Transmindedag

At have en international mindedag er tegn på, at noget på et tidspunkt i historien har været så grusomt, at vi som mennesker har behov for at huske, mindes og tage ved lære. -For eksempel Holocaustdagen.

Nogle mindedage trækker tråde helt op i nutiden og ind i grupper og enkeltpersoners dagligdag. En sådan mindedag er Transgender Day of Remembrance – eller transmindedag på dansk.

I dag søndag den 20. november kl. 18.00 samles det danske transmiljø og andre på Vesterbros Torv i København. Lys vil blive tændt, måske vil der blive holdt en tale eller to, men vigtigst af alt, vil man være sammen.

Sammen om at mindes de 295 transpersoner, som fordelt på 33 lande blev myrdet i perioden 1. oktober 2015 til 30. september 2016.

295 er et uhyggeligt højt tal. Men det er reelt højere, for det dækker ”kun” dokumenterede mord. Det dækker heller ikke selvmord, og det dækker heller ikke de transpersoner, som på anden vis rammes af transfobi så hårdt, at det påvirker deres liv i negativ retning.

Man vil på Vesterbros Torv være sammen om minderne, følelserne og virkningen af den transfobi, som på kryds og tværs stadig gennemsyrer det danske samfund, og dagligt rammer den enkelte på den ene eller anden måde. Man vil være sammen med og for hinanden.

Nogle håndterer udfordringerne som transkønnet lettere end andre, men jeg tror ikke, at der er nogen transkønnede i Danmark, som synes at livet er en dans på roser.

Godt nok er Danmark et af de mest tolerante samfund i verden, og vi står midt i en proces, hvor transkønnede lovgivningsmæssigt får bedre rettigheder. Det går den rigtige vej, men det går for langsomt.

-Alt for langsomt! For når man i grupper på Facebook dagligt kan se transpersoner stille spørgsmål om alt fra åbningstider på Sexologisk Klinik til, hvordan man illegalt skaffer hormoner og anden medicin, så er det et himmelråbende symptom på, at noget er galt. Helt galt!

At selvmedicinere sig med hormoner og andet medicin vil jeg personligt holde mig langt fra. Jeg ville simpelthen ikke turde gøre det.

Men hvis årsagen er, at systemet er så stift, at transkønnede presses ud i at handle selv, så har vi som samfund et problem. Et stort problem. For det vidner om en desperation og en mistillid til systemet, som vi må tage alvorlig og handle på.

Jeg håber inderligt, at de kræfter i det danske samfund, som arbejder for bedre rettigheder og forhold for transkønnede vil fortsætte og intensivere kampen. -Og at man fra politisk side vil tage mod med åbent sind, og en gang for alle få lovgivningen på plads, samt at man på den udenrigspolitiske arena tager transkønnedes rettigheder op til diskussion med de lande, som halter bagefter.

Som ciskønnet kan det være svært at navigere i de følselser og begreber, som findes i transmiljøet. Vi gør vores bedste hos Out & About, men til denne kommentar har jeg hentet faktualitet fra Killjoy.dk, som jeg kan anbefale at tage et nærmere kig på.

En varm tanke til alle transkønnede verden over.