Fik dødsdom – jeg lever endnu

Vi er tilbage i januar 1986. Hiv og aids virkede dengang for Allan Ransgaard først som en fjern størrelse, og som var noget. der foregik i Afrika og andre steder.

”Jeg tænkte, at hiv og aids nok aldrig ville komme til Danmark. Men det gjorde det. Jeg var single og havde derfor haft nogle seksuelle kontakter. Ikke fordi, at jeg viste, at nogle af dem var smittet med hiv, men jeg tænkte alligevel, at det ville være fornuftigt at få taget en hivtest”, fortæller den i dag 69-årige Allan Ransgaard til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcastserien ”At leve med hiv” på Regnbueland.

Svaret på testen fik han to uger senere. Præcis den 20, januar 1986, dagen før hans 30-årige fødselsdag.

”Jeg sad længe på Bispebjerg Hospital og ventede på svaret. Da lægen kom, så han lidt udtryksløs ud i sit ansigt og sagde: Du har fået taget en hivtest, og den er positiv.  Jeg blev helt stump, og var både chokeret og lammet, da jeg fik beskeden. Jeg forstod jeg slet ikke, hvad det var, at han fortalte mig”, husker Allan Ransgaard.

Som at komme på dødsgangen

Han undrede sig over, at lægen ved samme lejlighed spurgte ham, om han havde en pensionsopsparing.

”Lægen fortalte, at hvis jeg havde en pensionsopsparing, at så skulle jeg sige den op. For det var deres erfaring, at man som hiv-smittet i gennemsnit kun havde 9 måneder tilbage at leve i. Jeg følte det som om, at jeg var kommet på dødsgangen og var endnu mere chokeret. Jeg tænkte, hvordan ville den tid jeg havde tilbage så blive, og ville jeg mon få nogle af de følgesygdomme, som fulgte med at have hiv og aids” fortæller Allan Ransgaard.

Fordomme mod hiv-smittede

Han oplevede, at der i dele af befolkningen var en meget negativ stemning i forhold til hiv og aids.

”Jeg oplevede det at være hiv-smittet var meget tabubelagt. Avisernes skriverier om hiv og aids var også ofte negativt ladet, og man kaldte det for Bøssepesten og en snavset sygdom. Det var jo en grim ting, for det handlede om sex mellem mænd. I den daglige snak om sygdommen, kunne jeg fornemme, at nogen ønskede os hiv-smittede anbragt på en øde ø.  For så vidste man, hvor man havde os. Jeg oplevede, at der mange gange var en negativ holdning imod os hiv-smittede. Det var også en vigtig grund til, at jeg holdt kortene tæt inde til kroppen og kun fortalte de tætteste venner og familie, at jeg havde hiv”, husker Allan Ransgaard.

Troede han ville blive den næste

Når han i gadebilledet så en rustvogn, blev jeg han både ked af det og bange.

”For jeg forestillede mig, at jeg ville være den næste, der lå i rustvognen. For jeg havde som nævnt fået en dom på de 9 måneder, som jeg havde tilbage at leve i. Jeg tænkte meget over mit liv og turde ikke lægge planer for fremtiden. For på en måde virkede det udsigtsløst, så mit liv stod meget på stand by. Men da der ikke var sket noget med efter de 9 måneder, og senere var der pludselig gået 4-5 år uden noget var sket, så forsvandt lidt efter lidt følelsen af, at jeg skulle dø”, fortæller Allan Ransgaard. Han havde en stor indre modstandskraft og havde ikke noget følgesygdomme på grund af hiv og aids. Derudover havde også i mellemtiden mødte Flemming, som han var blevet kærester med.

Vennerne døde på stribe

Men alligevel husker Allan Ransgaard sidste halvdel af 1980’erne som en forfærdelig tid.

”Det var på det tidspunkt, hvor aids virkelig brød ud herhjemme. Jeg kendte rigtig mange, som døde af aids og gik derfor ofte til begravelser. Det var en rigtig rædselsfuld tid”, husker han.

Redningen – men fik også bivirkninger

Kombinationsmedicinen i 1996 blev også et vendepunkt for Allan Ransgaard. Han fik det meget bedre end før, men alt var ikke rosenrødt. Noget af den medicin, han fik, havde nemlig store bivirkninger,

”Jeg fik det bedre, men noget af medicinen var svær at tage og gav bivirkninger. Jeg havde blandt andet diarre. Det satte sig også på psyken, og jeg fik hallucinationer. Det gav mig nogle mærkelige drømme og gjorde, at jeg nogle gange var i en tilstand, hvor jeg ikke vidste, om det var noget, jeg drømte, eller om det var virkelighed. Jeg forestillede mig, at det må være ligesom at være på en slags syretrip. Jeg tænkte på, om jeg kunne klare at få kombinationsmedicinen, for jeg følte nærmest at min psykiske tilstand blev værre end før. Jeg tog også 15 kg på og fik fedtdepoter især rundt om halsregionen, på brystet og på ryggen og måtte få skræddersyet mit eget tøj”, lyder det fra Allan Ransgaard.

Et lys forude

Men han blev på kombinationsmedicinen på trods af de mange bivirkninger, som medicinen havde.

”Kombinationsmedicinen gav mig nemlig en anden fornemmelse af mit liv. Nu kunne jeg lige pludselig se det i et helt andet lys, og jeg kunne begynde at lægge planer for fremtiden. Min kæreste Flemming og jeg, vi flyttede fra Nørrebro til Hvidovre. Og efterhånden blev medicinen bedre og jeg kunne fungere mere normalt”, forklarer Allan Ransgaard.

Podcastserien ”At leve med hiv” er støttet af AIDS-Fondet, Dansk Tennisfond og GSK Pharma. 

 

Se også: AIDS-Fondet