Folketingsvalget set med lgbt-briller

Vi har for første gang to homoseksuelle partiledere. Har deres og de øvrige otte opstillede partier en lgbt-positiv dagsorden, eller er der partier der er os venligere stemt end andre?

Af Kaj Erik Andersen

De partiledere det handler om er selvfølgelig Alternativets Uffe Elbæk og Det Konservative Folkepartis Søren Pape Poulsen. Men her hører lighederne også op. For Uffe Elbæk har i mange år været i front, når der skulle kæmpes for lgbt-rettigheder, mens Søren Pape Poulsen var irriteret over, at det kom frem, at han er bøsse, kort efter at han blev konservativ partiformand i august 2014.

Gavner Søren Pape Poulsen lgbt-sagen?

Lgbt-ligestilling står jo heller ikke på Det Konservative Folkepartis dagsorden, ligesom hans udspring ikke var med hans gode vilje.

– Jeg havde egentlig besluttet, at det, at jeg er homoseksuel, skulle holdes under privatlivets fred, men jeg får så mange spørgsmål, så nu siger jeg det, som det er, sagde Søren Pape Poulsen den 12. august i et interview med Fyens Stiftstidende.

– Jeg har det skidt med, at jeg er blevet tvunget til at gå ud og sige noget om det. Jeg troede ikke, det var nødvendigt i 2014, sagde han senere til Billedbladet.

Jeg er ikke sikker på, at udnævnelsen af Søren Pape Poulsen til konservativ partiformand får nogen som helt positiv indflydelse på vore rettigheder og på vores anseelse i samfundet. Snarere tværtimod, for han trækker på en måde homoseksualiteten tilbage i skabet igen.

Mere positivt er det, at Liberal Alliances åbent homoseksuelle politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, altid har været med på barrikaderne, når der skulle kæmpes mod undertrykkelse af lgbt’ere.

Jeg skrev en analyse af partiernes holdning til os lgbt’ere op til valget for fire år siden. Derefter fulgte en op til kommunal- og regionsvalget i 2013. Dette er en opfølgning på de foregående blogindlæg, med de nye fremskridt der er sket i mellemtiden.

Blogindlægget indeholder altså en gennemgang af de holdninger de politiske partier har til lgbt-rettigheder, set ud fra min subjektive vurdering, men gennemgangen støtter sig selvfølgelig til de faktuelle kendsgerninger.

Regeringen har betydet en forskel

Siden Helle Thorning-Schmidt blev statsminister den 3. oktober 2011 er det sket en hel del med hensyn til ligestillingen for primært bøsser og lesbiske, men også transpersoner har oplevet fremskridt.

Hendes regering, der bestod af Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, var den første i danmarkshistorien der havde rettigheder for lgbt’ere med i regeringsgrundlaget. SF er siden trådt ud af regeringen, men linjen er stadigvæk den samme.

Fremskridtene er primært kommet i land sammen med Enhedslisten, og i lidt mindre grad med Liberal Alliances stemmer. Medlemmer fra Venstre og Det Konservative Folkeparti har stemt for nogle af tiltagene, mens deres partier kun i få tilfælde støttede forbedringerne. Det eneste parti der konsekvent har stemt mod alle fremskridtene er Dansk Folkeparti.

Her er en gennemgang af det, der er sket siden valget i september 2011

Den 3. oktober 2011 dannede Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre en ny regering. Det betød nye tider for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, for de havde, som den første regering i danmarkshistorien, et særskilt afsnit om lgbt-rettigheder i deres regeringsgrundlag, som indeholdt de ligestillingstiltag de ville gennemføre.

Den 23. november 2011 meddelte den daværende kirke- og ligestillingsminister, Manu Sareen, at regeringen havde besluttet at ændre loven så homoseksuelle par ville få ret til at blive viet i kirken, og at de dermed får retten til at kalde sig ægtefæller på lige fod med heteroseksuelle par. Efter planen til sommeren 2012.

