Tone Ottilie: Skræmmende at sige offentligt, at man er gender fluid.

Tone Ottilie udgav i 2023 sin første roman “Milo og Molly er ikke kærester”, der handler om den nonbinære Milo, der tager på efterskole. Den 20. maj udkommer efterfølgeren, der forfølger samme tema som debuten. Forholdene for nonbinære og transkønnede er ikke blevet bedre, snarere tværtimod. Vi har fået en snak med Tone Ottilie om det at skrive en opfølger.

“Det bedste år i dit liv” er en selvstændig opfølger til Tone Ottilies debutroman, “Molly og Milo er ikke kærester”. En både sjov og alvorlig fortælling om det at være forelsket, forandring og identitet.

Din første roman “Milo og Molly er ikke kærester” fik jo en god modtagelse. Har opfølgeren været sværere at skrive?

Helt vildt. Den første bog faldt ligesom bare ud af mig. Som om man har gået og brygget på alt det her indeni i tusinde år. Så skal man pludselig gå i gang med en ny roman og finde ud af, hvad der nu skal ske. Jeg tror også, at man, når man skriver sin første roman, slet ikke ved, hvilket maraton det er. Det er man kun alt for bevidst om i anden omgang. Udover det er det på en måde en mere kompleks og psykologisk kompliceret bog, og jeg ville gerne give bogen den grundighed og research, den krævede. Samtidig skulle den ikke udgives alt for lang tid efter den første. Så ja, jeg har ikke holdt så meget ferie eller weekend i 1,5 år.

Hvor meget af dig selv og dine oplevelser kan man finde i dine personer i bogen?

Rigtigt meget mig. Men også rigtigt meget fra folk omkring mig eller mennesker, jeg har mødt gennem mit liv. Jeg har selv et synshandicap, og jeg har skrevet en stor bikarakter, der også kæmper med dette i bogen; det at være ind imellem normaltseende og blind. Det er ikke præcis det samme synshandicap som mit, men jeg har puttet mange af mine oplevelser med at maskere et usynligt handicap ind i bogen. Det er også en historie om køn og queer maskulinitet. Jeg identificerer mig som gender fluid, hvilket er skræmmende at sige offentligt i en tid som denne, men også vigtigt. Men det er ikke en bog om mig. Det er nok mere et kærlighedsbrev til queer maskulinitet, til de sider af mig og mine venner, der er skrøbelige og hårde, bløde og stærke samtidig.

Du er uddannet som filminstruktør. Tænker du i billeder, når du skriver?

Det gør jeg i meget høj grad. Det hele spiller ligesom en film inde i mit hoved, og så prøver jeg at få sproget til at følge med. Jeg skriver også med lukkede øjne, så det er endnu nemmere at leve sig ind i. Så ender jeg altid med den her store bunke af usammenhængende ord og tastefejl, og så kommer arbejdet med at få det til at fungere som tekst. Men billederne er altid der, hvor det starter.

Kunne du forestille dig selv at filmatisere dine bøger?

Det kommer nok lidt an på hvordan. Jeg har nogle problemer med mit syn, som gør, at jeg giver instruktørgerningen mere eller mindre permanent pause, men jeg kunne godt se mig selv være involveret i at skrive manuskriptet. Dog ville jeg ikke have lyst til at gøre det alene! Jeg tror, at når man har skrevet noget alene, så har man brug for en anden til at komme med et friskt take på det i en nyfortolkning.

Synes du, at der bliver gjort nok for at rumme børn og unge, der falder uden for kønsnormerne? Hvor ser du, at der kunne sættes ind med forbedringer?

Jeg synes på ingen måde, der bliver gjort nok. Statistikkerne er helt forfærdelige. I 2024 viste en undersøgelse, at transkønnede unge er dobbelt så ensomme, har dobbelt så mange trivselsproblemer i skolen, og at selvskaderaten 4,5 gange større, end hos deres ciskønnede klassekammerater. Siden da er det blevet en kæmpe varm kartoffel i international, og sådan set også lokal, politik, og vi ser transrettigheder blive rullet tilbage over hele verden. Det er vores ansvar som voksne at tale op for og beskytte den gruppe børn og unge, der allerede før denne nye bevægelse af had var ekstremt udsatte. Hvor skal man starte? Lad os anerkende, at den måde, der globalt og på højrefløjen bliver talt om transpersoner, er en krænkelse af menneskerettighederne, og at hadtale er ulovligt. Men det med at sige fra over for sine politiske allieredes brud på menneskerettigheder er vist ikke Danmarks yndlingsting for tiden. Det gør mig så utroligt vred og bekymret, det der foregår nu, hvor alt synes at gå i den gale retning.

Hvordan ser det ud med nonbinære forbilleder?

I forhold til de nonbinære forbilleder, så er der mange seje, kloge, inspirerende mennesker derude. Det kræver noget at stå frem og være sig selv i i denne tid. Et stort forbillede for mig er den danske sangskriver og musiker Barbro. De er så helt vildt modig, dygtig og laver noget af den bedste musik, der er i Danmark lige nu.

Kommer der flere bøger om Milo?

Jeg har ikke planer om det lige nu, men man ved jo aldrig

 

Info:

Det bedste år i dit liv af Tone Ottilie udkommer 20. maj på Politikens Forlag

Tone Ottilie (f. 1995) (hun/dem) er uddannet filminstruktør. De har instrueret prisvindende kortfilm, er
dobbelt Robert-nomineret, og deres film har været udtaget til festivaler i store dele af verden.

Hendes debutroman Milo og Molly er ikke kærester udkom i 2023.