Ny dansk Queer-film om ensomhed og mistrivsel
“Glasskår” hedder den nye danske queer-ilm, der får premiere den 16. april. Med filmen, der er instruktør Søren Greens spillefilmsdebut vil han gerne kaste lys over de alvorlige konsekvenser af ensomhed blandt unge og minde os om, at vi alle fortjener kærlighed.
“Glasskår” ( international titel: B.O.Y – Bruises Of Yesterday) er en stærk ny dansk film, der sætter fokus på unges mistrivsel og ensomhed, samt selvskade. Det sker med en fortælling om en ung homoseksuel fyr, der ender i en situation, hvor hans grænser udviskes, og han har svært ved at finde og holde fast i sig selv.
Upcoming talentet Noa Viktor Risbro Hjerrild, som vi senest har stiftet bekendtskab med i filmen “Kontra” har hovedrollen som Tobias, mens mere erfarne og kendte navne, så som Jens Jørn Spottag og Bodil Jørgensen også er at finde på rollelisten.
Filmen er Søren Greens debutspillefilm. Green har tidligere flere gange brilieret i kortfilm-genren. Han har brugt store dele af sin karriere på at dykke ned i LGBT+ skæbner og på at få dem frem og fortalt. Emner han mener det er vigtigt at give synlighed og repræsentation. Ikke mindst for de unges skyld.
En kamp mod indre dæmoner
I “Glasskår” møder man den 16-årige Tobias, som bliver sendt på ferie hos sine bedsteforældre, ude på landet. Tilmed et øsamfund, langt fra storbyen. Tobias savner sine venner og livet derhjemme. En dag får han dog kontakt med den lidt ældre Aron, som skal vise sig at rumme nogle af de svar og det nærvær, som Tobias søger. Indre dæmoner forhindrer dog Tobias i at acceptere og se virkeligheden i øjnene: Er han klar til at finde ud af, hvem han egentlig er, og hvad han virkelig søger? En tragedie rammer, og med et ryger han ned i et mørkt hul af fortvivlelse. Her kan kun smerten få ham til at glemme sit eget selvhad, begær og ensomhed.
En historie om de synlige og usynlige ar
”Glasskår er en historie om de synlige og usynlige ar, der opstår i en opvækst præget af ensomhed og forsømmelse. En sommer møder Tobias kærligheden for første gang. Men han ved ikke, hvordan han skal tage imod den uden at skubbe den væk. Det er et portræt af en dreng, der ønsker at elske og lade sig elske, men som ikke føler, han fortjener det. Med filmen ønsker jeg at kaste lys over de alvorlige konsekvenser af ensomhed blandt unge, og minde os om, at vi alle fortjener kærlighed – også når vi ikke selv kan se det”, fortæller Søren Green om filmen.
”Tematisk er det en videreudvikling af de historier, som min medforfatter Tomas Lagermand Lundme og jeg tidligere har fortalt i kortere formater. Historier om introverte drenge og unge mænd med indre dæmoner, som ofte føler sig alene i verden.”
Filmen dribler altså lige ind i nogle af tidens mest omtalte emner, nemlig mistrivsel og selvskade blandt unge.
Tavshed omkring sårbarhed
Hvorfor har det været et ønske at sætte spot på netop disse problematikker?
”Vi havde vores første samtaler om filmen under den første Coronanedlukning. Vi kunne både se og høre, hvordan mange unge blev afskåret fra deres venner og fællesskaber. Se hvordan mistrivsel og ensomhed voksede. Det ramte os. Samtidig kunne vi mærke, at de følelser ikke kun var knyttet til pandemien – der var noget mere grundlæggende på spil: en ændring i samfundet. Der kan være en stilhed eller en tavshed omkring sårbarhed, især hos drenge, som vi gerne vil give et sprog. Samtidig ville vi lave en film, der tog udgangspunkt i vores egne erfaringer og samle det i en historie om én karakter: Tobias, som vi så byggede fortællingen op omkring . En fortælling, vi synes er vigtig, nærværende og følelsesmæssigt væsentlig” fortæller Søren Green om tilblivelsen og fortsætter,
“Uden værktøjer til at håndtere sine følelser tyr Tobias til selvskade, som en måde at dulme den psykiske smerte på. Unge mænd i Tobias’ situation er ofte dem, der desværre formår at skjule deres psykiske kampe bag tilsyneladende selvsikkert og uigennemtrængeligt ydre. Ofte tøver de med at række ud efter hjælp. De mangler ikke blot et emotionelt sprog, men også trygge relationer, hvilket forstærker deres ensomhed.”