Ægtepar, par og enlige kunne fra 1. januar 2012 igen blive behandlet gratis for barnløshed med kunstig befrugtning i det offentlige sundhedsvæsen. Lovændringen blev vedtaget i december 2011, med stemmer fra SRSF-regeringen og Enhedslisten.

Den 7. juni 2012 vedtog Folketinget loven om kønsneutralt ægteskab med 84 stemmer for og 24 imod. For stemte regeringspartierne Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti samt Enhedslisten og Liberal Alliance. Et flertal af Venstres og Det Konservative Folkepartis tilstedeværende folketingsmedlemmer stemte ligeledes for. Kun hos Danske Folkeparti stemte alle imod.

Loven indebar at homoseksuelle blev ligestillet med heteroseksuelle, så de kunne indgå ægteskab på rådhuset eller i kirken, med retten til at kalde sig ægtefæller, fra den 15. juni 2012.

Den 3. juni 2013 blev regeringens lovforslag om ændring af børneloven vedtaget, med stemmerne 93 for og 17 imod. For stemte Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Venstre og Liberal Alliance samt Benedikte Kier (Det Konservative Folkeparti). Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti stemte imod.

Loven betød, at børn i mange regnbuefamilier kom ind under børneloven, hvilket i praksis betød, at de fik to juridiske forældre fra fødslen. Desuden kan en mand, der får et barn med en kvinde i et lesbisk parforhold, aftale med de lesbiske forældre, at han skal være juridisk forælder. Loven trådte i kraft den 1. november 2013.

Den 11. juni 2014 vedtog Folketinget lovforslaget om juridisk kønsskifte. SR-regeringen, Socialistisk Folkepart og Enhedslisten stemte for med 59 stemmer, mens Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti stemte imod lovforslaget med 52 stemmer.

Loven trådte i kraft den 1. september 2014 og den betød, at transkønnede ikke længere skulle gennem en langvarig og opslidende diagnosticering, men at de fremover kan skifte køn rent juridisk seks måneder efter de har indsendt en ansøgning. De får dermed ændret deres CPR-nummer, samtidig med at kastrationskravet bortfalder.

Fra 1. januar 2015 blev det muligt for ugifte par at adoptere. Dette gjaldt både fremmedbarnsadoption og stedbarnsadoption. Særligt det sidste er relevant for nogle regnbuefamilier, nemlig de regnbuefamilier, der ikke har adgang til børnelovens bestemmelser om anerkendelse af forælderskab, som gør stedbarnsadoption overflødig. Det er typisk familier, der har benyttet hjemmeinsemination, der stadig må ty til stedbarnsadoption. Alle partier på nær Dansk Folkeparti har stemt for lovændringen.

Men der var også en enkelt tidsel i buketten, som gik hårdt ud over vore transkønnede medmennesker.

Den 17. maj 2013 behandlede Folketinget nemlig et forslag fra Enhedslisten, om at fjerne transkønnede fra Sundhedsstyrelsens sygdomsliste over psykiske og adfærdsmæssige forstyrrelser. Men alle de øvrige folketingspartier stemte imod Enhedslistens forslag. Forslaget blev altså forkastet af Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Det Radikale Venstre, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti.

VKO gjorde ikke noget

I modsætning til de sidste knap fire år, var de ti år VKO sad på magten, fra 2001 til 2011, kendetegnet ved manglede vilje fra de siddende regeringer, til at forbedre forholdene for homoseksuelle og transkønnede. Fremskridtene for blev nemlig vedtaget på trods af deres indædte modstand, efter hårdt benarbejde fra oppositionen og med stemmer fra enkelte rebelske venstrefolk.

Danmark var engang verdensmester

I 1989 blev Danmark verdensmester, da vi indførte registreret partnerskab for homoseksuelle, som det første land i verden.

I venstrepolitikerne Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussens tid som statsministre var vi røget ned i bunden af 2. division, når det gjaldt menneskerettigheder for homoseksuelle og transkønnede.

