Jeg ville elskes, inden jeg skulle dø
Den 33-årige Wilson Bukenya bor i Aalborg. Han var 3 år gammel, da han kom til Danmark sammen med sin moster. Wilson var meget syg som barn, og på et tidspunkt kom han på hospitalet i Uganda.
”Jeg blev reddet i sidste øjeblik. Hvis jeg var kommet et par dage senere, ville jeg have været død. Det vidste sig, at både min mor og far havde hiv, og det samme havde jeg. I håb om at der ville være bedre behandlingsmuligheder tog min moster derfor mig med til Danmark. Min mor havde ikke mulighed for at kunne komme, da hendes papirer ikke var i orden”, fortæller Wilson Bukenya til journalisten Bjarne Henrik Lundis i serien ”At leve med hiv” på Regnbueland.
Havde aids, vidste dog ikke selv noget
Et år efter, at han kom til Danmark, blev han igen meget syg og indlagt på hospitalet.
”Jeg havde aids i udbrud, men det vidste jeg ikke selv noget om. Hverken mine forældre eller min moster her i Danmark, som jeg betragtede som lidt en mor for mig, fortalte mig ikke noget. For det at have hiv og aids var forbundet med stor skam og var et tabu”, lyder det fra Wilson Bukenya.
Både hans mor og far døde efterfølgende af aids, da de ikke fik nogen behandling for sygdommen.
Fik et chok
Da han er 12 år gammel, sad han sammen med sin moster hos lægen, og foran ham på bordet så han en ansøgning om legatansøgning til AIDS-Fondet.
”Det var som om, at hele min verden fuldstændig faldt sammen. Jeg blev meget ked af det, og der blev også meget stille i lokalet. Jeg kan ikke huske, hvad der skete, kun papiret hvor der stod AIDS-Fondet på. Nu gik det op for mig, at jeg havde hiv, men ingen havde nogensinde fortalt mig noget. Jeg kunne pludselig forstå, hvorfor jeg havde været så meget syg som barn, og hvorfor jeg tog så stærk noget medicin. Jeg havde nogle gange tænkt, hvad der var galt med mig, og jeg havde også spekuleret på, om jeg havde hiv. Jeg havde haft seksualundervisning i skolen og kendte derfor godt til sygdommen”, forklarer Wilson Bukenya.
Talte med andre om sygdommen
Han var ikke vant til at tale om, at han havde hiv. Men han fortalte det nu til en kammerat og sidenhen til flere andre.
”Jeg havde en idé om, at jeg skulle dø på et tidspunkt, og inden jeg skulle det, så ville jeg gerne opleve så meget kærlighed og omsorg som muligt. Jeg ville som alle andre selvfølgelig genre blev set, hørt og holdt af. Derfor fortalte jeg til en kammerat og senere til flere, at jeg havde hiv, og om hvorfor jeg havde været så syg. Mange af dem kendte ikke så meget om sygdommen og talte derfor ikke rigtigt om det. Men det, at jeg fortalte, at jeg havde hiv, gav mig alligevel en følelse af blive set, hørt og forstået. I hele min barndom havde jeg været ked af det, for jeg havde aldrig talt med min moster om, at jeg havde hiv og var derfor ikke vant til at tale om mine følelser”, fortæller Wilson Bukenya.
Mødte ligesindede
Han kom på et tidspunkt med i en gruppe af unge, der alle havde hiv.
”Det var utroligt rart at møde andre ligesindede, som var i den samme situation som mig selv, og som forstod, hvad jeg havde været igennem. De lyttede og forstod mine tanker. Jeg skulle ikke forklare en masse til dem. Jeg kunne ellers godt opleve, at andre mødte mig med fordomme og uvidenhed, når de fandt ud af, at jeg var smittet med hiv. De var bange for, at jeg kunne smitte dem, hvis jeg drak af det samme glas, eller hvis de bare rørte ved mig”, husker Wilson Bukenya.
Bekæmper fordomme og uvidenhed
Han møder stadig – dog ikke så ofte som før, fordomme fra andre, når de hører, at han har hiv. Disse fordomme vil Wilson gerne være med til at nedbryde.
”Jeg vil gerne være med til at gøre det lettere for andre unge, der lever med hiv. Derfor bliver jeg ved med at fortælle om at have hiv og om det at have en kronisk sygdom. Jeg fortæller blandt andet om, at jeg som velbehandlet ikke kan smitte andre. Jeg taler også om at leve med hiv. Selv om jeg har det bedre i dag, har jeg ofte om morgenen kvalme, og jeg har haft det dårligt psykisk i perioder. Det er ikke noget, som andre ikke kan se”, understreger Wilson Bukenya.
