Energisk og troværdig ungdomsroman

![]()
Lad det være sagt med det samme. Nok er det ungdomsromaner, men serien om Milo og Molly er for alle. Men den handler om unge mennesker i deres midt-teenage år. Seriens temaer er dem, som fylder hos en opvoksende ungdomsgeneration. Selvom bøgerne sikkert er skrevet med dem in mente, er de for alle, som ønsker at blive lidt klogere på, hvordan det er at vokse op og blive til i 2025. Derfor er den også oplysende, interessant læsning for alle os, som er lidt ældre, og som ønsker at forstå tidens teens lidt bedre.
Det bedste år i dit liv er andet bind i en serie om Milo og Molly, to sekstenårige bedste-venner. Jeg var ikke med fra seriens begyndelse i 2023. Men i forbindelse med denne anmeldelse drog jeg tilbage og læste bind 1 med, så jeg er opdateret. Det vil jeg opfordre alle, som har lyst til at læse med til at gøre. Bøgerne står udmærket, hver for sig. Men med forhistorien fra bind 1: Milo og Molly er ikke kærester, har man en kærkommen og uddybende baggrund til grundkonflikterne i bind 2: Det bedste år i dit liv, som er fokus for denne anmeldelse.
Serien og dens karakterer er sjældent optaget af, hvad eller, hvem de er. Det synes, befriende, at være uden for diskussion, men de kredser konstant om hvordan man er. Hvordan opfører man sig som et ordentligt menneske? Hvordan navigerer man den udvikling, man befinder sig i, når den ikke sker parallelt med de mennesker, man er venner med, kender indgående og elsker?
Nye erfaringer og bekendtskaber
Både i seriens første bind: Milo og Molly er ikke kærester og i Det bedste år i dit liv er omdrejningspunktet hovedkarakterernes midlertidige adskillelse og spørgsmålet om, hvordan man holder fast i hinanden. Samtidig med, at hver især gør nye erfaringer og nye bekendtskaber. Skal man, som Molly, sætte alt på hold og isolere sig fra at optage alle de nye indtryk, man præsenteres for samtidig med at den verden, man kender hjemme, jo ikke er statisk? Eller skal man som Milo i bind 2 overgive sig og glemme beslutningen om at melde sig ud af, og i stedet kaste sig ind i fællesskabet? Og kan venner blive kærester, og kan tidligere kærester forblive venner? Er det en forrådelse af et venskab at forelske sig i sin ven? Og hvordan slår man op med sin kæreste, hvis hun også er ens bedste ven, som man ikke vil være foruden?
Tone Ottilies helt store styrke er hendes evne til at skrive dialog. Energisk, troværdig og plotdrivende, og som, tror jeg, som jo, indrømmet, er lidt af en Boomer, også er genkendelig for de unge, der er jævnaldrende eller lidt ældre end Milo og Molly. Det er en fornøjelse at læse replikskifterne og også at opleve hvor let det faktisk er at læse om personer med de/dem pronominer uden at det bliver demonstrativt. To sider inde i bogen har man vænnet sig til det uden at tænke over det, og ærligt: det er også sådan, det forholder sig i virkeligheden. De mennesker, som gør en dyd ud af at insistere på at de/dem pronominer ikke kan fungere i praksis, bliver af den enkelhed med hvilket det modsatte demonstreres i bogen, stillet op ad muren til nar.
Genkendelige miljøer
Seriens bøger foregår i genkendelige miljøer. Det meste af Det bedste år af dit liv foregår på en isoleret, fiktiv efterskole på den lille ø, Stakø. Bortset fra skoler og vennegrupper er familien, som institution, bøgernes tredje arena. Det er i familierne de mest eksistentielle valg træffes og de mest afgørende slag udkæmpes. Når ens familie ikke ser og anerkender en, hvad så? Kan en andens familie, hvor favnende og kærlig den end er, kompensere for ens egen forældres svigt? Hvor ligger ens loyalitet, når man skal vælge mellem at sige sandheden og rive sin familie midt over, eller dække over løgn, hvis man ønsker, at den holder sammen på trods af ens viden om, at den bygger på grundlag af ærlighed og integritet.
Det er store spørgsmål, der tages op i bøgerne, og de unge mennesker har et stort ansvar på deres skuldre. Tone Ottilie er utroligt loyal overfor sine karakterer. De gør ikke altid alt rigtigt, men fejler og bliver såret. Det er så fin en balance, som forfatter at opretholde, at skabe karakterer, vi bliver ved med at holde af og heppe på, selv når de virkelig opfører sig dumt eller dårligt.
Jeg ved ikke, hvor Milo og Molly ender. Heller ikke om de ender sammen. Og selvom jeg på et tidspunkt var deres største fan, er jeg lige nu faktisk ikke sikker på, jeg håber på, det bliver de to på sigt. Men jeg glæder mig til at læse med og ser frem til at næste bind i serien kommer. For jeg kan ændre holdning mange gange endnu i takt med at Milo og Molly bliver til som mennesker.
Info:
Tone Ottilie – Det bedste år i dit liv udkommer på Politikens Forlag maj 2025
Ungdomsroman – 284 s.