Vi er med igen

Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, og Enhedslisten, og i de fleste tilfælde også Liberal Alliance, har gjort op med forskelsbehandlingen. Derved kan Danmark dele førertrøjen, når det gælder homoseksuelles menneskerettigheder, med Uruguay, Argentina, Belgien, Canada, Holland, Island, Norge, Portugal, Sydafrika, Spanien, Sverige, Frankrig, England & Wales & Skotland, New Zealand, Luxembourg, Finland, Slovenien og Grønland, samt 37 stater i USA, Mexico City og Staten Coahuila i Mexico.

Diskrimineringen af transkønnede trænger desværre fortsat til at komme på dagsordenen. De står stadig opført på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske afvigere.

Biseksuelle er ligeledes udsat for diskriminering, de må samtidig leve med andre fordomme, nemlig at de enten bliver betragtet som 50 % heteroseksuelle eller som homoseksuelle der ikke tør springe ud, selv om der er videnskabelig belæg for, at biseksualitet eksisterer.

Partiernes ideologi er pejlemærket for deres holdninger

Man kan groft sagt dele partierne op i tre ideologier. Den socialistiske – hvor frihed, lighed og broderskab er fundamentet. Den liberale – hvor enhver er sin egen lykkes smed. Og den konservative – som bygger på kernefamilien, traditionerne og en samfundsorden som i de “gode gamle” dage.

Men der er også stor forskel på fortolkningen indenfor den enkelte ideologi. Det er meget iøjnefaldende hos de liberale partier, som har det udgangspunkt, at det enkelte menneske skal have størst mulig personlig frihed uden indblanding fra statens side.

Venstre har tilnavnet Danmarks liberale parti, Liberal Alliance kalder sig det eneste liberale parti og Det Radikale Venstre ser sig selv som socialliberal.

I forhold til ligestilling og rettigheder for bøsser og lesbiske lever både Det Radikale Venstre og Liberal Alliance fuldt ud op til frisindet og fordomsfriheden, hvorimod Venstres frisind stopper der hvor ligestillingen skal til at være konkret. For Det Radikale Venstres vedkommende gælder det også ligestillingen for transpersoner.

Men der er også afgørende nuanceforskelle mellem De Radikale og Liberal Alliance. For det første peger de henholdsvis på den røde og den blå blok. Desuden er det ikke uvæsentligt for lgbt’ere, at LA sætter den personlige frihed så højt, at de vil afskaffe straffelovens § 266b, den såkaldte racismeparagraf eller diskriminationsparagraf, så forhånende, truede og nedværdigende udtalelser om personer fra minoritetsgrupper bliver tilladt. De anser § 266b for at være forældet og totalitært tænkt. Et synspunkt Venstre er enige i. I modsætning til dem, står Det Radikale Venstre fast på, at straffelovens § 266b skal bevares. Det samme gør resten af rød blok.

Det Konservative Folkeparti står for en klassisk konservativ politik, hvor kernefamilien spiller en stor rolle. Det ser ikke ud til, at det faktum, at de har fået en homoseksuel partiformand ændrer på det, han er tværtimod mere konservativ end sine forgængere.

Dansk Folkeparti står langt ude på højrefløjen, når det gælder rettigheder for lgbt’er. Nogle af deres folketingsmedlemmer har desuden ytret sig yderst negativt. De har blandt meget andet kaldt homoseksualitet en sindslidelse og et modefænomen.

Her er andre nedladende udtalelser fra DF-folketingsmedlemmer:

– Homoseksuelle kan ikke opdrage børn – Per Dalgaard (2003).

– Homoseksuelle er handicappede – Søren Krarup (2007).

– Homoseksualitet er unaturligt – Mette Dencker (2013).

– Det er et overgreb mod de børn, der skal se på lesbiske der kysser – Alex Ahrendtsen (2013).

Dansk Folkepartis ordfører brugte udtrykket “voldtægt af den danske befolkning”, da Folketinget behandlede oppositionens forslag om ægteskabelig ligestilling i VK-regeringens tid.

