Overskud og overraskelser: Forrygende Carmen
Barrie Koskys opsætning af Carmen er en spektakulær, dansende og ukonventionel version af den populære opera, men uden spansk sigøjner-kitsch.
Af Trond Alexander Tune
Det Kongelige Teater bød på en forrygende sæsonpremiere den 14. september ved opførelsen af operaen Carmen i Barrie Koskys koncept og iscenesættelse. Alan Barnes var ansvarlig for genopsættelsen, der havde premiere i Frankfurt i 2017 og London 2018.
Den åbent homoseksuelle iscenesætter har udfordret og glædet operaverden i tre årtier med nyskabende tolkninger, men uden at miste tradition, musik eller publikum.
Hans opsætning af Carmen giver os nye dimensioner i en forrygende, hæsblæsende koreograferet forestilling med solister, kor og seks dansere på topniveau.
Folkets opera
Carmen er og bliver operapublikummets trygge valg. Her møder man en stærk kvindelig heltinde, fantastisk hit-parade af arier og suggererende kor- og dansepartier. Hele herligheden er hensat til et eksotisk Sevilla-miljø i 1800-tallet.
Men når man har set en traditionel Carmen-forestilling, går det ofte en rum tid før næste gang – man er simpelthen så overspist af sukkerholdig operaslik. Ja, for så smuk er musikken.
Men i Barrie Koskys iscenesættelse af Carmen får man simpelthen ikke nok. Den er så befriende fri for klicheer, morsom og nyskabende, uden at publikum mister ”sin” Carmen. Vi får både Offenbachs vaudeville-dans og den romantiske operas drama i samme forestilling.
Handlingen bindes sammen med en sensuel fortællerstemme på dansk (Maria Rich), der forfører publikum ind i en verden med lyst, svig og bedrag.
En femme fatale på trappen
Carmen udløste en skandale og moralsk forargelse efter premieren i 1875. Og det er netop det, iscenesætteren ønsker at bore i.
Den stærke sigøjnerkvinde, der forfører mænd som en man-eater, var stærkt kost dengang i 1875. I Koskys version møder vi selvfølgelig den beregnende og fri kvinde Carmen, der tryllebinder mænd. Men er hun selv fanget i sin egen usikkerhed, kønsidentitet og lyst? Elementer af Malene Dietrich, Don Giovanni og Madonna finder vej ind i Carmen-skikkelsen.
Postkort-billederne af Sevilla og sigøjnerelementet er nedtonet. I stedet er en enorm trappe den konceptuelle arena, som rummer Sevillas pladser – eller er det på byens hustag? – værtshus, bjerge og tyrefægterarena.
På denne trappe udspiles dramaet sig i en præcisionskoreografi, som er så typisk Koskys stil. Det må være fysisk krævende for sangere, kor og dansere at danse og løbe op og ned ad trappen, men det synes legende let.
Enkelte kostumer og giver os spanske og historiske referencer, der tilfredsstiller traditionalisten. Det tidløse drama står frem, når kitschet er borte.
Top solister
Carmen i fransk Michèle Losiers tolkning var fabelagtig. Stærk, hudløs og farverig. Hun fylder scenen med sit spil, dans og ikke mindst stemme. Det er en sjælden kombination.
Sangerne er overbevisende, både enkeltpræstationer og i ensembler. Michèle Losier (Carmen), Margaux de Valensaurt (Frasquita), Ida Ränslöv (Mercédès) er alle tre fremragende. Kvintetten med de tre og Palle Knudsen (Moralès/Dancaïro) og Fredrik Bjellsäter (Remendado) samt de seks dansere er uforglemmelig.
Migran Agedzhanyan (Don José) har vokalt overskud og er en super tenor, men er tung på scenen. Personligt synes jeg Gisela Stille var fejl-castet som den rene og unge Micaëla. Anatoli Sivko (Escamillo) havde desværre ikke den største stemme og helt dagen.
Koret og 6 dansere har en stor plads i operaen. Sangerne er med i koreografien præcist og virkningsfulde. Det er jo et af Koskys varemærker, at kor og solister smeltes sammen i en plastisk masse med vrimlescener, frys og bevægelse. Bravi!
Det Kongelige Kapel lød godt, tæt og præcist under ledelse af Alexander Vedernik. Tutti bravi!
Præcision og overskud
Forestillingen oser af overskud, leg, præcision samt musikalsk og dramatisk dybde, som det er svært ikke at glæde sig over. Og jeg kommer gerne tilbage og ser den en gang til.
En stærk forestilling, der får seks stjerner, til trods for nogle små fejl.
Produktionen af Carmen på det Kongelige Teater er et samarbejde med operaerne i Frankfurt (premiere i 2016) og Royal Opera House Covent Garden (2018).
Forestillingen kan opleves på Operaen, Det Kongelige Teater, frem til 5. februar 2020.
Se også: Det Kongelige Teater
