SAMFUND

Fik du set dokumentaren “Forenet i mangfoldighed”?

Dokumentaren “Forenet i mangfoldighed” om LGBTQ+ miljøet i Sønderborg og omegn er nu offentlig tilgængelig på Filmstriben. Her er det Sønderborgs første pride i 2022.

Den nye dokumentarfilm “Forenet i mangfoldighed” om LGBT+ miljøet i og omkring Sønderborg er nu tilgængelig på Filmstriben. Her får du historien om, hvorfor og hvordan seksuelle minoriteter lokalt finder sammen og skaber en fælles identitet.

Fik du ikke set filmen da den havde premiere har du nu mulighed for at se den hjemme hos dig selv. Filmen er nemlig offentlig tilgængelig på Filmstriben.

I dokumentarfilmen går instruktøren Frank Bisgaard Winther helt tæt på den lokale forening LGBTQ+ Sønderborg, der blev etableret sidste år. En forening, der både har oplevet stor opbakning og været ude for et par trælse oplevelser, der også sætter sit præg på filmen.

”Jeg ville skabe et portræt af en forening og folkene bag. Jeg undrede mig over, at det i 2022 stadig skulle være nødvendigt at organisere sig inden for det kønspolitiske område. Jeg havde derfor lyst til at fortælle historien om, hvorfor og hvordan seksuelle minoriteter finder sammen og skaber en fælles identitet”, fortæller Frank Bisgaard Winther, der selv er født og opvokset i Sønderborg.

En by i provinsen

Filmen laver enkelte nedslag under etableringen af den første forening i Sønderjylland for hele spektret i regnbuens farver, og den tryktester holdningerne hos både politikere og eksperter. Der bliver diskuteret rettigheder og ligestilling alt imens den nystartede gruppe bliver udsat for flere tilfælde af hate crimes.

I “Forenet i mangfoldighed” følger vi også Olivia Jørgensen, der fortæller om sine oplevelser med en sønderjysk omverden, der ikke er helt klar til at favne hende som transperson.

“Forenet i mangfoldighed” finder du her.