Forud for vedtagelsen af loven om ægteskabelig ligestilling i 2012, sammenlignede partiets nye ordfører et ægteskab mellem to mennesker af samme køn, med et ægteskab mellem et menneske og en hund.

Desuden ytrer Dansk Folkepartis nationalistiske holdninger og opblæste danskhed sig i en grov og uforsonlig tone overfor minoritetsetniske danskere, flygtninge og indvandrer, og det er lykkedes dem at sænke debatniveauet i hele samfundet, så de øvrige partier kappes om at fremstå som strammere på flygtninge- og indvandreområdet, det gælder også Socialdemokraterne.

Kristendemokraterne er et kapitel for sig selv. Positiv omtale af lgbt’er i medierne, er nok til, at deres kandidater skriver bekymrede debatindlæg, om faren for at samfundets fundament styrter i grus, fordi kernefamilien er truet.

I et interview i DR1 den 28. maj, om homoseksuelles rettigheder, sagde den kristendemokratiske landsformand Stig Grenov lige ud, at homoseksualitet er unaturligt.

Partiformanden afviste også homoseksuelle ret til at få børn ved hjælp af kunstig befrugtning, med følgende udtalelser:

– Jeg mener ikke at vi som stat skal gå ind og understøtte, at to af samme køn skal have en rettighed til at få børn på statens regning.

– Det er jo ikke et spørgsmål om, at homoseksuelle er onde. Det er et spørgsmål om, at man har behov for som barn at spille bold op imellem de forskellige køn og danne sin kønsidentitet derudfra. Hvis den lille dreng kan se, at de har fravalgt hans køn. Hvad betyder det så for ham, det kunne jeg godt tænke mig at vide. Jeg mener ikke, at vi skal spille hasard med børnene.

Alternativet peger på Helle Thorning-Schmidt som statsminister, men partiet definerer sig hverken som blåt eller rødt. Partiets stifter og partiformand Uffe Elbæk blev valgt ind i Folketinget for Det Radikale Venstre ved sidste valg, hvorefter han blev Kulturminister, en post han beklædte frem til december 2012. Men han stod langt ude på venstrefløjen i sine unge dage, hvor han bl.a. var medlem af Venstresocialisterne.

Uffe Elbæk brød med Det Radikale Venstre i september 2013, men han fortsatte som folketingsmedlem som løsgænger. Den 27. november 2013 var han medstifter af det nye parti Alternativet.

Opgør med forskelsbehandlingen

Vi lgbt’er skal altså i høj grad sætte vores lid til de partier der betegner sig som den røde blok, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Alternativet og Enhedslisten, hvis vil have sat en stopper for den resterende forskelsbehandling.

De eneste fra blå blok, der viser den samme forståelse er som sagt Liberal Alliance.

Valget handler i høj grad om, hvorvidt vi lgbt’er fortsat vil finde os i, at blive behandlet som 2. klasses borgere, eller om vi skal have gjort op med de sidste rester af diskrimineringen og forskelsbehandlingen, så vi lovgivningsmæssig får fuld ligestilling med heteroseksuelle.

Transkønnedes situation er værst

For de transkønnedes vedkommende er diskrimineringen og forskelsbehandlingen fortsat massiv, de eneste der støtter deres krav fuldt ud er Enhedslisten. Men de øvrige partier i rød blok har lovet at se med velvilje på at fjerne dem fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske afvigere, når FN’s Verdenssundhedsorganisation WHO forhåbentlig meget snart vedtager at fjerne dem fra deres liste. Det gjorde de for homoseksuelles vedkommende den 17. maj 1990, men dengang sad Danmark ikke på hænderne, for herhjemme blev vi allerede fjernet fra Sundhedsstyrelsens liste i 1981.

Transkønnede skal ikke regne med støtte fra Liberal Alliance.

Det var ordene, jeg håber mit blogindlæg skaber klarhed om partiernes holdning til os lgbt’ere.

Nu er valget dit. God valgdag den 18. juni.