Podcast: Foretrækker foreningslivet frem for barerne
Da den 58-årige Henrik Weinø Jespersen begyndte at komme på homo-barerne tilbage i 1987, syntes han, at det var et hårdt miljø.
”Når jeg dengang gik på barer, så handlede meget af det om at score en fyr og få noget sex. I dag synes jeg stadig, at det er hårdt at gå i byen. Jeg kan bedre lide at møde andre via foreningslivet i LGBT+ miljøet end på barerne. I foreningsmiljøet har man i ro og mag mulighed for at tale med dem og lære dem bedre at kende,” lyder det fra Henrik Weinø Jespersen.
Han begyndte derfor med at komme i ungdomsgruppen i det daværende LGBT Danmark.
”Jeg havde brug for at møde ligesindede, der var ligesom mig selv, og som forstod præcis, hvad det var, jeg sagde og mente, og det gjorde de andre i ungdomsgruppen,” husker Henrik Weinø Jespersen.
Gå-ud-gruppen
Han kom herefter med i Gå-ud-gruppen, hvor han var med til at gå ud på skoler og andre uddannelsesinstitutioner og fortælle om det at være bøsse.
”Det var der i høj grad brug for dengang i slutningen af 1980’erne, for der var mange, der ikke kendte noget til homo-miljøet. Vi fortalte også om hiv og aids, for det var virkelig noget, der prægede vores miljø,” fortæller Henrik Weinø Jespersen.
Han tog tilbage i 2000 initiativ til at stifte Pan Fodbold og er i dag medlem af Pan Outventures.
”Vi vandrer og cykler, og nogle tager også på kanoture. Vi har plads til andre og er gode til at tage imod nye medlemmer. Jeg kan mærke, at folk føler sig godt modtaget.
At være med i en LGBT+ forening, synes jeg, er en god måde at møde mennesker på. Man er her sammen med ligesindede, man kan sænke skulderne og bare være sig selv. Og det tror jeg, at der er mange, der fortsat har brug for – også de unge i LGBT+ miljøet,” mener Henrik Weinø Jespersen.