Et sammentømret makkerpar
Når der bliver sagt vi, handler det om makkerparret Søren Green og Thomas Lagermand Lundme. Gang på gang har de begge brugt deres kreative evner til enten sammen eller enkeltvis på at fortælle historier om LGBT+ personer, deres skæbner og fortællinger, som fast element i deres karriere. De har heller ikke veget tilbage for at bruge deres egne historier som inspiration og pejlemærker.
De mødte hinanden og blev venner, da Søren arbejdede som producerassistent på Nimbus Film omkring 2005.
Da han så i 2013 begyndte at tænke på at lave en kortfilm, var det naturligt for ham at spørge Tomas, om de ikke skulle skrive den sammen.
” Vi fandt hurtigt ud af, at vi arbejdede godt sammen. Vi kunne lide mange af de samme ting, og vi ville gerne fortælle om en drengetype, man ikke ser så tit på film. Måske en type, som vi begge på en eller anden måde selv var – på hver vores måde. Når vi skriver sammen, sidder vi tit hver for sig og sender tekster frem og tilbage. Så skriver vi oveni hinandens arbejde, så det til sidst kan være svært at sige, hvem der har skrevet hvad. Det virker meget naturligt at arbejde på den måde”, kommer der fra Søren Green når talen falder på deres samarbejde.
Bag kameraet
Søren har i de sidste tyve år arbejdet bag kameraet på adskillige danske filmsucceser som for eksempel ’Psykose i Stockholm’ (2020), ’Jagtsæson’ (2019), ’Klassefesten 3’ (2016) og ’Nøgle, Hus, Spejl” (2015). Men er nok mest kendt, ikke mest i LGBT+ miljøet for også at have instrueret flere prisvindende kortfilm. Nemlig ’En nat’ (2020), ’Oktoberdreng ’(2018) ,’En Aften’ (2016) og en Eftermiddag (2014). “Glasskår” bliver Sørens debut som spillefilmsinstruktør.
Manuskriptforfatter Thomas Lagermand Lundme kender vi såvel som forfatter, billedkunstner og dramatiker. Han er blandt andet udkommet med romanerne ’Når man forveksler kærlighed med en saks’ (2017),’ Alt er mit’ (2016), ’Amager halshug’ (2015) og ’Drengen med stjernekasteren’ (2004).
Gåture rundt om søerne fik ideen i gang
Hvordan har processen været fra tanke til færdig film?
”Tomas og jeg har gåmøder, hvor vi går rundt om søerne i København, mens vi snakker om vores ideer. På en af disse fortalte Tomas om en ide til en film om en karakter, hvis mor tvinger ham til at tilbringe en sommer hos sine bedsteforældre på landet. Den idé snakkede vi om, uden at skrive noget ned. Efterfølgende skrev Tomas første udkast og derefter sendte vi det frem og tilbage mellem os.
Da vi havde den grundlæggende historie på plads, fandt vi en producer – Asta Film – som kunne lide historien. Derefter søgte vi sammen støtte hos Filminstituttet til at skrive et manuskript. Det fik vi heldigvis. Næste skridt var at lave en pilot, så vi kunne vise, hvordan filmen kunne komme til at se ud. Derefter skrev vi et par gennemskrivninger mere af manus, mens vi fandt locations, hold, spillere, den visuelle stil – og ikke mindst fik finansieringen på plads.”
Hovedrolleindehaveren Noa Viktor Risbro Hjerrild fanget Behind the Scenes midt i optagelserne til filmen. Fotograf: Jonna Rönnlund.
Når man er alene, kan det føles trygt
Hvor meget af filmen er selvbiografisk?
” Vi ville gerne lave en film, der bygger på nogle følelser og erfaringer, som vi selv har med os . Men det er ikke en selvbiografisk film. Jeg vil i mine film ikke være bundet af virkeligheden i andet end den følelsesmæssige ægthed. For mig personligt kan jeg i høj grad genkende følelsen af ensomhed – både som ung og som voksen. Den kan, synes jeg, nogle gange være rar og tryg. Men den kan også bringe én nogle mørke steder hen, hvis man ikke er påpasselig”.
