ANMELDELSER

Tekster om ligeværd, sprog og magt

Femten bidragsydere har fået til opgave at holde en tale om køn, magt sprog og inklusion.

Person er resultatet af et kunstprojekt skabt af bogens ene redaktør, billedkunstneren Marie Thams, som i sin afsøgen af den sproglige traditions begrænsning af menneskers måde at forestille sig flere muligheder for køn og magtfordeling, opfordrede tekstsamlingens femten bidragsydere til, et sted i Danmark,  at holde en tale, som reflekterede over emner som sprog, inklusion, køn og magt.

 

Det er disse taler, som er samlet i bogen, indrammet af en kort omtale af projektet, en ultrakort analyse af hver tekst og en kort biografi om hver taleskriver.

Talerne som har et essayistisk præg, beskæftiger sig undersøgende og analyserende med mange aspekter af både den historiske baggrund for, den øjeblikkelige status på og de mange udfordringer med inklusion, køn, ligestilling. Det som med et lidt mindre tilgængeligt ord benævnes intersektionalitet. Det vil sige, forståelsen af, at vi alle er mere end én identitet, men rummer mange facetter, som giver os forskellige fordele og udfordringer afhængigt af tid og kontekst.

Tekstsamlingen er faktisk intersektionel i sig selv, med sin forening af så mange diverse stemmer, erfaringer og opfattelser. Det er forfriskende at læse flere bud på en problemstilling og at få anskueliggjort, at også kampen for ligestilling kan anskues fra mange synsvinkler. Gennemgribende for samlingen er dog en fælles grundforståelse af at den ene kamp ikke skal skygge for den anden. Men at den intersektionelle bevidsthed medfører, at vi skal kæmpe i fællesskab og også for folk, som har andre udfordringer ens selv.

Forskellige tilgange

Bogens indlæg rummer både tekster af historisk tilsnit, nogle som er mere kontemporære, nogle som ser på enkeltdele, som for eksempel et enkelt ords indpas i sproget. Andre mere holistisk og overordnet på den problematik, der tages op. Nogle tilgår stoffet akademisk, andre tekster er personlige og har et anekdotisk præg.

Bogen udkom i 2024 og bærer et ret optimistisk syn på fremtiden. Det er dejligt at læse, men virker desværre også allerede nærmest en smule anakronistisk. Det er, som om bogen er skrevet på tinden af en udvikling. En udvikling, som siden i den grad er sat i stå eller rulles tilbage. Man kan være nervøs over, om den snarere end et kampskrift for videre kamp, meget hurtigt ender som et historisk dokument, som beskriver muligheder, som ikke realiserede og som gik tabt. Jeg håber det ikke, men den optimisme, som spores i bogen, er vanskelig at finde belæg for i den nuværende verdensorden.

Man bliver i bedre humør

Det betyder ikke, at bogen ikke er værd at læse. Det er den i høj grad og den kommer med en stor anbefaling. Man bliver klogere af den. Man bliver i bedre humør af den. Den forklarer vanskelige begreber med hverdagseksempler og gør den ligestillingskampen så åbenbar. Lad den også være en påmindelse om alt det, vi skal kæmpe for at bevare. Et budskab om de drømme, vi skal drømme for at kunne forestille os en anderledes verden.

De små tekstanalyser er samlet anbragt foran i bogen, hvilket giver en lidt irriterende læseoplevelse med at blade frem og tilbage. Med fordel kunne man have anbragt disse i umiddelbar tilknytning til den tekst, de hører til, så de udgør et samlet hele. Hertil kunne så føjes forfatterbiografierne.

Info:

Person – tekster om ligeværd, sprog og magt, Red. Rebekka Elisabeth Anker-Møller og Marie Thams- udkommer på Gads Forlag,

2024,

199 sider.