Farverig arvestrid, kærlighedsforviklinger og grisefest med Nyborg Voldspil

Nyborg Voldspil giver sommeren kulør med Grand Prix hits og sæbeopera dramatik.

I et farverigt univers under åben himmel strømmer Melodi Grand Prix nostalgi og glade rytmer ud over volden omkring Nyborg Slot. Nyborg Voldspil byder på arvestrid, kærlighedsforviklinger og grisefest på Mallorca. Det sker i forestillingen ’Vi maler byen rød – The musical 2’ vor ensemblet har en fest. Deres energi smitter og spreder ekstra varme i den danske sommer.

Under åben himmel

Teater i det fri kan noget ganske særligt. Heldigvis er der en stærk tradition i vort land for netop dette. Flere professionelle teatre byder ind med forestillinger. Men hen over sommeren er det i høj grad også frilufts- og sommerspil med stærke amatører og frivillige kræfter som er de bærende. Små og store teaterforeninger, ofte med lang historisk og store traditioner, bruger tusindvis af frivillige timer på at sprede glæde til deres publikum. Med fællesskab og sammenhold som løn.

Nyborg Voldspil er et af dem. De kunne sidste år fejre intet mindre end 85 års jubilæum. Her er den ene store musical efter den anden blevet præsenteret år efter år. I år er det atter en gang Melodi Grand Prix genren, der skal lokke publikum ud i det grønne, i de historiske rammer.

Tilbage i 2021, året efter en Coronaaflysning, spillede man forestillingen: ’Vi maler byen rød – The Musical’. Skønt man faktisk skulle have spillet noget helt andet. Mindre end et halvt år før måtte man her skifte kreativ team og sætte en ny retning. En retning, som kom til at byde på et af stedets største publikumssucceser.

Forestillingen er skabt til Musicalteatret i 2010. En musical, der består af de største danske Melodi Grand Prix hits sat sammen som en Jukebox- musical, med et tilbageblik på en gymnasietid i 80’eene som ramme. Efter sin premiere i 2010 har den spillet på et utal af amatørscener landet rundt. Efterfølgende er der kommet en 2’er, som nu også er kommet til Nyborg.

En stor familie

De to forestillinger har handlingsmæssigt intet med hinanden at gøre. Det er forskellige persongallerier og lokationer. De er altså fuldstændig selvstændige og kunne derfor sagtens have haft hver deres titel. Eneste fællesnævner er at det sker i 80’erne og at musikken er fra Dansk Melodi Grand Prixs skattekiste.

I 2 ´eren starter forestillingen med en begravelse.

Imens Eurovision-hymnen lyder ankommer de sortklædte gæster og en kiste bæres ind.

Rigmanden og patriarken Herman-Karl-Edvard er død. Familien er samlet. Seks børn og hans sidste kone. Fokuspunktet er, hvem skal nu arve de mange millioner. På en fælles tur til Mallorca vælter hemmeligheder, skjulte dagsordner og interne stridigheder ud af skabet. Blandet med hver af de seks børns kærlighedsliv og kompleksiteter. Tilsæt herefter et yderligere spektakulært figurgalleri af gæster og ansatte med videre. Der er nok at holde styr på og det er klart en ensemble fortælling. Mange rollers historier flettes mere eller mindre elegant ind og ud af hinandens og den fælles fortælling.

Et ujævnt manuskript

Lad os bare forholde os til manuskriptet. Det er en lidt ujævn størrelse. Det vil så meget, men alt lykkes desværre ikke helt. Det bliver for unødvendig rodet, og fokusset forsvinder til tider. Det giver plothuller og gevaldige hurtigere konklusioner. Der er mange ender de skal binde en knude på. På trods af en ihærdig indsats lykkes det ikke. Det er med til at gøre fortællingen unødvendigt knudret og lettere uforløst.

Noget af det ligger selvfølgelig i stilen man helt bevidst har valgt – det melodramatiske og sæbeopera. Det skal være karikeret, skævt og for meget. Som nemt  bliver overflade. Og det er skønt og kan bestemt noget. Men det er en svær balancegang, som man ikke kommer i mål med. Vejen er for svingende og persongalleriet måske også for stort. For de enkelte roller får heller ikke lov til at blive løftet så meget som det kunne have været muligt. De får ikke nok spillerum.

