Jeg vil ryge, ellers går jeg et andet sted hen
Foto: Theis Nybo
Martin Madsen er inkarneret ryger, og han nyder at kunne tænde en smøg på miljøets vandhuller.
49-årige Martin Madsen er ryger, og han giver gerne sin holdning til kende om både miljøets vandhuller, frelste ikke-rygere og rygeloven, som han efterhånden har vænnet sig til.
– Du må ikke ryge i bussen, i butikkerne eller de fleste andre steder, så hvorfor kan du ikke gå udenfor og ryge, når du er i byen?
”For mig er der forskel på, om jeg er ude at handle eller kører en tur i 6A, eller om jeg går ud, og hygger mig, og får et par bajere – og det er netop, hvad det handler om for mig; at hygge mig, og det gør jeg bedst, når jeg har det godt, og som jeg kan lide det. Hvis jeg var tvunget på gaden for at ryge en smøg, ville jeg ikke have det godt, og så ville jeg finde et andet vandhul”, fortæller Martin Madsen, og kommer selv ind på, hvilken betydning rygningen har i sociale sammenhænge:
”Jeg ved godt, at når jeg er ude, og spiser en god frokost, ja så må jeg jo heller ikke ryge. Det irriterer mig faktisk, at jeg ikke kan få en smøg efter maden, men sådan er lovgivningen, og den respekterer jeg selvfølgelig. Men når frokosten er overstået, så bliver jeg ikke siddende længe, men finder et vandhul, hvor jeg behørigt kan “skylle” min frokost ned med en kold øl og en smøg”, uddyber Martin Madsen.
Rygeforbud ødelægger festen
De tider er forbi, hvor fade med sirligt arrangerede cigaretter, cerutter og cigarer gik rundt lige så naturligt som hjemmeskrevne festsange ved danskernes festlige lejligheder, og det begræder Martin Madsen.
”Ved større arrangementer som for eksempel jule- og påskefrokoster på restauranter hvor man heller ikke må ryge, så går der ikke lang tid, efter man har nydt silden og fiskefileterne, før den første ryger i selskabet rejser sig, og lynhurtigt følger den næste, og pludselig står halvdelen af selskabet på gaden. Hvor festligt er det?”
Foto: Theis Nybo
Valget skal være frit
– Ville det ikke give et bedre byliv, hvis alle barer var røgfri, og der kom flere ikke-rygere i byen?
”Jeg har haft min gang på byens barer i mere end 30 år, og har ind imellem oplevet mere eller mindre hysteriske angreb på os rygere, og at dén og dén bar burde være røgfri”, fortæller Martin Madsen.
”Nogle gange har restauratøren forsøgt, og det er jo fint, hvis det er en succes for dem, og så må jeg jo bare finde andre græsgange, og det er netop dét, som det handler om for mig – at jeg må vælge.”
– Men ikke-rygerne kan jo ikke fravælge røgen fra dine smøger?
”Med valgfrihed mener jeg, at det gælder for os alle. Hvis jeg vil være på en ikke-rygerbar, så må jeg gå udenfor, hvis jeg vil ryge. Vil man som ikke-ryger være på en rygerbar, så må man finde sig i røgen”, slår Martin Madsen fast og uddyber sin holdning:
”Vi kan jo heldigvis vælge i København, for der findes barer for os alle, og hurra for det. Jeg fravælger bare ikke-rygerbarerne, for jeg hygger mig ikke, og føler mig ikke godt tilpas, men jeg kunne da aldrig drømme om at fare i flint, og kræve at baren blev rygerbar. Det er jo restauratørens valg”.
Rygeloven
”Jeg var i tidernes morgen ikke begejstret for rygeloven, men har efterhånden vænnet mig til at vælge og fravælge. Jeg synes stadig ikke om loven, for jeg mener, det må være den enkelte restauratør, der bestemmer over sin bar. Jeg mener selvfølgelig også, at en yderlige stramning vil være helt hul i hovedet. Vi er trods alt voksne mennesker, og kan godt finde ud at vælge selv”, runder Martin Madsen af, og tager et ordentligt hiv af sin cigaret.