“Jeg har egentlig altid godt kunnet lide at være alene, også som barn. Jeg læste, så film og skiftede holdsport som fodbold ud med tennis. Når man er alene, kan det føles trygt. Men når ensomhed bliver en slags tryghed, kan den også blive fængslende. Når man i forvejen føler sig anderledes, kan man begynde at tro, at man ikke er rigtig, ikke god nok – at der er noget grundlæggende forkert ved én. Det er netop de følelser Glasskår udspringer af. Filmen handler ikke kun om smerte og selvhad, men også om de øjeblikke, hvor man får en fornemmelse af, at verden måske har plads til én alligevel.”
Hvis jeg var homoseksuel, var jeg dømt til en tidlig død
Filmen foregår på Lolland, en ø hvor Søren Green tilbage i 90’erne selv boede som ung homoseksuel.
”Dengang var der ingen at spejle sig i – hverken i mit nærmiljø eller i danske film og medier. Jeg kendte ingen andre, der var homoseksuelle. Så bare den følelse var ensom i sig selv. Samtidig fyldte AIDS-epidemien i nyhederne, og som ung kunne jeg nogle dage få den tanke, at hvis jeg var homoseksuel, var jeg dømt til en tidlig død. Der herskede også en kultur af, at hvis man faldt udenfor normen, så blev man mobbet og kaldt alt muligt. Det kunne jeg jo tydeligt se i skolen, hvor dem, der ikke passede ind, havde det svært. Så det handlede i høj grad også om ikke at være eller virke for anderledes”, beretter han og deler videre ud af sine tanker:
”Tobias’ historie er derfor dybt personlig for mig. Jeg tror på, at man skal lære at elske sig selv. I det mindste være komfortabel med, hvem man er – før man kan åbne sig for andre på en sund måde.”
Et sted, hvor man kan trække vejret
havde du ensomheden som følgesvend dengang som ung?
”Ja, med nogle ting. Der var følelser – blandt andet omkring det at være homoseksuel – som jeg ikke delte med nogen. Ikke fordi jeg ikke ville, men fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg lige skulle få det sagt. Eller hvordan det ville blive modtaget. Så på den måde følte jeg mig alene. Men som fortalt har jeg også altid kunnet lide ensomheden. Der er noget trygt og rart i at være alene med sine egne tanker. Det er et sted, hvor man kan trække vejret. Men det må selvfølgelig aldrig tage overhånd – for hvis det først bliver ens grundtilstand, kan det også blive et fængsel.”
Hvordan ser du på vigtigheden af repræsentation i film?
”Grunden til, at jeg overhovedet begyndte at lave film – og her er vi tilbage i 2013 – var, at jeg ikke kunne se mig selv i de film, der blev lavet i Danmark. Der var slet ingen homoseksuelle historier i danske film. Ikke i 2013, og slet ikke da jeg var ung i 90’erne. Det ville jeg gerne lave om. For jeg tror, det er vigtigt, at der er repræsentation i film – især for unge. Derfor var mine første kortfilm også henvendt til unge, og heldigvis bliver et par af dem brugt i undervisningen i folkeskolen i dag, så de bliver set af mange teenagere. Det er jeg stolt af.”
Det har betydning at publikum føler sig set og rørt
Hvad vil du gerne at man får ud af at se filmen?
”Med filmen ønsker jeg at kaste lys over de alvorlige konsekvenser af ensomhed blandt unge. Minde os om, at vi alle fortjener kærlighed – også når vi ikke selv kan se det. Jeg håber, at man som publikum føler sig rørt med en fornemmelse af at have set en film med noget på hjertet. En film, som siger noget vigtigt om det samfund, vi lever i i dag. Når vi har vist filmen på festivaler rundt om i verden, har vi fået tilbagemeldinger fra publikum, der virkelig føler sig set. Folk fortæller, at de har haft kærester eller venner med de samme adfærdsmønstre som Tobias. Eller at de selv har gjort nogle af de ting, som han gør i filmen. Det rører dem, og det betyder rigtig meget for mig, at publikum føler sig set og rørt af ’Glasskår’”
Filmen har premiere den 16. april og vises i udvalgte biografer landet over.