Banal humor

Humor er selvfølgelig en meget individuel ting. Stykket her er båret af en humor, der kører meget på det seksuelle. For denne anmelder går der lidt for meget teenagedreng, og plat pik og patter i den. Det bliver næsten pinligt og falder flere steder til jorden.

Det er ærgerligt, for når man ikke går den vej, opstår komikken og de sjove elementer som man faktisk sidder og klukker af. Her er de rigtige grin og den ekstra kulør som fornøjer. Det viser for eksempel Emil Nielsen ( der spiller den ene af rigmands børnene, Robert). Han har en skarp timing med styr på sin komiske mimik og kropssprog. Også Kaya Lindhardt ( der spiller datteren Bolette) viser komisk talent. Hun spiller perfekt akavet- og med tørhed. Hos begge er det i spillet det kosmiske opstår og ikke bare ved en banal plat sætning. Det virker mere helhjertet.

Festlige optrin med kreative trin

Musikalsk er vi i denne forestilling et spadestik eller to dybere nede i i Grand Prix hit bunken, da de største er brugt i etteren.

Det gør lidt i forhold til den umiddelbare genkendelses glæde og dermed den direkte ”åh yeah” reaktion på sangene.

Men man er stadig med og ’ the good vibes ’ rammer en.

Bandet og lydmixet giver et solidt fundament og dertil er der stærke kor-momenter. Det er måske ikke året med de stærkeste solopræstationer, men der er stor energi, og der er klart guld imellem. Ikke mindst hos hotellets sangerinde Dona, spillet af Alisha Mae Williamson Meadows. Hun leverer de stærkeste sangpræstationer med ’ Drama Queen ’ og ’ Only Teardrops’. En ægte diva.

Og er man Grand Prix nørd, er der masser godt at hente. Her kan man opleve sange som måske havde fortjent lidt mere opmærksomhed end de har fået efter at de deltog i Melodi Grand Prixet. Ren nostalgi og en god måde lige at genbesøge nogle af dem igen.

Ved at flytte handlingen til udlandet bliver der også plads til flere af de engelske sange, som har vundet eller har deltaget som vores bidrag til Eurovision.

Noget af det, der giver forestillingen et løft, er de mange kreative koreografier. Der er rigtig mange større optrin med deltagelse af næsten hele holdet. Så stor klap på skulderen til koreograf Maria Kronborg for at skabe så kreative og varierede dansenumre. De er med til at skabe festen. Her leges med form og retninger. Dog holdes det på et niveau hvor alle, selv de knap så dansestærke kan være med, uden at falde igennem.

En givende og farverig indpakning

Vi kommer heller ikke udenom den gode scenografi af Louise Dencker Rasmussen.

Den forvandler sig fra trist og grå, til et farverigt bombardement. Der er mange elementer i spil og scenen skifter i et væk. Den åbnes og lukkes, der rulles ind og ud. Der må være et stort koordineringsarbejde backstage i forhold til plads og at alt hele tiden står klar i rigtig rækkefølge.

Nogle gange bliver det lidt over the top. Men forestilling kan bære det og der skabes en virkelig varm, livlig og legende atmosfære. Det er præcis den ekstra farveklat, der højner oplevelsen .

Læg dertil en systue, der også må have været på overarbejde. Der er brug for mange kostumer med de mange skift. Det er endt som herlig konfetti drysset udover fortællingen, der giver den perfekte mængde glans og ånd, som en forestilling med Grand Prix sange skal have. De har grebet bolden, skabt deres egen palet og i den grad lagt farverne på.

Fest i det grønne

Man skal tage til Nyborg for at opleve et ensemble, der sprudler af gåpåmod, energi og spilleglæde. På trods af det er en forestilling med en ujævn dramaturgi, formår holdet at skabe festlige sommermomenter. Det er hyggeligt Grand Prix nostalgi og man går derfra i godt humør. Og det er jo måske det vigtigste.

Så ka’ du ikke få øje på glæder andre ser, så lån voldspillets i et par timer. Se dig omkring, luk øjnene op, spring ud og slå til. For de maler byen rød og himlen hvid af stjerneskær.

Fire stjerner dyppet i glimmer herfra.

Forestillingen spiller frem til 9. august.

Instruktør/forfatter: Rasmus Mansachs, Sanginstruktør: Johan Berg, Koreograf: Maria Kronborg, Scennograf: Louise Dencker Rasmussen, kostumekonsulent Jannie Lindhard og Kapelmester: Tuomas Korhonen.