af hovedstaden LGBT+ miljø. Og Lise Rachlitz oplever, at der er stor forskel på at være biseksuel i Jylland og så på i København.
”Jeg har boet mange forskellige steder i Jylland. Her syntes jeg ikke, at der er stor forskel på, om man bor i Skive eller Esbjerg. Det var også derfor, jeg flyttede til København. Her er der mange flere muligheder, og så er der bedre plads til, at jeg kan være mig selv. Hvis jeg kommer gående med en anden kvinde i hånden, så er der ikke en masse mennesker, som kigger på os. Vi er bare to i en stor menneskemængde. Når jeg gjorde det samme i for eksempel Skive, så ville andre lægge meget mere mærke til det. Der selvfølgelig heller ikke så mange mennesker på gaden som i København. Der er også et stort LGBT+miljø her og en klubscene. Jeg har mennesker og miljøer, hvor jeg kan være fuldstændig mig. Jeg møder kort sagt: accept. Der er ikke nogen, der kigger skævt til mig, fordi jeg kysser med en kvinde. Eller bare fordi jeg siger, at jeg er biseksuel. Og jeg skal ikke høre på de der dårlige jokes om kvinder. Så på den måde oplever jeg, at man er kommet meget længere i København end resten af landet”, mener Lise Rachlitz.
Podcasten med Lise Rachlitz om at være LGBT+ person i København på Regnbueland er støttet af Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg.
